Blændende kreativ og morsom film om sindets vildveje
6.0
Pixars seneste mesterværk er baseret på en virkelig brillant idé: Nemlig at animere 'stemmerne i hovedet' - de følelser, som driver os alle sammen. I "Inside Out" bor de i Headquarters inde i hovedet på folk, hvor fem grundfølelser - Joy, Sadness, Anger, Disgust og Fear - betjener et kontrolpanel, der styrer personens reaktioner. Uden for hovedkvarteret ligger så et større landskab med lagring af minder, kerneminder, personlighedstræk og meget andet, der på imponerende vis illustrerer kompleksiteten i et enkelt menneskes psyke.
Filmen foregår i hovedet på 11-årige Riley, der lever et ubekymret, lykkeligt liv, indtil hendes forældre beslutter sig for at flytte fra Minnesota til San Francisco. Omvæltningen skaber en masse negative reaktioner, og inderst inde går det helt galt, da Joy og Sadness bliver suget ud af hovedkvarteret og ud i resten af sindslandskabet. Nu må de to følelser så kæmpe for at få Joy på plads i førersædet igen, inden Rileys sind bryder helt sammen omkring dem.
Reelt udspiller hovedparten af handlingen i "Inside Out" sig på omkring halvandet døgn, men det tidsrum udgør en stor og farefuld rejse for Joy og Sadness - hvor forfatter-instruktørerne Pete Docter og Ronnie del Carmen giver os en vildt kreativ og utroligt underholdende rejse rundt i sindet.
Der er så mange store og små perler i "Inside Out", at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Hele konstruktionen omkring minder, der bliver cirkuleret rundt i hovedet og eventuelt ender med at blive smidt i glemslen i det farlige Memory Dump. De fint animerede hjerneceller, der laver alt det manuelle arbejde med at flytte rundt på tingene. Dream Production-studiet, der om natten sætter drømmene op. The Train of Thought, som naturligvis kører lidt rundt på må og få. The Subconscious med de skumle minder. Scenerne, hvor følelserne bogstaveligt talt kæmper om at kontrollere Riley. Turen igennem Abstract Thought, hvor animatorerne blærer sig med at fyre det 20. århundredes udvikling i billedkunst af på et minuts tid. Og så videre, og så videre ... Det her er et overflødighedshorn af kreativitet i et blændende manuskript - som vel at mærke ville have været meget svært at realisere som andet end animationsfilm.
Animationerne er naturligvis også overbevisende - kreative, flotte og ofte skævt overraskende i et syret indre univers, der får sin helt egen logik. Og som får ekstra perspektiver fra de korte krydsklip over i andre hovedkvarterer, der superelegant illustrerer de mange lag i kommunikation mellem mennesker. Derudover er der fint stemmearbejde fra en række folk, som primært har baggrund i komedieserier og satireshows. Især Phyllis Smith skiller sig ud som Sadness - stort set samtlige hendes replikker er vildt morsomme - men Amy Poehler er også dejlig som Joy, og Richard Kind er sød og rørende som Rileys usynlige ven, Bing Bong, der ligeledes får en stor rolle i historien.
"Inside Out" er en sprudlende veloplagt film, der er tæt på det perfekte. Der er stort set ikke én replik eller animation, der ikke sidder lige i skabet, baseret på et manuskript, der formår at være både begavet og morsomt på et niveau, man meget sjældent ser. Og så taler den også enormt vedkommende til følelserne på nogle centrale tidspunkter. Filmen vil givetvis glæde de børn, som vel betragtes som den primære målgruppe, men samtidig er der helt sikkert mere at komme efter for voksne, fordi der netop er overraskende mange lag bag den farverige handling.
I de senere år har jeg kritiseret Pixar for at have tabt noget af den kreativitet, som ellers havde kendetegnet studiet. Men "Inside Out" er et sindssygt imponerende comeback for de dyder, der skabte studiets succes, og det er måske den allerbedste Pixar-film nogensinde.
Filmen foregår i hovedet på 11-årige Riley, der lever et ubekymret, lykkeligt liv, indtil hendes forældre beslutter sig for at flytte fra Minnesota til San Francisco. Omvæltningen skaber en masse negative reaktioner, og inderst inde går det helt galt, da Joy og Sadness bliver suget ud af hovedkvarteret og ud i resten af sindslandskabet. Nu må de to følelser så kæmpe for at få Joy på plads i førersædet igen, inden Rileys sind bryder helt sammen omkring dem.
Reelt udspiller hovedparten af handlingen i "Inside Out" sig på omkring halvandet døgn, men det tidsrum udgør en stor og farefuld rejse for Joy og Sadness - hvor forfatter-instruktørerne Pete Docter og Ronnie del Carmen giver os en vildt kreativ og utroligt underholdende rejse rundt i sindet.
Der er så mange store og små perler i "Inside Out", at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Hele konstruktionen omkring minder, der bliver cirkuleret rundt i hovedet og eventuelt ender med at blive smidt i glemslen i det farlige Memory Dump. De fint animerede hjerneceller, der laver alt det manuelle arbejde med at flytte rundt på tingene. Dream Production-studiet, der om natten sætter drømmene op. The Train of Thought, som naturligvis kører lidt rundt på må og få. The Subconscious med de skumle minder. Scenerne, hvor følelserne bogstaveligt talt kæmper om at kontrollere Riley. Turen igennem Abstract Thought, hvor animatorerne blærer sig med at fyre det 20. århundredes udvikling i billedkunst af på et minuts tid. Og så videre, og så videre ... Det her er et overflødighedshorn af kreativitet i et blændende manuskript - som vel at mærke ville have været meget svært at realisere som andet end animationsfilm.
Animationerne er naturligvis også overbevisende - kreative, flotte og ofte skævt overraskende i et syret indre univers, der får sin helt egen logik. Og som får ekstra perspektiver fra de korte krydsklip over i andre hovedkvarterer, der superelegant illustrerer de mange lag i kommunikation mellem mennesker. Derudover er der fint stemmearbejde fra en række folk, som primært har baggrund i komedieserier og satireshows. Især Phyllis Smith skiller sig ud som Sadness - stort set samtlige hendes replikker er vildt morsomme - men Amy Poehler er også dejlig som Joy, og Richard Kind er sød og rørende som Rileys usynlige ven, Bing Bong, der ligeledes får en stor rolle i historien.
"Inside Out" er en sprudlende veloplagt film, der er tæt på det perfekte. Der er stort set ikke én replik eller animation, der ikke sidder lige i skabet, baseret på et manuskript, der formår at være både begavet og morsomt på et niveau, man meget sjældent ser. Og så taler den også enormt vedkommende til følelserne på nogle centrale tidspunkter. Filmen vil givetvis glæde de børn, som vel betragtes som den primære målgruppe, men samtidig er der helt sikkert mere at komme efter for voksne, fordi der netop er overraskende mange lag bag den farverige handling.
I de senere år har jeg kritiseret Pixar for at have tabt noget af den kreativitet, som ellers havde kendetegnet studiet. Men "Inside Out" er et sindssygt imponerende comeback for de dyder, der skabte studiets succes, og det er måske den allerbedste Pixar-film nogensinde.
06/09-2015
