Spildt potentiale
2.0
- Mulige spoilers -
I løbet af 1970erne udkom nogle af gysergenrens bedste film såsom The Exorcist, Halloween og Alien. Men hvor disse nævnte film er klassikere, som stadig agtes højt den dag i dag, kan The Amityville Horror slet ikke siges at tilhøre samme kategori. Hvorfor så overhovedet skrive en anmeldelse om denne film? Jo, for først og fremmest har undertegnede en ret klar mening om denne film, men derudover ser jeg meget potentiale, som desværre aldrig bliver udnyttet optimalt.
Filmen bygger på bogen The Amityville Horror af Jay Anson, som igen er baseret på de eftersigende sande beretninger af George og Kathy Lutz, som i filmen bliver spillet af henholdsvis James Brolin og Margot Kidder. Derudover medvirker kompetente skuespillere såsom Rod Steiger og Murray Hamilton.
På trods af den solide skuespillerbesætning er det desværre et gennemgående problem i filmen, at op til flere af skuespillerne overspiller. Til skrækeksempel (pun probably intended) kan nævnes scenen, hvor nonnen flygter fra det besatte hus i sin bil og pludselig standser, åbner bildøren og kaster op. Dette er et eksempel på overspil, som fik undertegnede til at skraldgrine, hvor det modsatte nok nærmere var målet. Dertil findes talrige andre eksempler på overspil, samt andre ufrivilligt komiske indslag, såsom i scenen, hvor Kidders karakter ser et par lysende røde øjne stirre på sig lige uden for sit vindue på første sal. Bevares, det kan synes skræmmende,men nok mest for dem, som har set knap så mange gyserfilm. Men for mig tænkte jeg nærmere på Den dårlige julestemning fra Krummernes jul.
Det virker lidt som om, at instruktør Stuart Rosenberg i denne film ikke mestrer begrænsningens kunst, eller ikke har kunnet tøjle sine skuespillere.
Filmens velnok største problem er imidlertid, at filmen har alt for mange løse ender og uforløste elementer. Jeg ved ikke, om dette skyldes manuskriptet, eftersom filmen oprindelig var indstillet til at skulle være en tv-film. Men filmen indeholder mange scener med præsten, spillet af Rod Steiger, som desværre ender med at blive fløjtende ligegyldig for filmens forløsning, selvom han har meget af filmens spilletid. Men ikke desto mindre medvirker han også ret sent i filmen som en passiv og ligegyldig karakter, der befinder sig geografisk og plotmæssigt langt fra familien i huset.
Dertil er der også andre eksempler på, at filmen introducerer elementer, som viser sig ligegyldige. Her kan jollen i bådskuret nævnes, da det antydes, at den skal spille en rolle senere i filmen, men det kommer den aldrig til, hvortil man undrer sig, hvorfor man skildrer noget, som aldrig bliver en del af filmens plot? Det kan måske forklare, hvorfor filmen virker kedelig og nok snarere skulle vare halvanden time i stedet for to. Remaken fra 2005 med Ryan Reynolds var ikke noget vidunder, men i den film blev jollen i det mindste brugt til at flygte fra området.
Filmen har lignelser til den tidligere film, The Exorcist (1973), og den senere Poltergeist (1982). Men i modsætning til The Amityville Horror indeholder disse to film mindeværdige scener og mestrer i højere grad begrænsningens kunst og modstår dermed tidens tand. Desværre ender The Amityville Horror med at fremstå som en ufrivillig komisk gyserfilm med for mange løse ender, der på trods af en succefuld instruktør og et solidt cast desværre ikke formår at imponere.
I løbet af 1970erne udkom nogle af gysergenrens bedste film såsom The Exorcist, Halloween og Alien. Men hvor disse nævnte film er klassikere, som stadig agtes højt den dag i dag, kan The Amityville Horror slet ikke siges at tilhøre samme kategori. Hvorfor så overhovedet skrive en anmeldelse om denne film? Jo, for først og fremmest har undertegnede en ret klar mening om denne film, men derudover ser jeg meget potentiale, som desværre aldrig bliver udnyttet optimalt.
Filmen bygger på bogen The Amityville Horror af Jay Anson, som igen er baseret på de eftersigende sande beretninger af George og Kathy Lutz, som i filmen bliver spillet af henholdsvis James Brolin og Margot Kidder. Derudover medvirker kompetente skuespillere såsom Rod Steiger og Murray Hamilton.
På trods af den solide skuespillerbesætning er det desværre et gennemgående problem i filmen, at op til flere af skuespillerne overspiller. Til skrækeksempel (pun probably intended) kan nævnes scenen, hvor nonnen flygter fra det besatte hus i sin bil og pludselig standser, åbner bildøren og kaster op. Dette er et eksempel på overspil, som fik undertegnede til at skraldgrine, hvor det modsatte nok nærmere var målet. Dertil findes talrige andre eksempler på overspil, samt andre ufrivilligt komiske indslag, såsom i scenen, hvor Kidders karakter ser et par lysende røde øjne stirre på sig lige uden for sit vindue på første sal. Bevares, det kan synes skræmmende,men nok mest for dem, som har set knap så mange gyserfilm. Men for mig tænkte jeg nærmere på Den dårlige julestemning fra Krummernes jul.
Det virker lidt som om, at instruktør Stuart Rosenberg i denne film ikke mestrer begrænsningens kunst, eller ikke har kunnet tøjle sine skuespillere.
Filmens velnok største problem er imidlertid, at filmen har alt for mange løse ender og uforløste elementer. Jeg ved ikke, om dette skyldes manuskriptet, eftersom filmen oprindelig var indstillet til at skulle være en tv-film. Men filmen indeholder mange scener med præsten, spillet af Rod Steiger, som desværre ender med at blive fløjtende ligegyldig for filmens forløsning, selvom han har meget af filmens spilletid. Men ikke desto mindre medvirker han også ret sent i filmen som en passiv og ligegyldig karakter, der befinder sig geografisk og plotmæssigt langt fra familien i huset.
Dertil er der også andre eksempler på, at filmen introducerer elementer, som viser sig ligegyldige. Her kan jollen i bådskuret nævnes, da det antydes, at den skal spille en rolle senere i filmen, men det kommer den aldrig til, hvortil man undrer sig, hvorfor man skildrer noget, som aldrig bliver en del af filmens plot? Det kan måske forklare, hvorfor filmen virker kedelig og nok snarere skulle vare halvanden time i stedet for to. Remaken fra 2005 med Ryan Reynolds var ikke noget vidunder, men i den film blev jollen i det mindste brugt til at flygte fra området.
Filmen har lignelser til den tidligere film, The Exorcist (1973), og den senere Poltergeist (1982). Men i modsætning til The Amityville Horror indeholder disse to film mindeværdige scener og mestrer i højere grad begrænsningens kunst og modstår dermed tidens tand. Desværre ender The Amityville Horror med at fremstå som en ufrivillig komisk gyserfilm med for mange løse ender, der på trods af en succefuld instruktør og et solidt cast desværre ikke formår at imponere.
14/09-2015
