Med klicheerne i ringen
2.0
Billy Hope er verdensmester i boksning, men efter en brutal ulykke mister han alt - både penge, prestige og sin datter. Derfra må han samle sit liv op fra rendestenen ved at vende tilbage til den slum, han kom fra, og igen træne sig op til at få selvtillid og anerkendelse.
"Southpaw" er en helt klassisk boksefilm. Det handler om den amerikanske drøm, om at komme fra ingenting og få succes, om at vælge disciplin og den sande vej, om at holde fast i nære værdier, familien og de rigtige venner. Og så er den også bare alt for klassisk. For instruktør Antoine Fuqua skovler pointerne ind med den store slev, så ingen overhovedet kan være i tvivl om, at man skal vælge den sande kampkunst og ikke bare søge overfladisk berømmelse. Plus at rigtige mænd giver alt for deres familie.
Det er desværre meget typisk for Fuqua, som gennemgående har en virkelig uelegant fortællestil. Han er den type instruktør, der tværer pointerne ud i hovedet på dig - og hvis der skal være følelser, skal de helst tampes ind i skallen på publikum. Her bliver Fuquas klodsede stil kombineret med alle de bokseklicheer, der findes, og det er ikke nogen god cocktail.
Til gengæld er Fuqua god til at lave medrivende action, og det fungerer også fint i boksescenerne i "Southpaw", som virkelig giver nogle adrenalinpumpede ture rundt i bokseringen. Bevares, det er filmboksning, hvor helten tager imod urealistisk mange tæsk, og kampene ville være blevet stoppet i det virkelige liv. Men stadig: Der er godt med tryk på, og det fungerer. Selv om filmen også i den del er slapt fortalt - eksempelvis bliver den detalje, som har givet filmen dens titel, eksekveret så hurtigt, at det nærmest ikke giver mening.
Et klart lyspunkt er der dog i Jake Gyllenhaals velspillede hovedrolle. Han er virkelig overbevisende som den ramponerede, lettere punch-drunk Billy Hope, der både er godmodig og hidsig og ind imellem har svært ved at finde ordene. Rachel McAdams er også lige i øjet som hans kone, der modsat er rap i replikken, men ligeledes kommer fra en tung social arv. Omvendt er Forest Whitaker en temmelig håbløs kliché som den vise træner, der bringer Hope på ret køl igen - en rolle, der på ingen måde lader Mr. Miyagi noget tilbage. I det hele taget er filmen så klichéfyldt, at det stort set rammer alle birollerne. 50 Cent er fx en forfærdelig kliché som den luskede manager.
Jeg kan godt lide boksning og boksefilm, og "Southpaw" har egentlig en masse ingredienser, der kunne blive til noget godt, ikke mindst i et par fine skuespillere og Fuquas sans for at iscenesætte medrivende kampe. Men den falder desværre helt til jorden på grund af et manuskript, der aldrig hæver sig over de mest banale genreklicheer. Det er ikke godt nok at lave en dårlig kopi af "Rocky".
"Southpaw" er en helt klassisk boksefilm. Det handler om den amerikanske drøm, om at komme fra ingenting og få succes, om at vælge disciplin og den sande vej, om at holde fast i nære værdier, familien og de rigtige venner. Og så er den også bare alt for klassisk. For instruktør Antoine Fuqua skovler pointerne ind med den store slev, så ingen overhovedet kan være i tvivl om, at man skal vælge den sande kampkunst og ikke bare søge overfladisk berømmelse. Plus at rigtige mænd giver alt for deres familie.
Det er desværre meget typisk for Fuqua, som gennemgående har en virkelig uelegant fortællestil. Han er den type instruktør, der tværer pointerne ud i hovedet på dig - og hvis der skal være følelser, skal de helst tampes ind i skallen på publikum. Her bliver Fuquas klodsede stil kombineret med alle de bokseklicheer, der findes, og det er ikke nogen god cocktail.
Til gengæld er Fuqua god til at lave medrivende action, og det fungerer også fint i boksescenerne i "Southpaw", som virkelig giver nogle adrenalinpumpede ture rundt i bokseringen. Bevares, det er filmboksning, hvor helten tager imod urealistisk mange tæsk, og kampene ville være blevet stoppet i det virkelige liv. Men stadig: Der er godt med tryk på, og det fungerer. Selv om filmen også i den del er slapt fortalt - eksempelvis bliver den detalje, som har givet filmen dens titel, eksekveret så hurtigt, at det nærmest ikke giver mening.
Et klart lyspunkt er der dog i Jake Gyllenhaals velspillede hovedrolle. Han er virkelig overbevisende som den ramponerede, lettere punch-drunk Billy Hope, der både er godmodig og hidsig og ind imellem har svært ved at finde ordene. Rachel McAdams er også lige i øjet som hans kone, der modsat er rap i replikken, men ligeledes kommer fra en tung social arv. Omvendt er Forest Whitaker en temmelig håbløs kliché som den vise træner, der bringer Hope på ret køl igen - en rolle, der på ingen måde lader Mr. Miyagi noget tilbage. I det hele taget er filmen så klichéfyldt, at det stort set rammer alle birollerne. 50 Cent er fx en forfærdelig kliché som den luskede manager.
Jeg kan godt lide boksning og boksefilm, og "Southpaw" har egentlig en masse ingredienser, der kunne blive til noget godt, ikke mindst i et par fine skuespillere og Fuquas sans for at iscenesætte medrivende kampe. Men den falder desværre helt til jorden på grund af et manuskript, der aldrig hæver sig over de mest banale genreklicheer. Det er ikke godt nok at lave en dårlig kopi af "Rocky".
15/09-2015
