Underbevidsthedsudvidende

Denis Villeneuves opfølger til sit fremragende gennembrud "Prisoners" er en helt anden størrelse. Hvor brikkerne endte med at falde på plads i sidstnævnte, så må du smøge ærmerne op og klare det selv denne gang. Dette er kort sagt en analytisk lækkerbisken.

Lad os lige slå fast med det samme, at det ikke er en dobbeltgænger-film som den omtales flere steder. Teknisk set måske men der kan ikke sås tvivl om, at der kun er én karakter - Anthony. Fjenden i "Enemy" er hovedpersonen selv, og filmen giver sit bud på, hvordan man naturalistisk kan vise et menneskes underbevidsthed. Et stil-valg som kunne være endt bragende kedeligt, men som Villeneuve alligevel er lykkedes med ved at krydre det med små surrealistiske drømmesekvenser, der er dybt dragende.

Som en anden Lynch-protegé har Villeneuve et fantastisk talent for atmosfære-skabelse. Et talent som han gør godt brug af i det massive fravær at dialog, der er her. Lyd- og musiksiden er noget af det bedste, jeg længe har hørt, og i det hele taget begynder det at give perfekt mening for mig, at han skal forsøge at løfte Blade Runner-arven. It just might work.

Der er som sagt en masse analytisk råstof i "Enemy" og et væld af detaljer, der lægger op til, at der ER en facitliste gemt et sted. Det jeg umiddelbart tog med mig var, at dette er en film, der i sin kerne handler om mandens seksualitet, og hvordan den ikke kun kan gå i clinch med nærværet overfor sin partner men med tilværelsen i det hele taget for et moderne menneske. Det er en film, der handler om kampen med at give afkald på en væsentlig del af sig selv uden at miste sig selv.

Flere gensyn venter helt sikker forude, og jeg fornemmer at det er en, der vil vokse. Den var lige lovlig stiløvelse-betonet ved første kig, hvor "Prisoners" sad mere i skabet og blæste en væk med det samme. Men pilen peger i den grad opad, og det gør Villeneuves ambitioner tilsyneladende også - det skal blive yderst interessant at se hans næste skridt.