Bobby Fischer vs. the World
4.0
Verdens mest berømte skakmatch blev spillet i sommeren 1972 på Island. Verdensmesterskabsdysten mellem Bobby Fischer og Boris Spassky, der også var en dyst mellem USA og Sovjetunionen og derfor havde helt åbenlyse storpolitiske undertoner.
I "Pawn Sacrifice" fortæller instruktør Edward Zwick historien om den berømte og berygtede match, samtidig med at filmen også er et portræt af den geniale og gale Fischer. Den følger Fischers karriere, fra han slår igennem som vidunderbarn, over hans første møder med den altdominerende garde af sovjetiske stormestre, som i en periode får ham til at droppe turneringsskak - og så til det store comeback, hvor Fischer mejer al modstand ned på vejen mod den store match mod verdensmesteren Spassky. Som virkelig var en gigabegivenhed, der gjorde spillerne til verdensstjerner.
Filmen er først og fremmest et fascinerende portræt af en fuldstændig dedikeret og monomanisk mand, der kun lever for at bevise, at han er verdens bedste til et spil, der i den grad går på psyken. For lige så brillant Fischer var ved brættet, lige så skrøbelig var han mentalt. Allerede længe før mødet før Spassky var Fischer begyndt at gå op i limningen, og hans bizarre opførsel fortsatte under hele VM-matchen, hvor det bl.a. lykkedes Fischer at få ét af spillene flyttet til et omklædningsrum, fordi han følte sig generet af lyden fra tv-kameraerne.
"Pawn Sacrifice" er på den led historien om en enestående tragedie, for allerede i 1972 var Fischer tydeligvis psykotisk, og derefter gik det stort set kun ned ad bakke for ham. Her bliver han fremragende spillet af Tobey Maguire, der overbevisende skildrer det eksplosivt humørsvingende geni med nuancer, der ind imellem også skaber tvivl om, hvorvidt noget af galskaben måske er spil for galleriet. Det er den bedste rolle, jeg har set Maguire i, og han har en stærk modpol i Liev Schreiber, der også er virkelig god som den rolige, indelukkede Spassky.
Derudover er det især birollerne omkring Maguire, der imponerer. Peter Sarsgaard som den katolske præst og stormester, der fungerer som Fischers sekundant, og Michael Stuhlbarg som den mystiske forretningsmand, der pacer Fischer frem mod VM-opgøret, og som nok i virkeligheden arbejder for CIA.
For den vinkel har filmen også: Der var helt klart koldkrigspolitik i, at en amerikaner måske kunne bryde den sovjetiske dominans. I "Pawn Sacrifice" er tolkningen klart, at den amerikanske stat i det skjulte gjorde alt for at få kørt Fischer i stilling. Og filmen går efter en underliggende pointe i, at man dermed helt bevidst smed en psykisk syg mand ud, hvor han ikke kunne bunde - altså at Fischer i virkeligheden var titlens bondeoffer. Den pointe får instruktør Zwick dog ikke kørt helt så godt igennem, og derfor er det først og fremmest portrættet af Fischer og skildringen af 'århundredets skakmatch', der gør filmen mindeværdig.
Men det er så også rigeligt til at gøre "Pawn Sacrifice" særdeles seværdig. Den er et fascinerende portræt af en mand, der om nogen dansede på linjen mellem galskab og genialitet, og en virkelig medrivende skildring af en højspændt skakmatch, som det i dag virker helt skørt, at hele verden kunne gå så meget op i. Fire store stjerner herfra.
I "Pawn Sacrifice" fortæller instruktør Edward Zwick historien om den berømte og berygtede match, samtidig med at filmen også er et portræt af den geniale og gale Fischer. Den følger Fischers karriere, fra han slår igennem som vidunderbarn, over hans første møder med den altdominerende garde af sovjetiske stormestre, som i en periode får ham til at droppe turneringsskak - og så til det store comeback, hvor Fischer mejer al modstand ned på vejen mod den store match mod verdensmesteren Spassky. Som virkelig var en gigabegivenhed, der gjorde spillerne til verdensstjerner.
Filmen er først og fremmest et fascinerende portræt af en fuldstændig dedikeret og monomanisk mand, der kun lever for at bevise, at han er verdens bedste til et spil, der i den grad går på psyken. For lige så brillant Fischer var ved brættet, lige så skrøbelig var han mentalt. Allerede længe før mødet før Spassky var Fischer begyndt at gå op i limningen, og hans bizarre opførsel fortsatte under hele VM-matchen, hvor det bl.a. lykkedes Fischer at få ét af spillene flyttet til et omklædningsrum, fordi han følte sig generet af lyden fra tv-kameraerne.
"Pawn Sacrifice" er på den led historien om en enestående tragedie, for allerede i 1972 var Fischer tydeligvis psykotisk, og derefter gik det stort set kun ned ad bakke for ham. Her bliver han fremragende spillet af Tobey Maguire, der overbevisende skildrer det eksplosivt humørsvingende geni med nuancer, der ind imellem også skaber tvivl om, hvorvidt noget af galskaben måske er spil for galleriet. Det er den bedste rolle, jeg har set Maguire i, og han har en stærk modpol i Liev Schreiber, der også er virkelig god som den rolige, indelukkede Spassky.
Derudover er det især birollerne omkring Maguire, der imponerer. Peter Sarsgaard som den katolske præst og stormester, der fungerer som Fischers sekundant, og Michael Stuhlbarg som den mystiske forretningsmand, der pacer Fischer frem mod VM-opgøret, og som nok i virkeligheden arbejder for CIA.
For den vinkel har filmen også: Der var helt klart koldkrigspolitik i, at en amerikaner måske kunne bryde den sovjetiske dominans. I "Pawn Sacrifice" er tolkningen klart, at den amerikanske stat i det skjulte gjorde alt for at få kørt Fischer i stilling. Og filmen går efter en underliggende pointe i, at man dermed helt bevidst smed en psykisk syg mand ud, hvor han ikke kunne bunde - altså at Fischer i virkeligheden var titlens bondeoffer. Den pointe får instruktør Zwick dog ikke kørt helt så godt igennem, og derfor er det først og fremmest portrættet af Fischer og skildringen af 'århundredets skakmatch', der gør filmen mindeværdig.
Men det er så også rigeligt til at gøre "Pawn Sacrifice" særdeles seværdig. Den er et fascinerende portræt af en mand, der om nogen dansede på linjen mellem galskab og genialitet, og en virkelig medrivende skildring af en højspændt skakmatch, som det i dag virker helt skørt, at hele verden kunne gå så meget op i. Fire store stjerner herfra.
29/09-2015
