Alt for falskt melodrama

Berlin, 1945: En jødisk kvinde kommer hjem fra Auschwitz med så svære skader, at hendes ansigt må rekonstrueres ved hjælp af plastikkirurgi. Hun længes efter at finde sin ikke-jødiske mand igen, men da de mødes, kan han ikke genkende hende. I stedet foreslår han, at hun kan udgive sig for at være hans hustru, så de kan få fat på hendes arv. Og hun går med på maskespillet, mens mistanken, om at det var manden, der forrådte hende til nazisterne, vokser sig større og større.

Den prominente forfatter-instruktør Christian Petzold har hentet historien i "Phoenix" fra en fransk kriminalroman, men har flyttet historien til Berlin (og i øvrigt lavet en hel del om i plottet). Og det er blevet til en historie med mange ting på spil. Den nærmest katatoniske hovedperson, der skal finde sig selv igen efter rædslerne. Oplevelsen af at vende tilbage til Tyskland som jøde og ikke længere føle sig hjemme i sit hjemland. Det moralske spørgsmål om, hvorvidt man kan tilgive en person for at gøre noget utilgiveligt under stort pres. Spørgsmålet om, hvor stor en skyld der ligger på dem, der så passivt til. Skildringen af efterkrigstidens hærgede og halvvejs lovløse Tyskland, hvor de fleste mennesker udelukkende har overlevelse på dagsordenen.

Det er alt sammen interessante emner. Men desværre har Petzold fået dem puttet ind i en handling, der er så konstrueret, at den bare bliver utroværdig. Og når "Phoenix" samtidig forsøger at gabe over så mange emner, ender det med, at den aldrig bider sig fast i nogen af dem, så man bare sidder tilbage med det her falske melodrama, der aldrig rigtig bliver vedkommende.

Et melodrama er det nemlig. Og det er Petzold tydeligvis helt bevidst om, eftersom den visuelle iscenesættelse stræber efter at kopiere 40'ernes og 50'ernes stilfulde Technicolor-stil som ramme for hårdtpumpede dramaer. Det lykkes sådan set, men de poleret smukke billeder kommer også bare til at virke lidt fjollede i kombination med den utroværdige historie. Det er, som om filmen selv vil gøre opmærksom på, at det her er ren fiktion, men der må simpelt hen være en grænse for, hvor meget primitiv symbolik man kan hælde ind. Altså, når den vansirede kvinde møder sin mand igen på en bar ved navn Phoenix ... hold nu op.

Når det er sagt, kæmper de medvirkende bravt for at holde skuden flydende. Stjernen Nina Hoss spiller med stor indlevelse i hovedrollen, og Nina Kunzendorf har filmens bedste rolle som den veninde, der har hjulpet heltinden hjem fra kz-lejren, og som selv er kommet ud af krigen med et altfortærende had til tyskerne. Men deres glimrende præstationer drukner også lidt i en film, der padler for meget rundt i sit søgte plot.

Bogen bag "Phoenix" blev faktisk allerede filmatiseret som en mere regulær britisk noirkrimi for 50 år siden. Men den film blev også kaldt utroværdig af flere anmeldere. Måske skulle Christian Petzold have læst op på de kommentarer, før han kastede sig ud i at genoplive historien.