Spark til dåse

Jeg forstår godt, hvorfor "Chappie" har fået hug flere steder. Eller rettere sagt; jeg kan godt se logikken. Den er et nemt offer. Alt for nemt. Men den er flintrende ligeglad, fordi den ligesom sin titelkarakter ikke ved bedre.

Og jo, selvfølgelig ved Blomkamp bedre. Han er bare tilpas kold i røven overfor de kritikere, der tror, han ikke ved bedre. Jeg synes, tonen i filmen var lige som den skulle være. Den er naiv og ukompliceret ligesom Chappie selv. Han er ikke en leflende metallisk Jar Jar Binks. Det er simpelthen ikke en fair kritik. Nok gør Neill Blomkamp ikke alt rigtigt i sin tredje spillefilm, men leflen er der altså ikke noget af. Vi snakker om en mand, der har valgt at putte to rave-rappere med Sydafrikas værste garderobe i hovedrollerne (jeg gad i øvrigt godt se studiebossernes ansigter, da han luftede denne del af planen). Nu holder jeg selv meget af Die Antwoord, som de to kalder sig på scenen, så jeg var ombord fra start, og jeg synes faktisk, at disse amatørskuespillere gør det hæderligt. Det excentriske præg de giver løjerne klæder en film, der i sig selv stikker ud.

For ja, nok er drejebogen set utallige gange før, og ja, "RoboCop"-homagen tager måske lidt overhånd, men der er så mange egenrådige små juveler i "Chappie", som gør den levende og får den til at føles retro og forfriskende på samme tid. En kombination rigtig mange instruktører slår sig på, men som Blomkamp, med sin eksotiske tilgang til miljøbeskrivelse, lykkedes med. Og så hjælper det da også, at Hans Zimmer har lavet et fænomenalt soundtrack, som strømmer igennem hele filmen og assisterer underholdningen til perfektion.

Det visuelle kan i øvrigt ikke roses nok. Filmen funkler på Blu-ray i 4K-formatet og Blomkamp har udrettet mirakler med sit beskedne budget. Især robotterne er mageløse - det er til dato det bedste robot-CGI, jeg har set.