Begavet forstadsthriller

4.0
Et ægtepar flytter fra Chicago til Los Angeles, hvor manden har fået et karrierejob, så de nu kan flytte ind i det pæne forstadsområde, hvor han i sin tid voksede op. Kort efter indflytningen støder de på en fyr, som viser sig at have gået i high school med manden, og fyren begynder at dukke op med gaver og trænge sig på i deres liv. Og det viser sig, at hans interesse for parret er drevet af noget, der skete i high school-tiden.

De fleste vil formentlig kende australske Joel Edgerton som en karakterskuespiller med en del solide biroller på cv'et. Men her debuterer han som forfatter-instruktør med en skarpt leveret psykologisk thriller, der har mere at byde på, end man lige tror.

I starten lægger den sig nemlig tæt op ad stilen i den særlige amerikanske undergenre af thrillere, der handler om, at den fredelige familieidyl i forstæderne bliver infiltreret af det onde udefra. Tænk på film som "Pacific Heights" eller "The Hand That Rocks the Cradle". Manden fra fortiden fremstår som en særling, der ikke har helt rent mel i posen.

Men efterhånden som plottet folder sig ud, bliver det altså klart, at der er mere på spil, også mellem de to hovedpersoner, og fortællingen tager nogle fine sving, der hæver den over de normale klicheer i genren. Det hele bliver leveret med enormt sikker hånd af Edgerton, der viser et oplagt talent for at instruere selv - både i form af velplacerede klassiske chokeffekter og i en gennemført visuel stil, hvor kølige blå og grå undertoner underminerer de ellers flotte billeder fra forstadslivet.

Edgerton gør det også fint i rollen som manden fra fortiden, men blandt skuespillerne var det først og fremmest de to hovedroller, som overraskede mig positivt. Det er fedt at se Jason Bateman i en rolle, hvor han viser, at hans talent er til mere end de jævnt ensartede komiske mainstreamroller, han ellers har bygget sin karriere på. Og Rebecca Hall er stærk som hans kone, der ud over sin mands fortid også kæmper med sine egne dæmoner.

"The Gift" er en veldrejet thriller, der effektfuldt twister sit plot rundt, så den hæver sig over mængden i genren og tematisk når bredere ud, end man er vant til at se det i denne type film. Det er en virkelig solid instruktørdebut for Joel Edgerton, og det er givetvis ikke sidste gang, at han også står bag kameraet.
The Gift