Depp er skræmmende god i en vellavet mafiafilm
4.0
I starten af 70'erne begyndte Jimmy 'Whitey' Bulger at stige i graderne i Bostons irske mafia, og han etablerede sig som byens dominerende gangsterboss ved kynisk at fjerne sine rivaler. Bulgers kriminelle karriere spændte over flere årtier, og først i 2011 blev han fanget af FBI efter mere end 15 år på flugt.
Det er altså historien om én af de mest berygtede amerikanske gangstere i nyere tid, som instruktør Scott Cooper her har kastet sig over. Men det er også en stor skandalehistorie. For en væsentlig del af baggrunden for Bulgers succes var, at han i 70'erne lavede en alliance med FBI, som på tidspunkt var forhippede på at få ram på byens italienske mafia. Derfor blev Bulger formelt rekrutteret som stikker, men reelt brugte han FBI til at knække italienerne, så han selv kunne overtage deres 'forretninger'.
Tilmed havde Jimmy Bulger også politisk opbakning, for hans lillebror Billy var en stor figur i lokalpolitik og mangeårigt medlem af Massachusetts' senat. I én af filmens mere surrealistiske scener er man til juleaften hos familien Bulger, hvor gæsterne derfor er en senator, en FBI-agent, byens gangsterboss - og naturligvis deres koner og børn.
Ud over magtspillet og den åbenlyse korruption hos FBI fokuserer "Black Mass" også i høj grad på den irske identitet og lokale støtte i Sydboston, der i første omgang var grundlaget for Bulgers magt. På den måde er det en meget klassisk mafiahistorie om de hårde mænd, der søger for at være på god fod med kvarteret ved at hjælpe gamle damer, mens det beskidte arbejde foregår i skyggerne.
Cooper skildrer Bulgers historie meget faktuelt, tæt klippende mellem den ene voldelige begivenhed efter den anden, med en nydeligt iscenesat billedside, hvor fotograf Masanobu Takayanagi i overbevisende stil fører publikum fra årti til årti, uden at det nogensinde bliver påtrængende. Det er lige ved, at Coopers instruktion næsten bliver for tilstræbt dokumentarisk, for køligt betragtende - men realistisk virker det i hvert fald. Og den efter omstændighederne afdæmpede fortællestil er formentlig helt bevidst, for Cooper viste i sine to første film, "Crazy Heart" og "Out of the Furnace", at han sagtens kan skrue op for dramaet, hvis det er det, han vil.
Det giver så også plads til, at Johnny Depp kan trække meget af filmen i en stærk hovedrolle som Jimmy Bulger. Der er lavet et imponerende stykke makeup-arbejde for at få Depp til at ligne Bulger, og jeg havde helt glemt, hvor overbevisende psykopatisk han kan virke med sine stålblå øjne. Der er ikke meget Jack Sparrow-charme her, men i stedet et gennemført portræt af en brutal og kynisk mafiaboss. I filmens anden store rolle fungerer Joel Edgerton også rigtig godt som den FBI-agent, der starter det korrupte samarbejde for at fremme sin egen karriere. Men i øvrigt har "Black Mass" en fin række gode karakterskuespillere i birollerne - ikke mindst Benedict Cumberbatch som Bulgers senatorbror, men også folk som Kevin Bacon, Rory Cochrane og Corey Stoll har præcist leverede roller.
"Black Mass" er en vellavet mafiafilm, som fungerer på flere planer. Både som portræt af en psykopatisk storforbryder, som miljøskildring af Sydbostons dårlige kvarterer og som en forbløffende fortælling om, hvordan FBI reelt støttede andre forbrydere, fordi det var vigtigst at få ram på La Cosa Nostra. Fire store stjerner herfra.
Det er altså historien om én af de mest berygtede amerikanske gangstere i nyere tid, som instruktør Scott Cooper her har kastet sig over. Men det er også en stor skandalehistorie. For en væsentlig del af baggrunden for Bulgers succes var, at han i 70'erne lavede en alliance med FBI, som på tidspunkt var forhippede på at få ram på byens italienske mafia. Derfor blev Bulger formelt rekrutteret som stikker, men reelt brugte han FBI til at knække italienerne, så han selv kunne overtage deres 'forretninger'.
Tilmed havde Jimmy Bulger også politisk opbakning, for hans lillebror Billy var en stor figur i lokalpolitik og mangeårigt medlem af Massachusetts' senat. I én af filmens mere surrealistiske scener er man til juleaften hos familien Bulger, hvor gæsterne derfor er en senator, en FBI-agent, byens gangsterboss - og naturligvis deres koner og børn.
Ud over magtspillet og den åbenlyse korruption hos FBI fokuserer "Black Mass" også i høj grad på den irske identitet og lokale støtte i Sydboston, der i første omgang var grundlaget for Bulgers magt. På den måde er det en meget klassisk mafiahistorie om de hårde mænd, der søger for at være på god fod med kvarteret ved at hjælpe gamle damer, mens det beskidte arbejde foregår i skyggerne.
Cooper skildrer Bulgers historie meget faktuelt, tæt klippende mellem den ene voldelige begivenhed efter den anden, med en nydeligt iscenesat billedside, hvor fotograf Masanobu Takayanagi i overbevisende stil fører publikum fra årti til årti, uden at det nogensinde bliver påtrængende. Det er lige ved, at Coopers instruktion næsten bliver for tilstræbt dokumentarisk, for køligt betragtende - men realistisk virker det i hvert fald. Og den efter omstændighederne afdæmpede fortællestil er formentlig helt bevidst, for Cooper viste i sine to første film, "Crazy Heart" og "Out of the Furnace", at han sagtens kan skrue op for dramaet, hvis det er det, han vil.
Det giver så også plads til, at Johnny Depp kan trække meget af filmen i en stærk hovedrolle som Jimmy Bulger. Der er lavet et imponerende stykke makeup-arbejde for at få Depp til at ligne Bulger, og jeg havde helt glemt, hvor overbevisende psykopatisk han kan virke med sine stålblå øjne. Der er ikke meget Jack Sparrow-charme her, men i stedet et gennemført portræt af en brutal og kynisk mafiaboss. I filmens anden store rolle fungerer Joel Edgerton også rigtig godt som den FBI-agent, der starter det korrupte samarbejde for at fremme sin egen karriere. Men i øvrigt har "Black Mass" en fin række gode karakterskuespillere i birollerne - ikke mindst Benedict Cumberbatch som Bulgers senatorbror, men også folk som Kevin Bacon, Rory Cochrane og Corey Stoll har præcist leverede roller.
"Black Mass" er en vellavet mafiafilm, som fungerer på flere planer. Både som portræt af en psykopatisk storforbryder, som miljøskildring af Sydbostons dårlige kvarterer og som en forbløffende fortælling om, hvordan FBI reelt støttede andre forbrydere, fordi det var vigtigst at få ram på La Cosa Nostra. Fire store stjerner herfra.
26/10-2015
