Ironi i selvbevidst overdosis
2.0
Titlens 'mig' er den lidt nørdede Greg, der er i gang med sit sidste år på high school, hvor han forsøger at være så usynlig som muligt og holde sig uden for de klassiske kliker, som vi kender dem fra tusind andre ungdomsfilm. I stedet bruger han i hemmelighed sin fritid på at lave parodier på berømte film sammen med vennen Earl. Men deres lille boble bliver sprængt, da Gregs mor tvinger ham til at besøge klassekammeraten Rachel, som er blevet diagnosticeret med leukæmi. Fra en akavet start udvikler det sig til et spøjst venskab, og Greg lover Rachel at lave en film specielt til hende.
"Me and Earl and the Dying Girl" vandt to af de store priser på årets Sundance Festival, og den er virkelig også den type intellektuel indiefilm, som jeg forbinder med Sundance. Det er en bevidst skæv blanding af feelgood og alvor med en snert af kærlighedshistorie underneden, og med et lag af film om at lave film, fordi den svære proces med at lave filmen til Rachel naturligvis kommer til at fylde meget i Gregs liv.
Og så er filmen lavet med en fuldstændig gennemført ironisk distance, som om noget også er et indiesærpræg. Her leveret med en underlig dobbeltironi: På den ene side gemmer Greg sig netop bag en ironisk distance til alt omkring ham, og filmens coming-of-age-historie handler om, at han skal turde åbne sig for andre. På den anden side er "Me and Earl and the Dying Girl" gennemsyret af en ironisk humor, hvor alle voksne og forskellige high school-typer fremstilles som rene parodier.
Ligesom Gregs og Earls parodifilm, selvfølgelig - de bliver drysset ud som små skvæt humor, men er også underligt afkoblet fra resten af historien, ved at man praktisk talt aldrig ser de to arbejde på deres film (som der ellers ser ud til at være lagt ekstremt meget arbejde i).
Jeg synes ikke rigtig, de forskellige elementer i "Me and Earl and the Dying Girl" spiller sammen. Herunder også de unge skuespillere. Thomas Mann er en anelse for kønsløs som Greg - en arketypisk Michael Cera-rolle, som Cera ville have klaret en del bedre. R.J. Cyler er også ret ligegyldig som Earl, mens engelske Olivia Cooke brænder noget bedre igennem som Rachel - men der er så også lidt mere gods i den rolle. Mens de forskellige biroller er så karikerede, at de hverken gør fra eller til - selv om Molly Shannon dog er ret sjov i sit overspil som Rachels mor.
"Me and Earl and the Dying Girl" klikkede simpelt hen ikke hos mig. Måske så jeg den på en dag, hvor jeg reelt ikke var i humør til noget i den stil, eller måske er jeg bare ved at være træt af coming-of-age-ungdoms-indiefilm med massiv ironisk distance til alt. I hvert fald synes jeg, at den her lige er lidt for fortænkt, lidt for selvbevidst og intellektuelt namedroppende - og slet ikke så sjov eller dyb, som instruktør Alfonso Gomez-Rejon tydeligvis synes, den skal være. Der er bestemt gode detaljer undervejs, og jeg kan godt lide, at Gregs og Rachels forhold balancerer på en uafklaret kant mellem venskab og kærlighed. Men som helhed synes jeg virkelig ikke, der er meget at komme efter her.
"Me and Earl and the Dying Girl" vandt to af de store priser på årets Sundance Festival, og den er virkelig også den type intellektuel indiefilm, som jeg forbinder med Sundance. Det er en bevidst skæv blanding af feelgood og alvor med en snert af kærlighedshistorie underneden, og med et lag af film om at lave film, fordi den svære proces med at lave filmen til Rachel naturligvis kommer til at fylde meget i Gregs liv.
Og så er filmen lavet med en fuldstændig gennemført ironisk distance, som om noget også er et indiesærpræg. Her leveret med en underlig dobbeltironi: På den ene side gemmer Greg sig netop bag en ironisk distance til alt omkring ham, og filmens coming-of-age-historie handler om, at han skal turde åbne sig for andre. På den anden side er "Me and Earl and the Dying Girl" gennemsyret af en ironisk humor, hvor alle voksne og forskellige high school-typer fremstilles som rene parodier.
Ligesom Gregs og Earls parodifilm, selvfølgelig - de bliver drysset ud som små skvæt humor, men er også underligt afkoblet fra resten af historien, ved at man praktisk talt aldrig ser de to arbejde på deres film (som der ellers ser ud til at være lagt ekstremt meget arbejde i).
Jeg synes ikke rigtig, de forskellige elementer i "Me and Earl and the Dying Girl" spiller sammen. Herunder også de unge skuespillere. Thomas Mann er en anelse for kønsløs som Greg - en arketypisk Michael Cera-rolle, som Cera ville have klaret en del bedre. R.J. Cyler er også ret ligegyldig som Earl, mens engelske Olivia Cooke brænder noget bedre igennem som Rachel - men der er så også lidt mere gods i den rolle. Mens de forskellige biroller er så karikerede, at de hverken gør fra eller til - selv om Molly Shannon dog er ret sjov i sit overspil som Rachels mor.
"Me and Earl and the Dying Girl" klikkede simpelt hen ikke hos mig. Måske så jeg den på en dag, hvor jeg reelt ikke var i humør til noget i den stil, eller måske er jeg bare ved at være træt af coming-of-age-ungdoms-indiefilm med massiv ironisk distance til alt. I hvert fald synes jeg, at den her lige er lidt for fortænkt, lidt for selvbevidst og intellektuelt namedroppende - og slet ikke så sjov eller dyb, som instruktør Alfonso Gomez-Rejon tydeligvis synes, den skal være. Der er bestemt gode detaljer undervejs, og jeg kan godt lide, at Gregs og Rachels forhold balancerer på en uafklaret kant mellem venskab og kærlighed. Men som helhed synes jeg virkelig ikke, der er meget at komme efter her.
28/10-2015
