I narkoens lænker
5.0
Eftersom jeg ikke har lagt skjul på min begejstring for Denis Villeneuves indtog i Hollywood, så er det vist på sin plads, at jeg fortsætter rosen i forbindelse med hans biografaktuelle film "Sicario".
Det fortjener den nemlig. Mange krimi-thrillere der tager udgangspunkt i narkokampen i Amerika har de sidste mange år haft tradition for kun at være vellykket som hårdtslående genreværker, mens det menneskelige aspekt ofte føles forlorent (eller ikke-eksisterende). "Sicario" excellerer både som forbandet effektivt genreværk men i lige så høj grad på det psykologiske plan. Som en forrået fætter til Soderberghs "Traffic" byder den på hårdkogt naturalisme af bedste skuffe, der trods sit trøstesløse miljø bider sig fast i sit publikum og aldrig svigter ens opmærksomhed.
Den helt store genistreg i filmen er, at man som tilskuer er lige så uindviet i missionen som vores hovedperson indtil langt ind i historien (og selv her viser det sig, at vi heller intet vidste). Vi går skælvende ind i den mørke underjordiske tunnel sammen med Kate, og vores frygt er lige så meget udenpå tøjet som hos hende, fordi manuskriptet holder kortene så tæt ind til kroppen. Villeneuve har for længst vist sig som et naturtalent indenfor intensitet, men hvor er det dog en fornøjelse at se dette talent i en mere oplagt sammenhæng. Og kombineret med Roger Deakins kameraevner går det op i en højere enhed. Jeg elskede især kameraturene, der i satellitperspektiv filmede landskabet som var det en fjern fremmed planet. En rigtig fin æstetisk kommentar til hvordan vi opfatter og håndterer disse uhyrlige kartel-områder i virkelighedens verden.
I skuespillet leveres der også i de tre fremtrædende roller. Emily Blunt svømmer ubesværet i macho-søen og rider videre på de gode takter fra "Edge of Tomorrow". Josh Brolin er skudsikker som nonchalant CIA-betjent (men det er næsten selvsagt, da jeg endnu ikke har set en dårlig præstation af Brolin). Den helt store oplevelse er dog Benicio del Toro som den nærmest dødsengel-agtige Alejandro. Del Toro har en sitrende dysterhed i sin ellers ret nedtonede præstation, som får en til at skide i bukserne rent ud sagt.
"Sicario" har så mange kvaliteter, at dens falliterklærende morale i slutningen "blot" er den perfekte prik over i'et. En prik som ikke er 'et prik' men et penetrerende stik i maven, der kan mærkes længe efter rulleteksterne.
Det fortjener den nemlig. Mange krimi-thrillere der tager udgangspunkt i narkokampen i Amerika har de sidste mange år haft tradition for kun at være vellykket som hårdtslående genreværker, mens det menneskelige aspekt ofte føles forlorent (eller ikke-eksisterende). "Sicario" excellerer både som forbandet effektivt genreværk men i lige så høj grad på det psykologiske plan. Som en forrået fætter til Soderberghs "Traffic" byder den på hårdkogt naturalisme af bedste skuffe, der trods sit trøstesløse miljø bider sig fast i sit publikum og aldrig svigter ens opmærksomhed.
Den helt store genistreg i filmen er, at man som tilskuer er lige så uindviet i missionen som vores hovedperson indtil langt ind i historien (og selv her viser det sig, at vi heller intet vidste). Vi går skælvende ind i den mørke underjordiske tunnel sammen med Kate, og vores frygt er lige så meget udenpå tøjet som hos hende, fordi manuskriptet holder kortene så tæt ind til kroppen. Villeneuve har for længst vist sig som et naturtalent indenfor intensitet, men hvor er det dog en fornøjelse at se dette talent i en mere oplagt sammenhæng. Og kombineret med Roger Deakins kameraevner går det op i en højere enhed. Jeg elskede især kameraturene, der i satellitperspektiv filmede landskabet som var det en fjern fremmed planet. En rigtig fin æstetisk kommentar til hvordan vi opfatter og håndterer disse uhyrlige kartel-områder i virkelighedens verden.
I skuespillet leveres der også i de tre fremtrædende roller. Emily Blunt svømmer ubesværet i macho-søen og rider videre på de gode takter fra "Edge of Tomorrow". Josh Brolin er skudsikker som nonchalant CIA-betjent (men det er næsten selvsagt, da jeg endnu ikke har set en dårlig præstation af Brolin). Den helt store oplevelse er dog Benicio del Toro som den nærmest dødsengel-agtige Alejandro. Del Toro har en sitrende dysterhed i sin ellers ret nedtonede præstation, som får en til at skide i bukserne rent ud sagt.
"Sicario" har så mange kvaliteter, at dens falliterklærende morale i slutningen "blot" er den perfekte prik over i'et. En prik som ikke er 'et prik' men et penetrerende stik i maven, der kan mærkes længe efter rulleteksterne.
29/10-2015
