Mørkets mexicanske hjerte
5.0
FBI slår til mod en afsidesliggende bygning i Arizona for at befri et gidsel kidnappet af et mexicansk narkokartel. Men det, de finder, viser sig at være meget værre: Et slagtehus fyldt med ligene af kartellets ofre. Da lederen af indsatsstyrken efterfølgende får tilbudt at komme med i en særlig task force mod kartellet, siger hun straks ja. Men det bliver en langt barskere tur ud på kanten af reglerne, end hun havde regnet med.
"Sicario" er en potent rejse ind i mørket, en slags "Heart of Darkness" sat i narkoland. Mere effektivt end nogen andre film, jeg har set, formidler den de mexicanske kartellers skræmmende verden, hvor brutal vold er løsningen på alle udfordringer. Men den er mindst lige så interesseret i det, der sker på den anden side, hvor den amerikanske 'War on Drugs' har udviklet sig til at følge ren militærlogik, hvor elitesoldater sættes ind mod kriminelle, og myndighederne opfører sig næsten lige så kynisk og brutalt som skurkene.
Den hårdtslående stil bliver slået an fra første sekund, hvor instruktør Denis Villeneuve pumper spænding ind med en ekstremt velfungerende kombination af tætklippede halvtotalbilleder og pulserende musik. Canadiske Villeneuve imponerede mig stort med "Prisoners" for et par år siden, og her understreger han sit store talent som thrillerinstruktør med kompetent hjælp fra fotograf Roger Deakins og komponist Jóhann Jóhannsson - der da også er to topnavne på deres respektive felter. Især Deakins' billeder er forrygende, lige meget om det er mørke, klaustrofobiske kamerature i smuglertunneller eller luftfotos af de udpinte grænselandskaber, som er scenen for den tilsyneladende uendelige narkokrig.
"Sicario" leverer nemlig ikke nogen løsning på narkoproblemet og kartellernes vanvidsregime. Tværtimod viser den effekten af, at begge sider blot er blevet ved med at ruste op, så man fra amerikanernes side er ude i deciderede militæroperationer og har droppet enhver illusion om retssikkerhed, mens kartellerne bruger deres millioner til at matche oprustningen på våben og forsøger at sikre sig frie hænder gennem en kombination af bestikkelse og terror. Det virker som det glade vanvid, og én af pointerne i "Sicario" er, at det har enorme menneskelige omkostninger.
Det gælder naturligvis også for filmens hovedrolle, kompetent spillet af Emily Blunt som en engageret idealist, der i den grad mister sin uskyld. Blunts rolle er så også noget af det, der skurrer lidt i filmen, fordi hun har fået lagt nogle replikker i munden, som alt for klodset skal understrege historiens moralske dilemmaer. Men hun spiller med en glimrende intensitet, der giver en god modvægt til Josh Brolins jokende CIA-cowboy, som fuldstændig blæser på alle regler og er et skræmmende billede på den amerikanske hensynsløshed. Ikke overraskende rammer Brolin den rolle lige på kornet. Filmens største skuespilpræstation kommer dog uden sammenligning fra Benicio del Toro som en mexicansk eks-anklager, der hjælper amerikanerne. Iført stilfuldt hvidt jakkesæt og solbriller er del Toro en ren dødsengel, der udkrystalliserer den noget-for-noget-logik, "Sicario" skildrer narkokrigen med.
"Sicario" er en film, der fanger én fra første sekund, og som ubønhørligt trækker sit publikum længere og længere ind i det eskalerende vanvid, som den amerikanske krig mod narko har udviklet sig til med særligt de mexicanske karteller som modstandere. Det er en komplet trøstesløs affære, der stiller skarpt på et stort problem uden at have nogen form for løsning. Og den defaitistiske fortælling bliver så serveret ekstremt kompetent, bl.a. med nogle af de mest effektive spændingsscener, jeg har set i nyere tid. Den her er virkelig værd at se, men forvent ikke at komme opløftet ud af biografen.
"Sicario" er en potent rejse ind i mørket, en slags "Heart of Darkness" sat i narkoland. Mere effektivt end nogen andre film, jeg har set, formidler den de mexicanske kartellers skræmmende verden, hvor brutal vold er løsningen på alle udfordringer. Men den er mindst lige så interesseret i det, der sker på den anden side, hvor den amerikanske 'War on Drugs' har udviklet sig til at følge ren militærlogik, hvor elitesoldater sættes ind mod kriminelle, og myndighederne opfører sig næsten lige så kynisk og brutalt som skurkene.
Den hårdtslående stil bliver slået an fra første sekund, hvor instruktør Denis Villeneuve pumper spænding ind med en ekstremt velfungerende kombination af tætklippede halvtotalbilleder og pulserende musik. Canadiske Villeneuve imponerede mig stort med "Prisoners" for et par år siden, og her understreger han sit store talent som thrillerinstruktør med kompetent hjælp fra fotograf Roger Deakins og komponist Jóhann Jóhannsson - der da også er to topnavne på deres respektive felter. Især Deakins' billeder er forrygende, lige meget om det er mørke, klaustrofobiske kamerature i smuglertunneller eller luftfotos af de udpinte grænselandskaber, som er scenen for den tilsyneladende uendelige narkokrig.
"Sicario" leverer nemlig ikke nogen løsning på narkoproblemet og kartellernes vanvidsregime. Tværtimod viser den effekten af, at begge sider blot er blevet ved med at ruste op, så man fra amerikanernes side er ude i deciderede militæroperationer og har droppet enhver illusion om retssikkerhed, mens kartellerne bruger deres millioner til at matche oprustningen på våben og forsøger at sikre sig frie hænder gennem en kombination af bestikkelse og terror. Det virker som det glade vanvid, og én af pointerne i "Sicario" er, at det har enorme menneskelige omkostninger.
Det gælder naturligvis også for filmens hovedrolle, kompetent spillet af Emily Blunt som en engageret idealist, der i den grad mister sin uskyld. Blunts rolle er så også noget af det, der skurrer lidt i filmen, fordi hun har fået lagt nogle replikker i munden, som alt for klodset skal understrege historiens moralske dilemmaer. Men hun spiller med en glimrende intensitet, der giver en god modvægt til Josh Brolins jokende CIA-cowboy, som fuldstændig blæser på alle regler og er et skræmmende billede på den amerikanske hensynsløshed. Ikke overraskende rammer Brolin den rolle lige på kornet. Filmens største skuespilpræstation kommer dog uden sammenligning fra Benicio del Toro som en mexicansk eks-anklager, der hjælper amerikanerne. Iført stilfuldt hvidt jakkesæt og solbriller er del Toro en ren dødsengel, der udkrystalliserer den noget-for-noget-logik, "Sicario" skildrer narkokrigen med.
"Sicario" er en film, der fanger én fra første sekund, og som ubønhørligt trækker sit publikum længere og længere ind i det eskalerende vanvid, som den amerikanske krig mod narko har udviklet sig til med særligt de mexicanske karteller som modstandere. Det er en komplet trøstesløs affære, der stiller skarpt på et stort problem uden at have nogen form for løsning. Og den defaitistiske fortælling bliver så serveret ekstremt kompetent, bl.a. med nogle af de mest effektive spændingsscener, jeg har set i nyere tid. Den her er virkelig værd at se, men forvent ikke at komme opløftet ud af biografen.
31/10-2015
