Flot og medrivende fransk pendant til French Connection
5.0
I 60'erne og 70'erne blev en stor del af heroinforbruget i USA forsynet via Marseilles korsikanske mafia, der smuglede stofferne ind via Canada. Den historie er fortalt mange gange før, på film ikke mindst i mesterværket "The French Connection", der bl.a. gjorde Gene Hackman til stjerne. Men hvor Hackmans Popeye Doyle og de andre personer i "The French Connection" var fiktionaliserede udgaver af virkeligheden, går denne fine franske film mere dokumentarisk til værks omkring det, der også på fransk bliver kaldt La French Connection.
"Den franske forbindelse" kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Marseille-mafiaen i starten af 70'erne er ved at have toppet. Grådigheden er for alvor ved at få overtaget, og Marseille er plaget af et hidtil uhørt niveau af mafiavold, fordi rivaliserende fraktioner bekæmper hinanden. Derfor bliver en yngre dommer i 1974 udnævnt til leder af en særlig enhed til bekæmpelse af La French Connection.
Filmen former sig i høj grad som en personlig duel mellem dommeren, Pierre Michel, og Tany Zampa, der på dette tidspunkt netop havde etableret sig som Marseilles stærkeste mafiaboss. Instruktør Cédric Jimenez pacer groft sagt filmen efter Michels karriere, med en flot balance mellem baggrundsfortælling og de mere hårdtklippede spændingssekvenser, hvor politiet eller gangsterne slår til.
På den led er "Den franske forbindelse" opbygget som en klassisk gangsterfilm, men den giver et indtryk af større realisme end de fleste film i genren, fordi begivenhederne er lidt mere nede på jorden, end man fx ser det i typiske amerikanske gangsterfilm. Her skildres ikke velsmurte, store operationer, men en mere gritty mafiavirksomhed, hvor hver eneste ladning heroin kommer med høj indsats. Og på den anden side en politioperation med ret få ressourcer, hvor dommer Michel også hurtigt kommer ud i det moralske grænseland, hvor det handler om at fange forbryderne uanset midlerne. "Den franske forbindelse" lægger heller ikke skjul på, at heroinhandlen medførte korruption helt ind i de franske regeringskontorer, og den har i det hele taget den der europæiske kynisme, hvor en dedikeret myndighedsperson ikke bare kan være en helt og løse problemerne.
Dedikeret er han ellers, Pierre Michel, som Oscar-vinderen Jean Dujardin spiller særdeles overbevisende som en ærligt idealistisk mand, der vil kriminaliteten til livs, fordi han har set de store omkostninger på gadeplan. Og altså også på et niveau, hvor han er villig til at bøje regler og ignorere de mulige konsekvenser for sig selv og sin familie. Dujardin er god, men det er alligevel Gilles Lellouche, der løber med rampelyset i en fremragende rolle som Tany Zampa, som han skildrer som en stilfuld, iskoldt kalkulerende gangster og lokal berømthed, der er skræmmende, men alligevel menneskelig. Og så har filmen også et fint tredjehjul i Benoît Magimel som Zampas primære rival, der her bliver omtalt som Le Fou, men i virkeligheden er langt mere kendt under navnet Jacky le Mat.
Skuespillet i "Den franske forbindelse" er på højt niveau og med detaljer i personskildringen, som man langtfra altid ser i gangsterfilm. Fotograf Laurent Tangy og resten af det tekniske hold har også gjort et flot stykke arbejde med at bringe 70'ernes Marseille til live igen, og som nævnt bliver det hele afviklet ekstremt kompetent af instruktør Jimenez. "Den franske forbindelse" er ikke helt på niveau med den ikoniske film, "The French Connection", som man oplagt kommer til at sammenligne den med. Men det er stadig en virkelig god film med en tand mere virkelighedsnær skildring af dengang, den korsikanske mafia var en magtfaktor langt ud over landets grænser.
"Den franske forbindelse" kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Marseille-mafiaen i starten af 70'erne er ved at have toppet. Grådigheden er for alvor ved at få overtaget, og Marseille er plaget af et hidtil uhørt niveau af mafiavold, fordi rivaliserende fraktioner bekæmper hinanden. Derfor bliver en yngre dommer i 1974 udnævnt til leder af en særlig enhed til bekæmpelse af La French Connection.
Filmen former sig i høj grad som en personlig duel mellem dommeren, Pierre Michel, og Tany Zampa, der på dette tidspunkt netop havde etableret sig som Marseilles stærkeste mafiaboss. Instruktør Cédric Jimenez pacer groft sagt filmen efter Michels karriere, med en flot balance mellem baggrundsfortælling og de mere hårdtklippede spændingssekvenser, hvor politiet eller gangsterne slår til.
På den led er "Den franske forbindelse" opbygget som en klassisk gangsterfilm, men den giver et indtryk af større realisme end de fleste film i genren, fordi begivenhederne er lidt mere nede på jorden, end man fx ser det i typiske amerikanske gangsterfilm. Her skildres ikke velsmurte, store operationer, men en mere gritty mafiavirksomhed, hvor hver eneste ladning heroin kommer med høj indsats. Og på den anden side en politioperation med ret få ressourcer, hvor dommer Michel også hurtigt kommer ud i det moralske grænseland, hvor det handler om at fange forbryderne uanset midlerne. "Den franske forbindelse" lægger heller ikke skjul på, at heroinhandlen medførte korruption helt ind i de franske regeringskontorer, og den har i det hele taget den der europæiske kynisme, hvor en dedikeret myndighedsperson ikke bare kan være en helt og løse problemerne.
Dedikeret er han ellers, Pierre Michel, som Oscar-vinderen Jean Dujardin spiller særdeles overbevisende som en ærligt idealistisk mand, der vil kriminaliteten til livs, fordi han har set de store omkostninger på gadeplan. Og altså også på et niveau, hvor han er villig til at bøje regler og ignorere de mulige konsekvenser for sig selv og sin familie. Dujardin er god, men det er alligevel Gilles Lellouche, der løber med rampelyset i en fremragende rolle som Tany Zampa, som han skildrer som en stilfuld, iskoldt kalkulerende gangster og lokal berømthed, der er skræmmende, men alligevel menneskelig. Og så har filmen også et fint tredjehjul i Benoît Magimel som Zampas primære rival, der her bliver omtalt som Le Fou, men i virkeligheden er langt mere kendt under navnet Jacky le Mat.
Skuespillet i "Den franske forbindelse" er på højt niveau og med detaljer i personskildringen, som man langtfra altid ser i gangsterfilm. Fotograf Laurent Tangy og resten af det tekniske hold har også gjort et flot stykke arbejde med at bringe 70'ernes Marseille til live igen, og som nævnt bliver det hele afviklet ekstremt kompetent af instruktør Jimenez. "Den franske forbindelse" er ikke helt på niveau med den ikoniske film, "The French Connection", som man oplagt kommer til at sammenligne den med. Men det er stadig en virkelig god film med en tand mere virkelighedsnær skildring af dengang, den korsikanske mafia var en magtfaktor langt ud over landets grænser.
01/11-2015
