Snuff

Der mangler ikke engagement eller teknisk snilde i Alejandro Amenábars debutfilm, han lavede som kun 24-årig. Snuff skinner af lyst til at fremvise sin filmiske kunnen, for at bevise pladsværdighed i faget. Og det starter heller ikke dårligt ud i historien om en filmstuderende kvinde, der falder over de infamøse snuff-film. Amenábar åbner sin film intelligent, hvor han driller til menneskets trang til at kigge på det morbide. Instruktøren har tydeligvis noget på hjerte angående vold på film, men det kommer hurtigt til føles hult og åbenlyst. Og når Amenábar lader sin småkedelige suspense-film udfolde sig klichetungt og uden spænding, føles tematikken som en ugennemtænkt katalysator for marinerede plottwists i en total standardiseret genrefilm uden reel personlighed. Hvis man skal se en film om voldens skræmmende fascination og magt, så tjek Mathieu Kassovitzs uafrystelige Assasin(s) ud. Amenábar blev heldigvis bedre og mere interessant med tiden, så Snuff blev ikke bare tomme løfter.