Dead Man uden Jarmuschs elegance
3.0
I 1870 rejser en ung skotsk fyr igennem Oklahoma-territoriet og leder efter en pige, som sammen med sin far er stukket af til Det Vilde Vesten. Den naive unge skotte er ved at komme galt af sted, da han møder nogle eks-soldater, men han bliver reddet af en pistolmand, der tilbyder at eskortere ham gennem vildmarken. Det viser sig dog, at flere dusørjægere også er ude efter pigen.
Forfatter-instruktør John Maclean debuterer med denne britisk-newzealandske co-produktion, der stilmæssigt kan sammenlignes med 70'ernes antiwesterns i den måde, den bevidst udfordrer de klassiske westernmyter på. Den unge helt står for den rendyrkede romantiske idealisme i sin klippefaste tro på, at han kan finde den pige, han har kastet sin evige kærlighed på, og få et liv sammen med hende. Men virkeligheden i ødemarken viser sig at være langt mere barsk, end han kunne forestille sig.
På den led er "Slow West" en coming-of-age-fortælling, men den er også en dannelseshistorie for pistolmanden, der starter med at være fuldstændig desillusioneret og kynisk, men trods alt også flytter sig i løbet af filmen. Så "Slow West" placerer sig i virkeligheden lidt drilsk et sted imellem det romantiske helte-Vesten og den kompromisløse nihilisme, man også finder i genren.
Maclean bryder mange af genrens regler med strejf af surrealisme, bevidste anakronismer og replikker, der nærmere er kommentarer til handlingen end egentlig dialog. Det giver en fortællestil, der minder lidt om Jim Jarmuschs "Dead Man" - men desværre mangler "Slow West" også noget af Jarmuschs elegance og evne til underspil. Her bliver stilen ret forceret og i mine øjne lidt for selvbevidst, hvilket ikke spiller godt sammen med en meget episodisk handling, og det giver et noget rodet helhedsindtryk.
Der bliver ellers leveret glimrende kameraarbejde og fint skuespil. Michael Fassbender er forudsigeligt solid som pistolmanden, og Kodi Smit-McPhee fungerer også o.k. som den overdrevent naive unge skotte. Han bliver dog overstrålet af newzealandske Caren Pistorius, som har en skarp rolle som pigen, han leder efter, der viser sig at være en særdeles handlekraftig ung dame.
Pistorius er langtfra det eneste lyspunkt i "Slow West", der i sine bedste passager leverer et finurligt absurd take på westerngenren og leger fint med klicheerne. Men efter min smag er den altså også en tand for selvbevidst kunstnerisk på den ufede måde. Maclean vil tydeligvis meget gerne lave en dekonstruktion af westerngenren tilsat nogle smarte kunstfilm-twists, men måske skulle han bare have taget flere nemme løsninger i stedet for konstant at stræbe efter det intellektuelt smarte.
Forfatter-instruktør John Maclean debuterer med denne britisk-newzealandske co-produktion, der stilmæssigt kan sammenlignes med 70'ernes antiwesterns i den måde, den bevidst udfordrer de klassiske westernmyter på. Den unge helt står for den rendyrkede romantiske idealisme i sin klippefaste tro på, at han kan finde den pige, han har kastet sin evige kærlighed på, og få et liv sammen med hende. Men virkeligheden i ødemarken viser sig at være langt mere barsk, end han kunne forestille sig.
På den led er "Slow West" en coming-of-age-fortælling, men den er også en dannelseshistorie for pistolmanden, der starter med at være fuldstændig desillusioneret og kynisk, men trods alt også flytter sig i løbet af filmen. Så "Slow West" placerer sig i virkeligheden lidt drilsk et sted imellem det romantiske helte-Vesten og den kompromisløse nihilisme, man også finder i genren.
Maclean bryder mange af genrens regler med strejf af surrealisme, bevidste anakronismer og replikker, der nærmere er kommentarer til handlingen end egentlig dialog. Det giver en fortællestil, der minder lidt om Jim Jarmuschs "Dead Man" - men desværre mangler "Slow West" også noget af Jarmuschs elegance og evne til underspil. Her bliver stilen ret forceret og i mine øjne lidt for selvbevidst, hvilket ikke spiller godt sammen med en meget episodisk handling, og det giver et noget rodet helhedsindtryk.
Der bliver ellers leveret glimrende kameraarbejde og fint skuespil. Michael Fassbender er forudsigeligt solid som pistolmanden, og Kodi Smit-McPhee fungerer også o.k. som den overdrevent naive unge skotte. Han bliver dog overstrålet af newzealandske Caren Pistorius, som har en skarp rolle som pigen, han leder efter, der viser sig at være en særdeles handlekraftig ung dame.
Pistorius er langtfra det eneste lyspunkt i "Slow West", der i sine bedste passager leverer et finurligt absurd take på westerngenren og leger fint med klicheerne. Men efter min smag er den altså også en tand for selvbevidst kunstnerisk på den ufede måde. Maclean vil tydeligvis meget gerne lave en dekonstruktion af westerngenren tilsat nogle smarte kunstfilm-twists, men måske skulle han bare have taget flere nemme løsninger i stedet for konstant at stræbe efter det intellektuelt smarte.
10/11-2015
