Skuespillerne stråler i ultra-artsy snakkefilm

En midaldrende filmstjerne tager modstræbende imod tilbuddet om at medvirke i en teatergenopsætning af det stykke, der gav hende det store gennembrud som teenager. Sammen med sin assistent tager hun op i en hytte i De Schweiziske Alper for at læse replikker og forberede sig til rollen.

Spillet mellem ung og gammel er ét af de tydelige temaer i "Clouds of Sils Maria", for hovedrollens udfordring er, at hun i sin tid spillede den stærke part i en romantisk tragedie. I genopsætningen får hun nu rollen som den ældre af de to elskende - og dermed den svage part i et forhold, der ender med, at den ældre rolle bliver drevet til selvmord af sin manipulerende teenage-elskerinde. Og hun står derfor med den udfordring, at hun skal acceptere at spille svag over for sin egen glansrolle, og at hun bliver nødt til at se nuancer i rollen, som hun måske ikke så i sin tid.

Forfatter-instruktør Olivier Assayas sætter en tyk streg under det dilemma, ved at de replikskifter, som stjernen og assistenten øver, flyder sammen med virkeligheden, så man under tiden kommer i tvivl, om det er deres egen dialog eller passager fra stykket, man hører. På den måde bliver assistentens rolle flertydig, ved at hun både repræsenterer en længsel efter - ja, nærmest flirt med - ungdommen og en indre dialog med stjernens yngre jeg. Faktisk er filmen så tilpas artsy, at man også kan se hende som et rent aspekt af hovedrollens personlighed.

Det spil fungerer virkelig godt, båret af stærkt samspil mellem Juliette Binoche og Kristen Stewart. Binoche med al sin sædvanlige solide kvalitet som den lettere narcissistiske stjerne, der kæmper med sig selv. Stewart i en fremragende rolle som den mere jordnære assistent, som hun leverer med den fantastiske afslappede naturlighed, hun virkelig mestrer ned i de små detaljer. Filmen har også en underholdende birolle til Chloë Grace Moretz som den ustyrlige moderne teenagestjerne, der nu skal spille den unge elskerinde, men det er Binoche og Stewart, som bærer filmen.

Der er så også en del mere at grave efter i "Clouds of Sils Maria", for det her er virkelig kunstfilm med stort K. Moretz' rolle er eksempelvis omdrejningspunkt for en underliggende kritik af den moderne medieverden med stjernedyrkelse og så videre, som står i stor kontrast til Binoches ældre, mere værdige og intellektuelt europæiske stjerne. Og en del af filmens indre dialog fokuserer så også på konflikten mellem fransk og amerikansk kunstopfattelse, hvilket ligeledes bliver indlejret i replikskifterne mellem Binoche og Stewart. Hvor Assayas tydeligvis hepper på den franske stil over for de mere højtråbende amerikanere, der skærer ting ud i pap.

I den kontekst er det vel heller ikke overraskende, at "Clouds of Sils Maria" i høj grad benytter sig af symbolik. Det er eksempelvis en væsentlig pointe, at store dele af filmen foregår omkring Sils Maria, som også skulle være stedet, der inspirerede Friedrich Nietzsche til hans teori om evig genkomst. Hvilket naturligvis giver en ekstra dimension, til at hovedrollen genoplever en central del af sit liv.

Den reference bliver dog på ingen måde forklaret i filmen, men er én, man selv skal finde, og det er ærligt talt svært at finde på noget, der er mere intellektuelt end skjulte Nietzsche-referencer. Det siger alt om, hvor meget kunstfilm Assayas her er ude i, men for mig bliver det for forceret og fortænkt, ikke mindst fordi filmens plot er enormt konstrueret, og dens satire over amerikanske film slet ikke lever op til den intellektuelle elegance, den gerne vil hylde. Det bliver lidt Olivier Assayas, der sidder oppe på toppen af Alperne og ikke helt forstår, hvad der foregår nede på jorden.

Så for mig blev "Clouds of Sils Maria" en lidt for snakkende og anstrengt omgang, selv om der bestemt er interessante detaljer, og det i øvrigt er en nydelse at se samspillet mellem de to hovedroller. Men jeg er så heller ikke enig med Assayas i hans kunstopfattelse. Det er helt tydeligt.