En(er) blandt mange
5.0
1978 var et knaldgodt filmår. Det var tiden, hvor den rene kreative frihed gik sin sidste sejrsgang i Hollywood, og dette affødte nogle særdeles mindeværdige film. Tænk engang, i '78 alene udkom genreklassikere som "The Deer Hunter", "Animal House", den originale "Halloween" og "Midnight Express". Romero gav os sit næste Zombie-mesterværk "Dawn of the Dead", Mallick skænkede os "Days of Heaven" og Kaufman satte nye standarder for remakes med sin mesterlige udgave af "Invasion of the Body Snatchers". Fænomenet "Grease" smadrede lystigt box office-rekorder og Superman meldte sin ankomst på celluloid....! Det er hjernevridende at tænke på, at alt dette har fundet sted samme år. Derfor fik jeg lyst til at give Brian De Palmas "The Fury" et par ord med på vejen, som desværre forsvandt lidt i mængden dengang.
Rent kunstnerisk skiller den sig til gengæld ud. Det er en herlig særling af en film, der fascinerer til den store guldmedalje. Den lægger ud som en gemen spionage- og kidnapningsthriller, men ændrer karakter undervejs og ender som en metafysisk perle. Overgangen mellem disse to dele er utrolig. Man mærker den ikke på trods af, at de to verdener er flettet sammen næsten hele vejen, og jeg fatter stadig ikke, hvordan Brian De Palma gør det. Magi.
Derudover er det en sand lækkerbisken ud i det fotografiske. Intet skud er overladt til tilfældigheden, og det er en film, der på dette område forlanger din fulde opmærksomhed. De Palma står stadig den dag i dag som en af de fremmeste Hitchcock-disciple, hvilket "The Fury" er et glimrende eksempel på. Perfekt ledsaget af et eminent John Williams-score, som lige så vel kunne være brugt af Hitch himself.
Kirk Douglas og John Cassavetes kaster stjernestøv på skuespillet med veloplagte præstationer, men de unge navne er mindst lige så gode. Især i sidste akt slår det gnister med en ren horror-finale, der kommer til at jage dig resten af dit liv. Effekterne holder sig forbløffende godt, selv i dag hvor de står tilbage som smældende filmhistorik. Bluray-udgivelsen kan i den forbindelse varmt anbefales. Gik man udenom "The Fury" i 1978, eller blot har gjort det sidenhen, kan jeg kun opfordre til, at man træder et par skridt tilbage.
Rent kunstnerisk skiller den sig til gengæld ud. Det er en herlig særling af en film, der fascinerer til den store guldmedalje. Den lægger ud som en gemen spionage- og kidnapningsthriller, men ændrer karakter undervejs og ender som en metafysisk perle. Overgangen mellem disse to dele er utrolig. Man mærker den ikke på trods af, at de to verdener er flettet sammen næsten hele vejen, og jeg fatter stadig ikke, hvordan Brian De Palma gør det. Magi.
Derudover er det en sand lækkerbisken ud i det fotografiske. Intet skud er overladt til tilfældigheden, og det er en film, der på dette område forlanger din fulde opmærksomhed. De Palma står stadig den dag i dag som en af de fremmeste Hitchcock-disciple, hvilket "The Fury" er et glimrende eksempel på. Perfekt ledsaget af et eminent John Williams-score, som lige så vel kunne være brugt af Hitch himself.
Kirk Douglas og John Cassavetes kaster stjernestøv på skuespillet med veloplagte præstationer, men de unge navne er mindst lige så gode. Især i sidste akt slår det gnister med en ren horror-finale, der kommer til at jage dig resten af dit liv. Effekterne holder sig forbløffende godt, selv i dag hvor de står tilbage som smældende filmhistorik. Bluray-udgivelsen kan i den forbindelse varmt anbefales. Gik man udenom "The Fury" i 1978, eller blot har gjort det sidenhen, kan jeg kun opfordre til, at man træder et par skridt tilbage.
29/11-2015
