Skræmmende og skoledannende slasherfilm
5.0
- SPOILERS -
I 1974 udkom Bob Clarks canadiske gyser "Black Christmas". Filmen er blandt andet kendt for at være blandt de allerførste slasherfilm, og går forud for John Carpenters "Halloween" (1978), der ellers er så kendt for at være en pioner indenfor denne horror-subgenre.Filmen er med sine gentagende telefonopkald fra en psykotisk morder blandt andet blevet hyldet og hånet (?) i især "Scream"-serien 20 år senere.
Lighederne mellem "Black Christmas" og den senere "Halloween" er også til at få øje på. Mange har peget på den markante brug af POV-optagelser i "Black Christmas", som John Carpenter i høj grad kopierede fire år senere og brugte som et redskab til at fremstille morderens gruopvækkende handlinger gennem dennes egne øjne. Denne form for POV-optagelser er dog ikke noget, som "Black Christmas" kan siges at have opfundet, eftersom det er blevet brugt før i flere film, f.eks. hos morderen, der så sine ofre gennem sit kamera, mens han myrdede dem i "Peeping Tom" fra 1960.
Black Christmas kan ikke bryste sig af at have en ikonisk titelmelodi på lydsporet, som dét John Carpenter selv komponerede til sin film "Halloween". Den brug af musik, som man kan høre i "Black Christmas" er mere minimalistisk og dermed mere foruroligende og stemningsopbyggende, indtil man som seer kan få sig en ordentlig forskrækkelse, når morderen slår til, og musikken i disse øjeblikke kulminerer med lydeffekterne.
For nemlig lyddesignet er fremragende på "Black Christmas". Det faktum, at publikum aldrig får lov at se morderen, men kun høre ham, oftest gennem telefonen, gør at man ved så meget desto mindre om morderen, i et medie, der er så visuelt som filmmediet. Det virker så meget mere skræmmende, når man sidder i uvished om, ikke bare morderens motiver, foruden hans udseende og selve identitet. Her har filmskaberne virkeligt fat i den lange ende, eftersom de spiller på det faktum, at mennesker mest frygter dét, som de ikke ved og forstår. Til sammenligning forstår man muligvis heller ikke til fulde naturen i Normas Bates' yderst komplekse morderiske sind i Alfred Hitchcocks "Psycho" (1960), som morderne i "Scream" argumenterer for. Men man får i det mindste en forklaring på mordene af retspsykiateren og sat en identitet på morderen i Hitchcocks' film, som naturligvis har inspireret utallige film her iblandt "Black Christmas".
De foruroligende telefonopkald fra morderen, som er sammensat af bl.a. skrig og udbrud fra tre forskellige skuespillere, virker meget skræmmende som følge af deres lettere usammenhængende og mystiske natur. Man får ikke meget at vide ud fra morderens skrigeri og udbrud, der ofte lyder rettere retarderet. Men morderen afslører meget muligt sit eget fornavn, og navnet på en veninde, i den meget skizofrene samtale morderen fører med sig selv ved at lave sin stemme om ustandseligt. Filmskaberne triumferer ved at give oplysninger med mådehold, og lade publikum selv udfylde hullerne. Filmen forekommer derfor desto mere skræmmende for mig end f.eks "Halloween" på grund af morderens egentlige identitet, som aldrig rigtigt bliver afsløret. Udbrudene fra morderen kan synes ufrivilligt komiske i deres bombastiske facon. For ikke at snakke om, at det er usandsynligt at én person kan lave så forskellige stemmer i højt og lavt stemmeleje. Men ikke desto mindre kan især scenen, hvor politiet fortæller hovedpersonen, at morderens telefonopkald kommer fra huset, og den efterfølgende scene, hvor hovedpersonen opdager mordens stirrende øje bag en dørsprække, mens denne taler usammenhængende, give mig kuldegysninger, som kun få andre film kan give en hærdet horrorfan som mig.
En anden ting er tidligere omtalte soundtrack fra "Halloween", som er fremragende komponeret af J. Carpenter. Men dette soundtrack forekommer for mig ikke så uhyggeligt, eftersom dette egentlig virker ret harmonisk med sine gentagende keyboard/synthesizer-toner i forhold til "Black Christmas"s kaotiske og foruroligende lyddesign. Musiktemaet fra "Halloween" virker, må jeg indrømme, for mig mere som en fanfare, der, med mindre man for alvor blev skræmt af "Halloween", og dermed forbinder temaet med filmen, ikke virker helt så skræmmende endda. At jeg aldrig har fundet "Halloween" ligeså skræmmende som "Black Christmas" har nok også noget at gøre med, at karakterne såvel som publikum netop fra starten får fastslået en identitet på morderen, Michael Myers, i "Halloween" og endda ser hans ansigt bag "fastelavnsmasken". Vi ser, og vi får fortalt Myers' livshistorie af filmens karakterer i modsætning til i "Black Christmas". Vi følger desuden Myers langt mere end morderen i "Black Christmas", hvilket giver os en indsigt i hans færden, og man føler derfor en vis kontrol med morderens færden i "Halloween". Det er muligt, at der er en parallel til John Williams' musiktema til "Jaws" med hensyn til koblingen mellem film og musik. Men filmen "Jaws" har personligt heller aldrig skræmt mig i samme grad som "Black Christmas" stadig gør. Der er her muligvis tale om, at den fanfare-ligende kvalitet, som er i de ellers fremragende komponerede temaer i "Jaws" og "Halloween", virker som et filter mellem mig, som publikummer, og den gru, der finder sted i filmens fortælling. Her har den underlæggende uhygge på "Black Christmas"s mere minimalistiske lydspor en virkning på mig, som får filmen til at virke mere realistisk for mig med den netop minimalistiske og knap så forcede musik. Jeg finder muligvis temaet til "Jaws" skræmmende, skulle jeg udelukkende høre lydsporet. Men temaet til "Psycho" virker uden filmen, for mig personligt, stadig yderst skræmmende.
Nogle biografgængere mener, i lighed med politiet i filmen, at morderen er hovedpersonens kæreste, men dette virker usandsynligt for bl.a. mig, eftersom man hører morderen tale oppe på loftet. Dertil ringer telefonen i huset atter lige efter, at politiet har forladt huset, mens hovedpersonen af uransaglige årsager er blevet efterladt af politiet liggende i sit soveværelse bedøvet af medikamenter, hvilket flere tolker som en varsel på, at morderen snart går nedenunder for at afslutte sit mordtogt.
Hvis man ikke har set denne perle, bør man helt sikkert se den, især hvis man er til gyserfilm i almindelighed og slasherfilm i særdeleshed. Hvis man er typen, som ikke er meget til film af ældre dato, kan filmen måske forekomme lidt ufrivillig komisk. Jeg fandt den selv lidt langtrukken engang imellem, men jeg har ikke mange fingre at sætte på denne film, og jeg må sige, at den ligger på en andenplads i min bog over slasherfilm, lige efter John Carpenters "Halloween". Efter alle de rosende ord om "Black Christmas" og sammenligningen med "Halloween", som har været lidet flatterende for sidstnævnte, kan jeg forklare, at grunden til, at "Halloween" stadig er min yndlingsslasher er fordi, den har fulgt mig siden den helt spæde ungdom, og at der er en hel særlig fed steming over "Halloween", som ikke er dårligere, men måske mindre skræmmende end i "Black Christmas". Sidstnævnte kan måske som sagt også synes lidt langtrukken, og den er måske en smule låst fast i sit location i kollegiebygningen i modsætning til "Halloween" som foregår på flere forskellige locations og springer i tid i modsætning til "Black Christmas".
I 1974 udkom Bob Clarks canadiske gyser "Black Christmas". Filmen er blandt andet kendt for at være blandt de allerførste slasherfilm, og går forud for John Carpenters "Halloween" (1978), der ellers er så kendt for at være en pioner indenfor denne horror-subgenre.Filmen er med sine gentagende telefonopkald fra en psykotisk morder blandt andet blevet hyldet og hånet (?) i især "Scream"-serien 20 år senere.
Lighederne mellem "Black Christmas" og den senere "Halloween" er også til at få øje på. Mange har peget på den markante brug af POV-optagelser i "Black Christmas", som John Carpenter i høj grad kopierede fire år senere og brugte som et redskab til at fremstille morderens gruopvækkende handlinger gennem dennes egne øjne. Denne form for POV-optagelser er dog ikke noget, som "Black Christmas" kan siges at have opfundet, eftersom det er blevet brugt før i flere film, f.eks. hos morderen, der så sine ofre gennem sit kamera, mens han myrdede dem i "Peeping Tom" fra 1960.
Black Christmas kan ikke bryste sig af at have en ikonisk titelmelodi på lydsporet, som dét John Carpenter selv komponerede til sin film "Halloween". Den brug af musik, som man kan høre i "Black Christmas" er mere minimalistisk og dermed mere foruroligende og stemningsopbyggende, indtil man som seer kan få sig en ordentlig forskrækkelse, når morderen slår til, og musikken i disse øjeblikke kulminerer med lydeffekterne.
For nemlig lyddesignet er fremragende på "Black Christmas". Det faktum, at publikum aldrig får lov at se morderen, men kun høre ham, oftest gennem telefonen, gør at man ved så meget desto mindre om morderen, i et medie, der er så visuelt som filmmediet. Det virker så meget mere skræmmende, når man sidder i uvished om, ikke bare morderens motiver, foruden hans udseende og selve identitet. Her har filmskaberne virkeligt fat i den lange ende, eftersom de spiller på det faktum, at mennesker mest frygter dét, som de ikke ved og forstår. Til sammenligning forstår man muligvis heller ikke til fulde naturen i Normas Bates' yderst komplekse morderiske sind i Alfred Hitchcocks "Psycho" (1960), som morderne i "Scream" argumenterer for. Men man får i det mindste en forklaring på mordene af retspsykiateren og sat en identitet på morderen i Hitchcocks' film, som naturligvis har inspireret utallige film her iblandt "Black Christmas".
De foruroligende telefonopkald fra morderen, som er sammensat af bl.a. skrig og udbrud fra tre forskellige skuespillere, virker meget skræmmende som følge af deres lettere usammenhængende og mystiske natur. Man får ikke meget at vide ud fra morderens skrigeri og udbrud, der ofte lyder rettere retarderet. Men morderen afslører meget muligt sit eget fornavn, og navnet på en veninde, i den meget skizofrene samtale morderen fører med sig selv ved at lave sin stemme om ustandseligt. Filmskaberne triumferer ved at give oplysninger med mådehold, og lade publikum selv udfylde hullerne. Filmen forekommer derfor desto mere skræmmende for mig end f.eks "Halloween" på grund af morderens egentlige identitet, som aldrig rigtigt bliver afsløret. Udbrudene fra morderen kan synes ufrivilligt komiske i deres bombastiske facon. For ikke at snakke om, at det er usandsynligt at én person kan lave så forskellige stemmer i højt og lavt stemmeleje. Men ikke desto mindre kan især scenen, hvor politiet fortæller hovedpersonen, at morderens telefonopkald kommer fra huset, og den efterfølgende scene, hvor hovedpersonen opdager mordens stirrende øje bag en dørsprække, mens denne taler usammenhængende, give mig kuldegysninger, som kun få andre film kan give en hærdet horrorfan som mig.
En anden ting er tidligere omtalte soundtrack fra "Halloween", som er fremragende komponeret af J. Carpenter. Men dette soundtrack forekommer for mig ikke så uhyggeligt, eftersom dette egentlig virker ret harmonisk med sine gentagende keyboard/synthesizer-toner i forhold til "Black Christmas"s kaotiske og foruroligende lyddesign. Musiktemaet fra "Halloween" virker, må jeg indrømme, for mig mere som en fanfare, der, med mindre man for alvor blev skræmt af "Halloween", og dermed forbinder temaet med filmen, ikke virker helt så skræmmende endda. At jeg aldrig har fundet "Halloween" ligeså skræmmende som "Black Christmas" har nok også noget at gøre med, at karakterne såvel som publikum netop fra starten får fastslået en identitet på morderen, Michael Myers, i "Halloween" og endda ser hans ansigt bag "fastelavnsmasken". Vi ser, og vi får fortalt Myers' livshistorie af filmens karakterer i modsætning til i "Black Christmas". Vi følger desuden Myers langt mere end morderen i "Black Christmas", hvilket giver os en indsigt i hans færden, og man føler derfor en vis kontrol med morderens færden i "Halloween". Det er muligt, at der er en parallel til John Williams' musiktema til "Jaws" med hensyn til koblingen mellem film og musik. Men filmen "Jaws" har personligt heller aldrig skræmt mig i samme grad som "Black Christmas" stadig gør. Der er her muligvis tale om, at den fanfare-ligende kvalitet, som er i de ellers fremragende komponerede temaer i "Jaws" og "Halloween", virker som et filter mellem mig, som publikummer, og den gru, der finder sted i filmens fortælling. Her har den underlæggende uhygge på "Black Christmas"s mere minimalistiske lydspor en virkning på mig, som får filmen til at virke mere realistisk for mig med den netop minimalistiske og knap så forcede musik. Jeg finder muligvis temaet til "Jaws" skræmmende, skulle jeg udelukkende høre lydsporet. Men temaet til "Psycho" virker uden filmen, for mig personligt, stadig yderst skræmmende.
Nogle biografgængere mener, i lighed med politiet i filmen, at morderen er hovedpersonens kæreste, men dette virker usandsynligt for bl.a. mig, eftersom man hører morderen tale oppe på loftet. Dertil ringer telefonen i huset atter lige efter, at politiet har forladt huset, mens hovedpersonen af uransaglige årsager er blevet efterladt af politiet liggende i sit soveværelse bedøvet af medikamenter, hvilket flere tolker som en varsel på, at morderen snart går nedenunder for at afslutte sit mordtogt.
Hvis man ikke har set denne perle, bør man helt sikkert se den, især hvis man er til gyserfilm i almindelighed og slasherfilm i særdeleshed. Hvis man er typen, som ikke er meget til film af ældre dato, kan filmen måske forekomme lidt ufrivillig komisk. Jeg fandt den selv lidt langtrukken engang imellem, men jeg har ikke mange fingre at sætte på denne film, og jeg må sige, at den ligger på en andenplads i min bog over slasherfilm, lige efter John Carpenters "Halloween". Efter alle de rosende ord om "Black Christmas" og sammenligningen med "Halloween", som har været lidet flatterende for sidstnævnte, kan jeg forklare, at grunden til, at "Halloween" stadig er min yndlingsslasher er fordi, den har fulgt mig siden den helt spæde ungdom, og at der er en hel særlig fed steming over "Halloween", som ikke er dårligere, men måske mindre skræmmende end i "Black Christmas". Sidstnævnte kan måske som sagt også synes lidt langtrukken, og den er måske en smule låst fast i sit location i kollegiebygningen i modsætning til "Halloween" som foregår på flere forskellige locations og springer i tid i modsætning til "Black Christmas".
13/12-2015
