One step, one punch, one round at a time

Det viser sig, at Rocky Balboas ærkerival og ven, Apollo Creed, havde en uægte søn, som nu opsøger Rocky i håb om at få den gamle sværvægtsmester som træner.

Jeg troede ellers, at Sylvester Stallone havde givet Rocky en værdig afsked med "Rocky Balboa" fra 2006, men søreme om der ikke er brændstof til endnu en runde med den rolle, som mere end nogen anden har defineret Stallones karriere. Og forbløffende nok er syvende omgang med Rocky en virkelig god film!

Med "Creed" har Stallone så også givet mere af ansvaret fra sig, end han gjorde det i nogen af de tidligere film i serien. Forfatter-instruktør er nemlig det unge talent Ryan Coogler, som for to år siden imponerede med sin debut, "Fruitvale Station". Derfra har Coogler medbragt Michael B. Jordan, som her har den egentlige hovedrolle som Adonis Johnson, Creeds talentfulde søn.

Formlen er den velkendte. En håbefuld bokser træner sig op til en stor kamp - som her er den titelkamp, den unge hovedperson får tilbudt af en opportunistisk promotor, så snart det kommer ud, at han er Creeds søn. Men Coogler varierer elegant temaet, så det ikke er en historie om at kæmpe sig ud af slummen. For Adonis Johnson er godt nok forældreløs og opvokset med et iltert temperament, men han er også blevet adopteret af Creeds hustru og har fået en god uddannelse og store muligheder uden for bokseverdenen. Så hans konflikt handler om at kæmpe mod fortiden, mod sin arv og den far, han aldrig nåede at møde (fordi Apollo Creed som bekendt blev dræbt i ringen i "Rocky IV").

Ret beset er det banalt. Men det er også netop det, der er styrken ved gode sportsfilm, herunder ikke mindst den oprindelige "Rocky" (og i stærkt varierende grad efterfølgerne): Det er simple, men også meget grundlæggende konflikter, som driver værket - og netop derfor kan man relatere til dem. Hvis altså de bliver godt udført, og det må man sige, at Coogler lykkes med her.

"Creed" rammer plet i opbygning af både karakterer og drama, og dertil er dens trænings- og boksescener nogle af de mest overbevisende i hele Rocky-serien. Fordi de faktisk virker realistiske, og fordi der er gjort ekstra meget ud af at etablere boksemiljøet. Eksempelvis er heltens padman og cutman tydeligvis ikke skuespillere, men faktisk folk, der laver den slags til daglig. Og boksekampene er virkelig godt fotograferet og iscenesat med al den omkringliggende hype, som også hører sig til.

Derudover er "Creed" naturligvis endnu en sejr for Rocky Balboas simple livsfilosofi, der er kernen i hele serien. Rocky er en ydmyg fyr, der kæmper sig frem i tilværelsen og har få, simple prioriteter. Og Stallone har aldrig spillet ham bedre end her, hvor filmen stadig griber tilbage til seriens faste holdepunkter i nu afdøde karakterer - det er forbandet rørende, når den gamle, grå bokser sætter sig ud på kirkegården og læser avisen højt for sin afdøde kone - men samtidig får Rocky nye, store udfordringer at slås med. Stallone kan den rolle til fingerspidserne, og der tales seriøst om ham som mulig Oscar-kandidat (han er allerede blevet Golden Globe-nomineret). Det vil i så fald være en enestående bedrift at blive Oscar-nomineret for den samme rolle to gange med 39 års mellemrum!

Michael B. Jordan gør det også virkelig godt som Rockys nye protegé - Jordan er ét af Hollywoods yngre håb, som mange vil huske for hans teenagerolle i "The Wire", og hans intense spillestil passer fremragende ind her. Bl.a. godt matchet af Tessa Thompson som den sangerinde, han falder for, og som heldigvis er lidt mere end bare en gennemsnitlig romantic interest. Den virkelige topbokser Tony Bellew er også overraskende velspillende som filmens store modstander, og for danskere er der en ekstra sjov detalje i, at Mikkel Kesslers endelige nemesis, Andre Ward, ligeledes medvirker som den officielle udfordrer, hvis skade giver plads til, at hovedpersonen kan få titelkampen.

Det er faktisk endnu et plus ved "Creed", at den ikke overromantiserer boksesporten, men viser, hvordan økonomiske interesser kynisk styrer showet (og hvilke små tricks et ringhjørne kan bruge, når deres bokser er i knibe). Alligevel bliver man effektivt grebet af dens velfungerende fortælling om en vred ung mand og hans mentor, og hvordan de har brug for hinanden. Jeg havde virkelig ikke troet, at der kunne hives mere ud af Rocky-seriens grundfortælling om altid at rejse sig op igen, når man bliver ramt. Men Ryan Coogler tager os på endnu en flot tur rundt i ringen, og "Creed" er forbløffende nok den næstbedste film i serien, kun overgået af den oprindelige "Rocky". Jeg lander på fire stjerner med en stor pil opad.

Og nu tør jeg ikke længere skrive, at jeg regner med, at det er sidste gang, vi har set Rocky Balboa på det store lærred!