Maskeret hyldest

"Frank" er en af de film, hvis omtale desværre nok har skadet mere, end den har gavnet. At den kun lige tjente sig selv hjem er i hvert fald bemærkelsesværdigt med al den omtale den fik som "den der hvor Michael Fassbender har et stort papmaché-hoved ". Jeg gætter på, at utrolig mange har afvist den på forhånd netop derfor.

Men egentlig passer det jo mærkeligt nok til den historie, som der fortælles. Nemlig at musik er den mest subjektive kunstform i verden, og at drømmen om kommerciel succes i sidste ende aldrig kan være et slutmål i sig selv, hvis fundamentet ikke skal sprække. Også selvom det er interne sprækker, vi som publikum aldrig får at se.

Trods den mærkværdige tone i filmen, så virker den aldrig irriterende som meget af den musik, vi hører undervejs gør. Der veksles konstant mellem nogle virkelig sjove øjeblikke og nogle oprigtigt rørende nogle. Det er både en samtidssatire og en hyldest i forbindelse med den skabende musiker. Der er klare stikpiller til indie-industrien i "Frank", men aldrig er omtanken for karaktererne fraværende - tværtimod. Bedst demonstreret gennem titelrollen, hvor en yderst velmenende Fassbender udretter ansigtsløse mirakler.

Den smukkeste sang i filmen opstår ved, at Frank improviserer over et par sokker. Han høster således ikke det, han har sået gennem de mange måneders slavisk forberedelse og udmattende øvning - han høster i nuet. En kindhest til det konceptuelle. Og til kontrolmennesket der uvidende spænder ben for sin egen kunstneriske frihed. Den her er fyldt med svævende pletskud, og alle der haft/har en musiker i maven bør se "Frank". Resten bør følge trop.