Advokaten, der blev koldkriger
4.0
I 1957 blev James B. Donovan, en advokat med speciale i forsikringssager, beskikket som forsvarer for en russisk spion, som FBI havde arresteret i New York. Og via et besynderligt samspil af begivenheder førte det til, at Donovan fem år senere blev rekrutteret af CIA til at forhandle med KGB og Stasi om at udveksle russeren for den amerikanske U-2-pilot, som var styrtet ned i Sovjetunionen.
Steven Spielbergs "Bridge of Spies" er en fantastisk historie hentet direkte fra det virkelige liv. Matt Charman har lagt sig tæt op ad det historiske kildemateriale i sit manuskript, som i øvrigt er gennemskrevet af Coen-brødrene, før det kom i hænderne på Spielberg. Det er der kommet en underspillet spændende film ud af, som samtidig har tydelige referencer til spionfilmene fra Den Kolde Krig i sit visuelle udtryk. Der lykkes det faktisk Spielberg at ramme en sjov balance mellem troværdig historieskildring og en Technicolor-agtig fiktiv ramme.
"Bridge of Spies" er selvfølgelig en fortælling om skæg og blå briller og spillet mellem paranoide øst- og vestagenter. Men først og fremmest handler den om en almindelig advokat, der bliver smidt ned i spionspillet og må navigere rundt i en fremmed verden, samtidig med at han hele tiden holder fast i sin egen integritet. For Spielbergs portræt af Donovan er entydigt det: En stædig mand, der tager det 100% seriøst, at den fjendtlige spion skal have det bedst mulige forsvar, selv om det betyder, at Donovan selv bliver lagt for had. Og senere en lige så stædig og snu mand, der udmærket er klar over, at han er oppe mod nogle virkelig skumle modstandere i Østberlin, men alligevel holder fast i de humanistiske hensyn i en særdeles kompleks situation.
Det er Spielbergs afdæmpet leverede pointe med filmen: Selv om man er oppe imod stærke og hensynsløse modstandere, har man tabt, hvis man lader sig skræmme til at opgive sine egne værdier i kampen. Det er en pointe, som er nem at relatere til nutidig amerikansk politik og udviklingen efter 9/11, og her bliver den serveret via en velspillende Tom Hanks, der om nogen kan skabe den der arketypiske amerikanske figur, som med fuld integritet kan stå på mål for alt det, USA står for i den mest positive udgave.
Filmens anden store rolle tilhører Mark Rylance, der spiller den fuldstændig uudgrundelige KGB-oberst, som Donovan starter med at forsvare. Det er en imponerende præstation, hvor Rylance med helt fine detaljer, små trækninger i stenansigtet og ændringer i stemmeføringen, giver den russiske modstander en meget menneskelig dimension. Selv om filmen ikke lægger skjul på, at han arbejder for et brutalt diktatur. Det er ikke underligt, at Rylance nævnes blandt topkandidaterne til at få en birolle-Oscar, når de bliver uddelt om et par måneder.
Derudover er filmen generelt særdeles vellavet, også med en fin birolle til Amy Ryan som Donovans kone og med højt teknisk niveau, særligt i genskabelsen af datidens Berlin og i Janusz Kaminskis flotte billeder, som altså sætter en Technicolor-stemning, der understreger, at vi er i den store spionæra. Men det er selvfølgelig heller ingen overraskelse, at man får en særdeles formfuldendt film, når det er Spielberg, der står bag kameraet.
"Bridge of Spies" er ikke det nye Spielberg-mesterværk. Men det er en flot serveret, bundsolid genfortælling af en utrolig historie, som viser sig at have overraskende stor relevans i dag, fordi den også handler om at have værdier og etik med sig i krigen i skyggerne. Fire store stjerner.
Steven Spielbergs "Bridge of Spies" er en fantastisk historie hentet direkte fra det virkelige liv. Matt Charman har lagt sig tæt op ad det historiske kildemateriale i sit manuskript, som i øvrigt er gennemskrevet af Coen-brødrene, før det kom i hænderne på Spielberg. Det er der kommet en underspillet spændende film ud af, som samtidig har tydelige referencer til spionfilmene fra Den Kolde Krig i sit visuelle udtryk. Der lykkes det faktisk Spielberg at ramme en sjov balance mellem troværdig historieskildring og en Technicolor-agtig fiktiv ramme.
"Bridge of Spies" er selvfølgelig en fortælling om skæg og blå briller og spillet mellem paranoide øst- og vestagenter. Men først og fremmest handler den om en almindelig advokat, der bliver smidt ned i spionspillet og må navigere rundt i en fremmed verden, samtidig med at han hele tiden holder fast i sin egen integritet. For Spielbergs portræt af Donovan er entydigt det: En stædig mand, der tager det 100% seriøst, at den fjendtlige spion skal have det bedst mulige forsvar, selv om det betyder, at Donovan selv bliver lagt for had. Og senere en lige så stædig og snu mand, der udmærket er klar over, at han er oppe mod nogle virkelig skumle modstandere i Østberlin, men alligevel holder fast i de humanistiske hensyn i en særdeles kompleks situation.
Det er Spielbergs afdæmpet leverede pointe med filmen: Selv om man er oppe imod stærke og hensynsløse modstandere, har man tabt, hvis man lader sig skræmme til at opgive sine egne værdier i kampen. Det er en pointe, som er nem at relatere til nutidig amerikansk politik og udviklingen efter 9/11, og her bliver den serveret via en velspillende Tom Hanks, der om nogen kan skabe den der arketypiske amerikanske figur, som med fuld integritet kan stå på mål for alt det, USA står for i den mest positive udgave.
Filmens anden store rolle tilhører Mark Rylance, der spiller den fuldstændig uudgrundelige KGB-oberst, som Donovan starter med at forsvare. Det er en imponerende præstation, hvor Rylance med helt fine detaljer, små trækninger i stenansigtet og ændringer i stemmeføringen, giver den russiske modstander en meget menneskelig dimension. Selv om filmen ikke lægger skjul på, at han arbejder for et brutalt diktatur. Det er ikke underligt, at Rylance nævnes blandt topkandidaterne til at få en birolle-Oscar, når de bliver uddelt om et par måneder.
Derudover er filmen generelt særdeles vellavet, også med en fin birolle til Amy Ryan som Donovans kone og med højt teknisk niveau, særligt i genskabelsen af datidens Berlin og i Janusz Kaminskis flotte billeder, som altså sætter en Technicolor-stemning, der understreger, at vi er i den store spionæra. Men det er selvfølgelig heller ingen overraskelse, at man får en særdeles formfuldendt film, når det er Spielberg, der står bag kameraet.
"Bridge of Spies" er ikke det nye Spielberg-mesterværk. Men det er en flot serveret, bundsolid genfortælling af en utrolig historie, som viser sig at have overraskende stor relevans i dag, fordi den også handler om at have værdier og etik med sig i krigen i skyggerne. Fire store stjerner.
17/12-2015
