Kvindekamp uden schwung

I årene før Første Verdenskrig kæmper de britiske suffragetter for kvindernes valgret. En yngre vaskeriarbejder fra London bliver trukket med i kampen af en kollega og ender selv som en del af inderkredsen i en gruppe militante feminister.

Hvis man nogensinde har fulgt med i en ophedet internetdebat om feminisme, er det lidt sjovt at se en film som "Suffragette". For denne historiske film skildrer feminister, der faktisk var militante på den helt bogstavelige måde, som nutidige feminister ganske ofte beskyldes for at være. De oprindelige suffragetter var villige til at bruge hærværk, vold og bomber i kampen for deres sag - noget lidt andet end den kamp på ord, som foregår i nutiden.

Instruktør Sarah Gavron lykkes indledningsvis godt med at få den grundlæggende konflikt tegnet op. På en bund af både kønskamp og klassekamp bliver man effektivt mindet om, at der var engang, hvor kvinder ikke havde valgret og heller ikke mange juridiske rettigheder, særligt hvis de kom fra underklassen. Og hvor deres forsøg på at ændre de forhold blev mødt af både social udstødelse og decideret fysisk undertrykkelse fra myndighederne, hvilket var forklaringen på, at de frustrerede kvinder til sidst greb til vold og hærværk.

Carey Mulligan er også et godt valg til hovedrollen som vaskeriarbejderen, der indser, at hun ikke skal finde sig i det. Mulligan har både skuespiltalentet til at indtage filmens centrum og en fysik, der passer godt til rollen.

Desværre har hun så bare ikke noget godt manuskript at arbejde med. Forfatter Abi Morgan har tydeligvis været så forhippet på at vise uretfærdighederne og begrunde kvindernes kamp, at filmens historie bliver mere end rigeligt konstrueret. Der er alt for mange personer og begivenheder, der alt for åbenlyst kun er udtænkt som tandhjul i fortællingen. Og dermed går troværdigheden fløjten - den udvikling, som Mulligans karakter går igennem fra kuet arbejderkone til idealistisk ildsjæl, virker simpelt hen ikke troværdig inden for filmens egne rammer.

Helt galt går det i filmens anden halvdel, hvor Gavron simpelt hen mister grebet om fortællingen. Det vælter rundt med sidehistorier og konflikter, som aldrig bliver ført til ende eller kun bliver sjusket lukket med hurtige hovsa-løsninger, så man ender med et helt galleri af blafrende åbne spørgsmål. Faktisk føles "Suffragette" fuldstændig som at se en pilot til en længere tv-serie. Der bliver lagt op til masser af handlingsspor, der skal udforskes nærmere i de følgende afsnit, som aldrig kommer.

Undervejs når vi bl.a. at få introduceret Helena Bonham Carter i en fin rolle som apotekeren, der laver bomber i baglokalet, og Brendan Gleeson er også skarp som den politimand, der leder overvågningen og forfølgelsen af de farlige suffragetter. Til gengæld er Meryl Streep lidt af en katastrofe i sin ene, meget hypede scene som det feministiske ikon Emmeline Pankhurst. Det er næppe meningen, at Pankhurst skal virke som en parodi, men det synes jeg, at Streeps opstyltede diktion får hende til at gøre.

"Suffragette" er en film, som jeg rigtig gerne ville kunne lide. Den beskæftiger sig med et emne og en epoke, som ikke optræder alt for tit i moderne fortællinger - og som bestemt også er relevant i en nutid, hvor feminisme fylder meget i flere grene af den offentlige debat. Men desværre formår instruktør Gavron slet ikke at overvinde et alt for fortænkt manuskript, og dermed falder "Suffragette" fladt til jorden frem for at blive det historiske kampskrift, den tydeligvis ønsker at være.