History Repeating

4.0
Jeg er gammel nok til at have set den oprindelige trilogi, dengang den kom ud. Men jeg har aldrig været en stor, dedikeret fan af Star Wars-filmene, og det tror jeg betyder en del for éns oplevelse af "The Force Awakens", bedømt på de mange kommentarer, jeg har set rundt omkring.

For jeg har ikke den der følelse af "wow, det er som at komme tilbage til det bedste fra barndommen". Slet ikke. Så min bedømmelse af Episode VII kan kort opsummeres til: Fint rumeventyr i letbenet stil. Glimrende underholdning, men ...

Men først og fremmest er stort set hele filmen en gentagelse af noget, vi allerede har set i de tidligere film. For mig er det tydeligt, at J.J. Abrams er en ægte fanboy, der har lavet filmen med gigantisk kærlighed til universet og det skelsættende kulturfænomen, George Lucas fik lanceret dengang i 1977. Abrams går endda 100% efter at ramme præcis samme filmsprog, både i fravalget af CGI, i klipningen og i den visuelle stil. Og plottet er jo rent genbrug - selv om det selvfølgelig kan være, at der viser sig at være en dybere dramatisk pointe med temaerne, der gentager og gentager sig selv, når vi engang får afsluttet denne runde af sagaen.

For mig var "The Force Awakens" et fint gensyn med seriens spraglede rumunivers, og jeg nød det kreative arbejde med mærkelige rumvæsener og de mange detaljer omkring dem. Men plottet er altså en tynd kop te, også fordi der i udpræget grad mangler dramatisk tyngde, som selv Lucas fik etableret bedre i de gamle film.

Der er et par fine kampscener med rumskibe, men altså ... De onde har bygget et endnu større dommedagsvåben, som kan skyde flere planeter på én gang? Det er jo bare fjollet, og det bliver ikke mindre fjollet af, at stjernedræberbasen nærmest er nemmere at sabotere end den gamle dødsstjerne. Tilsvarende er der en flot duel på lyssværd, men hele fortællingen omkring Kraften er lidt reduceret til magisk halløj uden den underliggende alvor, som trods alt var der i de gamle film. Brug for Yoda, vi har.

Og hvad er det egentlig for en gang forvrøvlet sludder med The First Order og Republikken og en modstandsbevægelse, der åbenbart stadig findes 30 år efter "Return of the Jedi"? Hvem er det, de gør modstand imod? Jeg vil ikke afvise, at tingene kommer til at give bedre mening efter Episode VIII, for der er åbenlyst en del forhistorie, der mangler at blive fyldt ud. Men det virker altså lidt, som om der bliver sprunget over mange lave gærder her.

Når det er sagt, så er det som nævnt et fint rumeventyr, der leverer på ren begejstring og spraglet underholdning. Især da Tusindårsfalken kommer tilbage i handlingen, får hele filmen et kick, og det er en stor fornøjelse at se Harrison Ford som Han Solo igen. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår han sidst har set så livlig ud i en rolle - det virker, som om han i den grad også nyder at komme tilbage til rødderne.

Derudover er Daisy Ridley for mig filmens helt store åbenbaring. Hendes rolle som Rey katapulterer hende fra nul til megastjerne på to sekunder, ligesom det i sin tid skete for de tre hovedroller i "Star Wars" - og hun fylder deres sko vældigt godt ud. Her er det oplagt at sammenligne med, hvor pinagtigt det var at se på Hayden Christensen i prequel-trilogien - Ridley har en helt anden naturlig pondus og formår uden besvær at være i centrum for store dele af filmen. Plus at man uden forbehold køber, at hun endda kan klare sig på egen hånd mod sådan en Darth-agtig fætter i sort maske.

Omvendt synes jeg så, at Kylo Ren er en ret fesen skurk, og at Adam Driver mangler karisma til at gøre ham til en rigtig stor modstander. Der kan jeg meget bedre lide Domhnall Gleeson som de ondes general. Sådan er der lidt blandede bolsjer - Oscar Isaac er fin som galaksens bedste jagerpilot, mens John Boyega i den anden hovedrolle gør det o.k., men slet ikke brager igennem på samme måde som Daisy Ridley.

Tilsvarende kan jeg finde mange plusser og minusser rundt omkring. Absolut flest plusser, for "The Force Awakens" er som nævnt et fint rumeventyr, som i høj grad lever på charme, selvtillid og visuelt overskud. Jeg var glimrende underholdt, men syntes altså også, at det var mere end rigeligt kogen suppe på gamle filmstrimler. Sat på spidsen lykkedes Abrams i mine øjne væsentligt bedre med sin reboot af Star Trek-serien, end han gør med Star Wars.
Star Wars: The Force Awakens - 2 D