Katniss Everdeen slutter med pilen pegende nedad
3.0
I sidste afsnit af Hunger Games-serien er borgerkrigen i fuld gang, og oprørerne fra de ydre distrikter er i offensiven mod tyrannerne fra Capitol. Katniss Everdeen er blevet et stærkt symbol på oprøret, og derfor bliver hun holdt i sikkerhed bag frontlinjen for at lave propagandafilm sammen med andre tidligere Hunger Games-deltagere. Men seriens heltinde har planer om at blande sig mere aktivt i kampen.
Den fjerde film handler ikke overraskende meget om konfliktløsning, med fokus på de to store konflikter, der er etableret i serien: Kampen for at få væltet Capitol-styret, og så hovedpersonens indre konflikt og valget mellem de to mænd, hun er forelsket i.
Jeg synes, det er i skildringen af den første konflikt, at "Mockingjay Part 2" lykkes bedst, primært fordi instruktør Francis Lawrence holder fast i flere af de centrale temaer, som er bygget op igennem flere film. Kampen mod Capitol handler ikke kun om at vinde krigen, men også om at vinde freden bagefter, og det viser sig ligeledes at have omkostninger (selv om historien dog slipper lidt let omkring bare at bruge trylleordet 'demokrati'). Og hele spillet omkring Katniss Everdeen bliver mere og mere et spørgsmål om propaganda og hendes mediepersonlighed frem for den virkelige person, hvilket naturligvis er en skarp kommentar til nutidens medieverden.
Jeg er også vild med, at Suzanne Collins' fortælling bliver ved med at gå imod de normale Hollywood-normer om helte og heltinder, der lige kan løse tingene med et snuptag. Katniss Everdeen har hele vejen været en stærkt modvillig heltinde, og når hun så endelig beslutter sig for at gøre noget aktivt, går hendes planer generelt i fisk - faktisk er det mest, når hun handler impulsivt under pres, at hun får afgørende indflydelse på begivenhederne. Det ligger som en rød tråd i hele Hunger Games-serien, at det har store omkostninger at ville ændre verden, og alene den pointe hæver serien over de fleste andre ungdomsfilm.
Til gengæld har instruktør Lawrence ikke nær så godt styr på den egentlige handling i "Mockingjay Part 2". Det bliver i høj grad en krig set fra et kaotisk frøperspektiv, hvor felttoget ind mod Capitol bliver ekstremt fragmentarisk skildret. Der er et par effektive spændingsscener, når heltene skal overvinde de fælder, som Capitols gamesmasters har lagt ud, men meget af handlingen kører lidt i tomgang, mens de politiske og personlige historier også bliver ret hakkende fortalt. Og til sidst flader det ud i et temmelig forudsigeligt klimaks, efterfulgt af en meget påklistret epilog, hvilket betyder, at filmen nærmest kommer igennem tre-fire slutninger, før den bliver færdig.
Det virker, som om filmmagerne særligt mod slutningen er blevet handicappede af Philip Seymour Hoffmans tragiske død, for hans rolle burde tydeligvis have været mere aktiv i handlingen som én af hjernerne bag oprøret. Det fører til nogle anstrengte krumspring for at få tingene til at falde på plads alligevel. Men selv med det in mente kunne instruktør Lawrence klart have strammet op - de 137 minutters spilletid er simpelt hen alt for meget til den halve bog, de dækker.
Når det er sagt, er det stadig en fornøjelse at se Jennifer Lawrence i hovedrollen. Nu med gennemført stenansigt som en Katniss Everdeen, der både er stressramt, undertrykker sine følelser og er grundlæggende usikker på, hvem hun egentlig kan stole på. Lawrence dominerer fuldstændig filmen med sin sammenbidte intensitet - så meget, at det er ærgerligt, at hun (stadig) ikke får bedre modspil fra Josh Hutcherson og Liam Hemsworth som sine to mænd. De største gnister kommer i stedet fra samspillet med Donald Sutherland, der igen ruller sig flot ud som Capitols modbydelige præsident.
"Mockingjay Part 2" er lidt af en blandet fornøjelse. Det er fint at få tilendebragt fortællingen om Katniss Everdeen, der på mange måder har sat nye standarder for denne type ungdomsfilm. Hunger Games-serien har store kvaliteter, ikke mindst ved at den så konsekvent fletter alvorlige og komplekse emner ind i sin teenageheltindes historie. Desværre lander den lidt uskønt, for fireren er den dårligste film i serien.
Den fjerde film handler ikke overraskende meget om konfliktløsning, med fokus på de to store konflikter, der er etableret i serien: Kampen for at få væltet Capitol-styret, og så hovedpersonens indre konflikt og valget mellem de to mænd, hun er forelsket i.
Jeg synes, det er i skildringen af den første konflikt, at "Mockingjay Part 2" lykkes bedst, primært fordi instruktør Francis Lawrence holder fast i flere af de centrale temaer, som er bygget op igennem flere film. Kampen mod Capitol handler ikke kun om at vinde krigen, men også om at vinde freden bagefter, og det viser sig ligeledes at have omkostninger (selv om historien dog slipper lidt let omkring bare at bruge trylleordet 'demokrati'). Og hele spillet omkring Katniss Everdeen bliver mere og mere et spørgsmål om propaganda og hendes mediepersonlighed frem for den virkelige person, hvilket naturligvis er en skarp kommentar til nutidens medieverden.
Jeg er også vild med, at Suzanne Collins' fortælling bliver ved med at gå imod de normale Hollywood-normer om helte og heltinder, der lige kan løse tingene med et snuptag. Katniss Everdeen har hele vejen været en stærkt modvillig heltinde, og når hun så endelig beslutter sig for at gøre noget aktivt, går hendes planer generelt i fisk - faktisk er det mest, når hun handler impulsivt under pres, at hun får afgørende indflydelse på begivenhederne. Det ligger som en rød tråd i hele Hunger Games-serien, at det har store omkostninger at ville ændre verden, og alene den pointe hæver serien over de fleste andre ungdomsfilm.
Til gengæld har instruktør Lawrence ikke nær så godt styr på den egentlige handling i "Mockingjay Part 2". Det bliver i høj grad en krig set fra et kaotisk frøperspektiv, hvor felttoget ind mod Capitol bliver ekstremt fragmentarisk skildret. Der er et par effektive spændingsscener, når heltene skal overvinde de fælder, som Capitols gamesmasters har lagt ud, men meget af handlingen kører lidt i tomgang, mens de politiske og personlige historier også bliver ret hakkende fortalt. Og til sidst flader det ud i et temmelig forudsigeligt klimaks, efterfulgt af en meget påklistret epilog, hvilket betyder, at filmen nærmest kommer igennem tre-fire slutninger, før den bliver færdig.
Det virker, som om filmmagerne særligt mod slutningen er blevet handicappede af Philip Seymour Hoffmans tragiske død, for hans rolle burde tydeligvis have været mere aktiv i handlingen som én af hjernerne bag oprøret. Det fører til nogle anstrengte krumspring for at få tingene til at falde på plads alligevel. Men selv med det in mente kunne instruktør Lawrence klart have strammet op - de 137 minutters spilletid er simpelt hen alt for meget til den halve bog, de dækker.
Når det er sagt, er det stadig en fornøjelse at se Jennifer Lawrence i hovedrollen. Nu med gennemført stenansigt som en Katniss Everdeen, der både er stressramt, undertrykker sine følelser og er grundlæggende usikker på, hvem hun egentlig kan stole på. Lawrence dominerer fuldstændig filmen med sin sammenbidte intensitet - så meget, at det er ærgerligt, at hun (stadig) ikke får bedre modspil fra Josh Hutcherson og Liam Hemsworth som sine to mænd. De største gnister kommer i stedet fra samspillet med Donald Sutherland, der igen ruller sig flot ud som Capitols modbydelige præsident.
"Mockingjay Part 2" er lidt af en blandet fornøjelse. Det er fint at få tilendebragt fortællingen om Katniss Everdeen, der på mange måder har sat nye standarder for denne type ungdomsfilm. Hunger Games-serien har store kvaliteter, ikke mindst ved at den så konsekvent fletter alvorlige og komplekse emner ind i sin teenageheltindes historie. Desværre lander den lidt uskønt, for fireren er den dårligste film i serien.
27/12-2015
