Glemt i strandkanten
4.0
I efteråret 1945 blev ca. 2.000 tyske soldater sendt til Danmark for at fjerne de miner, som tyskerne havde lagt ud langs vestkysten i forventning om en allieret invasion. Mange af soldaterne var teenagere, som var blevet udkommanderet til hæren i krigens sidste måneder, og minerydningen krævede store tabstal.
Det er den historiske baggrund for Martin Zandvliets "Under sandet", der følger en enkelt deling tyske knægte, som under opsyn af en dansk sergent bliver beordret til at rydde et stykke strand.
Filmen er dermed helt nede i frøperspektiv og skildrer nærmest kun den lille osteklokke af en strand, som i nogle måneder bliver tyskernes hjem, mens de kravler rundt i sandet og graver miner op med de bare hænder. Det er åbenlyst livsfarligt arbejde, men filmen viser tydeligt, hvorfor det skulle gøres: At have et syvcifret antal miner liggende i strandkanten ville være en kæmpestor fare for civilbefolkningen. Så forfatter-instruktør Zandvliets spørgsmål retter sig mod måden, det blev gjort på: Var det rimeligt at sætte teenageknægte uden den rette uddannelse og udstyr til det, tilmed mens de levede under usle forhold?
De stærkeste scener i "Under sandet" er dem, hvor man ser danskernes uforfalskede had til den tyske besættelsesmagt, og det er ikke kønt at se på, hvordan sejrherrerne håndterer deres sejr. Der er indledningsvis også en enorm spænding i scenerne med minerne, hvor man virkelig bliver bevidst, om at de hvert et øjeblik kan ryge i luften mellem hænderne på folk. Jeg kom til at tænke på den franske klassiker "Frygtens pris" i den måde, som Zandvliet får byggerne scenerne op på, så man sidder helt uden på kanten af sædet, når en tysk knægt med rystende hænder skal fjerne en tændsats. Desværre holder Zandvliet ikke samme tryk på spændingen igennem hele filmen, og det synes jeg er synd. Selv om jeg godt kan se pointen i, at han i stedet ønsker at fokusere på personerne.
Blandt dem er det først og fremmest Roland Møller, der skiller sig ud i en stærk rolle som den benhårde, brutalt autoritære sergent, som dog må indse, at det er mennesker, han har med at gøre. Han får fint modspil fra Mikkel Boe Følsgaard som hans overordnede kaptajn - en rolle, hvor Følsgaard er et endnu mere følelseskoldt dumt svin end i tidligere lignende roller. Blandt de unge tyskere er det især Louis Hofmann og Joel Basman, man lægger mærke til som henholdsvis den uformelle og formelle leder af gruppen. Men generelt står persontegningen en smule svagt blandt de tyske knægte.
"Under sandet" er en vellavet, gribende fortælling om et særdeles usympatisk kapitel i dansk historie. Den har fået kritik for at stille tingene for hårdt op, ved at den viser historisk ukorrekte detaljer - i virkeligheden havde de udkommanderede tyskere deres egne officerer og befalingsmænd med, så det altså ikke var danskere, der gav de direkte ordrer. Det synes jeg dog er en lidt forfejlet kritik, for den overordnede problemstilling er stadig den samme. Jeg vil nærmere kritisere Zandvliet for ikke at bringe sin fortælling konsekvent til ende, ved at han tilsætter en lidt letkøbt lykkelig slutning. Men trods den slags skønhedsfejl er "Under sandet" endnu et bevis på, at Martin Zandvliet er én af de mest spændende danske filmmagere lige nu, og filmen leverer overbevisende sin humanistiske pointe: Bare fordi man bliver angrebet af fanatikere, behøver man ikke selv begynde at opføre sig umenneskeligt.
Det er den historiske baggrund for Martin Zandvliets "Under sandet", der følger en enkelt deling tyske knægte, som under opsyn af en dansk sergent bliver beordret til at rydde et stykke strand.
Filmen er dermed helt nede i frøperspektiv og skildrer nærmest kun den lille osteklokke af en strand, som i nogle måneder bliver tyskernes hjem, mens de kravler rundt i sandet og graver miner op med de bare hænder. Det er åbenlyst livsfarligt arbejde, men filmen viser tydeligt, hvorfor det skulle gøres: At have et syvcifret antal miner liggende i strandkanten ville være en kæmpestor fare for civilbefolkningen. Så forfatter-instruktør Zandvliets spørgsmål retter sig mod måden, det blev gjort på: Var det rimeligt at sætte teenageknægte uden den rette uddannelse og udstyr til det, tilmed mens de levede under usle forhold?
De stærkeste scener i "Under sandet" er dem, hvor man ser danskernes uforfalskede had til den tyske besættelsesmagt, og det er ikke kønt at se på, hvordan sejrherrerne håndterer deres sejr. Der er indledningsvis også en enorm spænding i scenerne med minerne, hvor man virkelig bliver bevidst, om at de hvert et øjeblik kan ryge i luften mellem hænderne på folk. Jeg kom til at tænke på den franske klassiker "Frygtens pris" i den måde, som Zandvliet får byggerne scenerne op på, så man sidder helt uden på kanten af sædet, når en tysk knægt med rystende hænder skal fjerne en tændsats. Desværre holder Zandvliet ikke samme tryk på spændingen igennem hele filmen, og det synes jeg er synd. Selv om jeg godt kan se pointen i, at han i stedet ønsker at fokusere på personerne.
Blandt dem er det først og fremmest Roland Møller, der skiller sig ud i en stærk rolle som den benhårde, brutalt autoritære sergent, som dog må indse, at det er mennesker, han har med at gøre. Han får fint modspil fra Mikkel Boe Følsgaard som hans overordnede kaptajn - en rolle, hvor Følsgaard er et endnu mere følelseskoldt dumt svin end i tidligere lignende roller. Blandt de unge tyskere er det især Louis Hofmann og Joel Basman, man lægger mærke til som henholdsvis den uformelle og formelle leder af gruppen. Men generelt står persontegningen en smule svagt blandt de tyske knægte.
"Under sandet" er en vellavet, gribende fortælling om et særdeles usympatisk kapitel i dansk historie. Den har fået kritik for at stille tingene for hårdt op, ved at den viser historisk ukorrekte detaljer - i virkeligheden havde de udkommanderede tyskere deres egne officerer og befalingsmænd med, så det altså ikke var danskere, der gav de direkte ordrer. Det synes jeg dog er en lidt forfejlet kritik, for den overordnede problemstilling er stadig den samme. Jeg vil nærmere kritisere Zandvliet for ikke at bringe sin fortælling konsekvent til ende, ved at han tilsætter en lidt letkøbt lykkelig slutning. Men trods den slags skønhedsfejl er "Under sandet" endnu et bevis på, at Martin Zandvliet er én af de mest spændende danske filmmagere lige nu, og filmen leverer overbevisende sin humanistiske pointe: Bare fordi man bliver angrebet af fanatikere, behøver man ikke selv begynde at opføre sig umenneskeligt.
31/12-2015
