Stadig umulig at tæmme
6.0
Forleden havde jeg fornøjelsen af at gense "Kill Bill: Vol. 1" på stort lærred, smidt op fra en dejlig mør 35 mm-rulle der havde levet et godt liv. De altid engagerede og hyggespredende værter fra Filmnørdens Hjørne stod for en optakt, hvor hele Tarantinos filmografi blev rundet. Nok engang blev jeg mindet om, hvor sindssygt imponerende et bagkatalog, der er tale om. Og aftenens forestilling kunne ikke være mere velvalgt. Den første Kill Bill-akt er nemlig min personlige favorit - det skifter lidt, men i det lange løb er det uden tvivl den Tarantino-film, jeg holder mest af. Og jeg holder endda ret meget af manden.
For mig er dette filmen, hvor Tarantino går planken HELT ud rent kreativt. Og for første gang i sin karriere. Man kan godt glemme hvor stor en cinematisk kæberasler Kill Bill-universet reelt var, da det i sin tid udfoldede sig - og især ovenpå de efterfølgende Tarantino-universer, der heller ikke lægger skyggen af bånd på sig selv. Men med dette helte-epos bryder den gode Quentin alle de Hollywood-konventioner, han kan komme i nærheden af og i processen opfinder han helt nye. Det er ganske enkelt en magtdemonstration.
I bund og grund er det jo "bare" en (helvedes god) kung fu-film, men det er en kung fu-film, der er hentet fra de drømme, som kun den dybeste kærlighed afføder. Måske allertydeligst i ceremoni-scenen hvor vores heltinde får overrakt sit sværd af Sonny Chiba (genialt castet). Hans øjne siger det hele, men scenen, i al sin purisme, er også et perfekt åndehul midt i stil-cirkusset.
For gu er det da et cirkus. Kreativiteten i "Kill Bill: Vol. 1" er så utæmmelig og uregerlig, at man ikke har noget valg som publikum - enten forlader du salen eller også læner du dig langt tilbage. Der er ingen analytisk mellemvej. Denne insisterende måde at underholde på er så markant her, at jeg den dag i dag ikke kan sammenligne det med noget hverken indenfor eller udenfor arenaen. Dette er ren cinematisk adrenalin og det er overlegent god underholdning. Og ja, der er afgjort en masse lånte fjer, men Tarantino pynter sig ikke med dem, han ærer dem, hvilket filmens klassiske show down er et lysende eksempel på. Dette klimaks føles stadig lige så forfriskende som det gjorde i 2003, hvad enten vi snakker den måbende lækre kameratur ved ankomsten, silhuet-slagsmålet ("Skyfall" go home!) eller de utallige blodfontæner, som snedigt bruges som et kunstnerisk statement af en instruktør, der igen og igen skal forsvare sit forbrug af rød frugtfarve.
Vol. 2 holder jeg næsten lige så meget af, især fordi den er så anderledes. Men det hele startede her, og det var en fornøjelse endnu engang at sidde i biografmørket og have præcis den samme kriller i maven, som da jeg var teenager. Tænk engang hvor meget sjov og ballade, der kan klemmes ind i EN film.
For mig er dette filmen, hvor Tarantino går planken HELT ud rent kreativt. Og for første gang i sin karriere. Man kan godt glemme hvor stor en cinematisk kæberasler Kill Bill-universet reelt var, da det i sin tid udfoldede sig - og især ovenpå de efterfølgende Tarantino-universer, der heller ikke lægger skyggen af bånd på sig selv. Men med dette helte-epos bryder den gode Quentin alle de Hollywood-konventioner, han kan komme i nærheden af og i processen opfinder han helt nye. Det er ganske enkelt en magtdemonstration.
I bund og grund er det jo "bare" en (helvedes god) kung fu-film, men det er en kung fu-film, der er hentet fra de drømme, som kun den dybeste kærlighed afføder. Måske allertydeligst i ceremoni-scenen hvor vores heltinde får overrakt sit sværd af Sonny Chiba (genialt castet). Hans øjne siger det hele, men scenen, i al sin purisme, er også et perfekt åndehul midt i stil-cirkusset.
For gu er det da et cirkus. Kreativiteten i "Kill Bill: Vol. 1" er så utæmmelig og uregerlig, at man ikke har noget valg som publikum - enten forlader du salen eller også læner du dig langt tilbage. Der er ingen analytisk mellemvej. Denne insisterende måde at underholde på er så markant her, at jeg den dag i dag ikke kan sammenligne det med noget hverken indenfor eller udenfor arenaen. Dette er ren cinematisk adrenalin og det er overlegent god underholdning. Og ja, der er afgjort en masse lånte fjer, men Tarantino pynter sig ikke med dem, han ærer dem, hvilket filmens klassiske show down er et lysende eksempel på. Dette klimaks føles stadig lige så forfriskende som det gjorde i 2003, hvad enten vi snakker den måbende lækre kameratur ved ankomsten, silhuet-slagsmålet ("Skyfall" go home!) eller de utallige blodfontæner, som snedigt bruges som et kunstnerisk statement af en instruktør, der igen og igen skal forsvare sit forbrug af rød frugtfarve.
Vol. 2 holder jeg næsten lige så meget af, især fordi den er så anderledes. Men det hele startede her, og det var en fornøjelse endnu engang at sidde i biografmørket og have præcis den samme kriller i maven, som da jeg var teenager. Tænk engang hvor meget sjov og ballade, der kan klemmes ind i EN film.
05/01-2016
