Jennifer Lawrence bærer en lidt tam succeshistorie
3.0
I 1990 designede Joy Mangano The Miracle Mop - inspireret af sit eget liv som enlig mor på Long Island, hvor hun savnede en mere praktisk og holdbar moppe. To år senere fik hun en aftale med tv-kanalen Home Shopping Network, hvor hun selv gik på skærmen og solgte mopper i titusindvis, og det blev grundlaget for mange succeser som opfinder og entreprenør.
Det er historien bag "Joy", som er løst baseret på Joy Manganos liv - og det er med streg under løst, for forfatter-instruktør David O. Russell har ikke lavet en traditionel biopic, men har skrevet historien om til at være mere dramatisk. Faktisk er det kun et mindre antal mennesker, der ved, hvor tæt filmen egentlig kommer på virkeligheden - som magasinet Vanity Fair har skrevet, er det forbløffende svært at finde detaljer fra Manganos liv, før hun blev et tv-shop-fænomen. Men hun er trods alt krediteret som executive producer på filmen.
Den form for kreativt miks af fakta og fiktion er overhovedet ikke fremmed for Russell, for det var præcis samme metode, han benyttede i sin forrige film, den mesterlige "American Hustle", hvor han også skrev en dokumentarisk historie om til en larger-than-life fortælling.
I "Joy" bliver resultatet en klassisk heltefortælling om en hovedperson, der tror på sin idé og kæmper sig ud af et hårdt liv med flere lavtlønsjob. En ærkeamerikansk succeshistorie, som også er en hyldest til seje kvinder, illustreret gennem fire generationer af Mangano-familien. Og med Jennifer Lawrence som filmens ubestridte centrum som Joy, hvor Lawrence igen-igen viser sine enorme kvaliteter som skuespiller, her i en rolle med mange facetter som både familiemenneske og entreprenør.
Man kan derudover se "Joy" som tredje del af en uofficiel David O. Russell-trilogi, for ud over at bruge flere af de samme skuespillere lægger filmen sig også tematisk i halen af hans to foregående, "Silver Linings Playbook" og "American Hustle". I mine øjne er Russell i alle tre film på jagt efter kernen i det efterhånden noget diffuse begreb 'The American Dream'. Men hvor hans to forrige film handlede om galningene og hustlerne, er synsvinklen denne gang vendt rundt - til en historie om eneren, der faktisk udlever drømmen.
Desværre har "Joy" bare ikke den slagkraft, Russell ellers har imponeret med. Det bliver en utroligt ensidig historie, for selv om hovedpersonen har sit at slås med, skildrer filmen hende som et menneske uden dårlige eller usympatiske sider - hendes problemer skyldes mest, at hun får dårlig rådgivning af sin familie, og at hun nogle gange mister troen på sig selv. Det kommer til at virke en anelse glorificerende, og Lawrence mangler noget dramatisk modspil i hovedrollen - også selv om "Joy" som sådan er vellavet i Russells karakteristisk løst instruerede stil, ofte med et sympatisk glimt i øjet og med glimrende biroller fra bl.a. Robert De Niro, Isabella Rossellini og Virginia Madsen.
For mig blev "Joy" derfor en noget langtrukken forestilling trods sine kun 124 minutters spilletid. Det er en fornøjelse at se på Jennifer Lawrence og de andre dygtige skuespillere, og Joy er en heltinde, man gerne hepper på i hendes kamp for at blive til noget. Men der mangler virkelig noget bid i denne film.
Det er historien bag "Joy", som er løst baseret på Joy Manganos liv - og det er med streg under løst, for forfatter-instruktør David O. Russell har ikke lavet en traditionel biopic, men har skrevet historien om til at være mere dramatisk. Faktisk er det kun et mindre antal mennesker, der ved, hvor tæt filmen egentlig kommer på virkeligheden - som magasinet Vanity Fair har skrevet, er det forbløffende svært at finde detaljer fra Manganos liv, før hun blev et tv-shop-fænomen. Men hun er trods alt krediteret som executive producer på filmen.
Den form for kreativt miks af fakta og fiktion er overhovedet ikke fremmed for Russell, for det var præcis samme metode, han benyttede i sin forrige film, den mesterlige "American Hustle", hvor han også skrev en dokumentarisk historie om til en larger-than-life fortælling.
I "Joy" bliver resultatet en klassisk heltefortælling om en hovedperson, der tror på sin idé og kæmper sig ud af et hårdt liv med flere lavtlønsjob. En ærkeamerikansk succeshistorie, som også er en hyldest til seje kvinder, illustreret gennem fire generationer af Mangano-familien. Og med Jennifer Lawrence som filmens ubestridte centrum som Joy, hvor Lawrence igen-igen viser sine enorme kvaliteter som skuespiller, her i en rolle med mange facetter som både familiemenneske og entreprenør.
Man kan derudover se "Joy" som tredje del af en uofficiel David O. Russell-trilogi, for ud over at bruge flere af de samme skuespillere lægger filmen sig også tematisk i halen af hans to foregående, "Silver Linings Playbook" og "American Hustle". I mine øjne er Russell i alle tre film på jagt efter kernen i det efterhånden noget diffuse begreb 'The American Dream'. Men hvor hans to forrige film handlede om galningene og hustlerne, er synsvinklen denne gang vendt rundt - til en historie om eneren, der faktisk udlever drømmen.
Desværre har "Joy" bare ikke den slagkraft, Russell ellers har imponeret med. Det bliver en utroligt ensidig historie, for selv om hovedpersonen har sit at slås med, skildrer filmen hende som et menneske uden dårlige eller usympatiske sider - hendes problemer skyldes mest, at hun får dårlig rådgivning af sin familie, og at hun nogle gange mister troen på sig selv. Det kommer til at virke en anelse glorificerende, og Lawrence mangler noget dramatisk modspil i hovedrollen - også selv om "Joy" som sådan er vellavet i Russells karakteristisk løst instruerede stil, ofte med et sympatisk glimt i øjet og med glimrende biroller fra bl.a. Robert De Niro, Isabella Rossellini og Virginia Madsen.
For mig blev "Joy" derfor en noget langtrukken forestilling trods sine kun 124 minutters spilletid. Det er en fornøjelse at se på Jennifer Lawrence og de andre dygtige skuespillere, og Joy er en heltinde, man gerne hepper på i hendes kamp for at blive til noget. Men der mangler virkelig noget bid i denne film.
09/01-2016
