Western Dogs
4.0
I et iskoldt Wyoming pisker en diligence af sted for at undgå en truende snestorm. Ombord er en dusørjæger og hans fange, på vej til en forventet hængning. Sammen med seks andre søger de ly i en afsidesliggende manufakturhandel, men spørgsmålet er, om nogen af de tilstedeværende er der for at stjæle fangen - eller hjælpe hende med at flygte.
Quentin Tarantino er tilbage i Det Vilde Vesten, og efter den ellers også ret storslåede "Django Unchained" skruer han helt op på storfilm i spaghettistil. "The Hateful Eight" er optaget i Ultra Panavision 70, ét af de widescreen-formater, som kun sjældent bruges i dag. Og i 70 mm-udgaven er filmen 187 minutter lang. Så det her er storfilm på alle parametre.
Det store format bliver i starten brugt til nogle virkelig flotte snedækkede landskabsbilleder. Men derefter driller Tarantino publikum ved at lade størstedelen af filmen foregå i ét lukket rum, nemlig manufakturhandlens forretnings- og opholdslokale, hvor widescreen-formatet bruges til at zoome helt ind på de vagtsomme personer i nærbilleder og halvtotal. Inspirationen fra Sergio Leone er selvsagt tydelig.
Forbløffende nok kunne "The Hateful Eight" altså egentlig have udspillet sig på en teaterscene, for fokus er på spillet mellem personerne, hvilke skjulte dagsordener der er til stede, og hvem der ikke er, hvad de udgiver sig for. Tarantino giver sig enormt god tid til at rulle spændingen ud og nyde de karakteristisk barske og vittige replikskifter, og tematisk lægger filmen sig også i halen af "Django Unchained", ved at arven fra slavetiden og Den Amerikanske Borgerkrig igen er i fokus. Denne gang primært i form af en sort dusørjæger med fortid i nordstatshæren, som i det lukkede rum møder både en general og en marodør fra Sydstaterne. Men hele filmen står på en undertone af racisme, intolerance og had.
På den måde spoler Tarantino her bagud, for stil- og stemningsmæssigt minder "The Hateful Eight" mest om "Reservoir Dogs" af hans tidligere film. Denne her er dog endnu mere nihilistisk, for der er virkelig ikke nogen af personerne, som er særlig sympatiske - og det kan vel ikke overraske, at det hele eksploderer i brutal vold.
Skarpest i persongalleriet står Jennifer Jason Leigh som den gnæggende, hånende fange, der må finde sig i mange tæsk, før kortene pludselig falder anderledes. Samt Samuel L. Jackson som den tidligere officer, nu dusørjæger, der har filmens bedste replikker, men derudover viser sig at have en særdeles sort fortid. Kurt Russell er dog også god som den småparanoide dusørjæger, der slæber rundt på Leigh, og der er ligeledes fine roller til Tim Roth og Bruce Dern.
Hvis man er til den gennemført kyniske stil, er "The Hateful Eight" en særdeles effektiv omgang underholdning med besk bismag - og i øvrigt også et virkelig godt soundtrack fra Ennio Morricone, der blev verdensberømt for Leones klassiske spaghettiwesterns, men faktisk ikke har skrevet et western-soundtrack i 40 år. Tarantino leger som vanligt også lidt rundt med fortællingen i en kapitelstruktur, men samtidig burde legebarnet måske være blevet hegnet lidt ind. 187 minutter er en ualmindeligt voluminøs omgang til otte mennesker i en hytte, og filmen balancerer undertiden på kanten af det langtrukne og selvsmagende. I sidste ende trækker Tarantinos talent den dog igennem, og selv om jeg umiddelbart rangerer "The Hateful Eight" blandt hans svagere film, er den som nævnt glimrende underholdning, der giver fire store stjerner hos mig.
Og se den nu i 70 mm i Imperial, hvis du er i København.
Quentin Tarantino er tilbage i Det Vilde Vesten, og efter den ellers også ret storslåede "Django Unchained" skruer han helt op på storfilm i spaghettistil. "The Hateful Eight" er optaget i Ultra Panavision 70, ét af de widescreen-formater, som kun sjældent bruges i dag. Og i 70 mm-udgaven er filmen 187 minutter lang. Så det her er storfilm på alle parametre.
Det store format bliver i starten brugt til nogle virkelig flotte snedækkede landskabsbilleder. Men derefter driller Tarantino publikum ved at lade størstedelen af filmen foregå i ét lukket rum, nemlig manufakturhandlens forretnings- og opholdslokale, hvor widescreen-formatet bruges til at zoome helt ind på de vagtsomme personer i nærbilleder og halvtotal. Inspirationen fra Sergio Leone er selvsagt tydelig.
Forbløffende nok kunne "The Hateful Eight" altså egentlig have udspillet sig på en teaterscene, for fokus er på spillet mellem personerne, hvilke skjulte dagsordener der er til stede, og hvem der ikke er, hvad de udgiver sig for. Tarantino giver sig enormt god tid til at rulle spændingen ud og nyde de karakteristisk barske og vittige replikskifter, og tematisk lægger filmen sig også i halen af "Django Unchained", ved at arven fra slavetiden og Den Amerikanske Borgerkrig igen er i fokus. Denne gang primært i form af en sort dusørjæger med fortid i nordstatshæren, som i det lukkede rum møder både en general og en marodør fra Sydstaterne. Men hele filmen står på en undertone af racisme, intolerance og had.
På den måde spoler Tarantino her bagud, for stil- og stemningsmæssigt minder "The Hateful Eight" mest om "Reservoir Dogs" af hans tidligere film. Denne her er dog endnu mere nihilistisk, for der er virkelig ikke nogen af personerne, som er særlig sympatiske - og det kan vel ikke overraske, at det hele eksploderer i brutal vold.
Skarpest i persongalleriet står Jennifer Jason Leigh som den gnæggende, hånende fange, der må finde sig i mange tæsk, før kortene pludselig falder anderledes. Samt Samuel L. Jackson som den tidligere officer, nu dusørjæger, der har filmens bedste replikker, men derudover viser sig at have en særdeles sort fortid. Kurt Russell er dog også god som den småparanoide dusørjæger, der slæber rundt på Leigh, og der er ligeledes fine roller til Tim Roth og Bruce Dern.
Hvis man er til den gennemført kyniske stil, er "The Hateful Eight" en særdeles effektiv omgang underholdning med besk bismag - og i øvrigt også et virkelig godt soundtrack fra Ennio Morricone, der blev verdensberømt for Leones klassiske spaghettiwesterns, men faktisk ikke har skrevet et western-soundtrack i 40 år. Tarantino leger som vanligt også lidt rundt med fortællingen i en kapitelstruktur, men samtidig burde legebarnet måske være blevet hegnet lidt ind. 187 minutter er en ualmindeligt voluminøs omgang til otte mennesker i en hytte, og filmen balancerer undertiden på kanten af det langtrukne og selvsmagende. I sidste ende trækker Tarantinos talent den dog igennem, og selv om jeg umiddelbart rangerer "The Hateful Eight" blandt hans svagere film, er den som nævnt glimrende underholdning, der giver fire store stjerner hos mig.
Og se den nu i 70 mm i Imperial, hvis du er i København.
13/01-2016
