Because the Night
5.0
Berlin, kl. 4 om morgenen. Spanske Victoria er på vej hjem fra byen, da hun møder et slæng af unge fyre. De er småkriminelle hustlertyper, og Victoria bliver charmeret af deres legende attitude og følelsen af frihed i natten. Men stemningen skifter brat, da det viser sig, at én af de fire skylder en gangster en tjeneste, som skal inkasseres nu.
Så vidt jeg ved, var Alfred Hitchcock den første, der legede med ideen om at optage en spillefilm i ét take, da han i 1948 lavede "Rope". Som så alligevel var klippet sammen af et antal lange takes, fordi datidens teknik ikke gjorde det muligt at optage i ét stræk - og i øvrigt var "Rope" også mere interessant som formeksperiment end som film. Siden er Hitchcocks idé blevet til virkelighed nogle gange, men jeg har aldrig set det gjort så overbevisende som i denne tyske thriller.
"Victoria" er altså et teknisk mesterstykke, hvor den norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen faktisk har skudt samtlige 138 minutter i ét hug. Det lykkedes i tredje forsøg, og i forhold til den stillestående, teatralske stil i en film som "Rope" er "Victoria" utroligt dynamisk. Her er ture i biler, i elevatorer, på natklub og rundt på hustage, hvor effekten af det ene, bevægelige kamera er, at man får en levende, pulserende fortælling fortalt i øjenhøjde.
Samtidig er "Victoria" også en kraftpræstation af skuespillerne, især Laia Costa i titelrollen, som spiller med i samtlige 138 minutter. Nogle gange uden for kameraets synsfelt, men Victoria er hele tiden med i scenerne, og Costa gør det fremragende. Vi forstår, at Victoria er i en fremmed by uden venner, og at hendes opvækst som strengt styret musikalsk talent har betydning for, at hun lader sig besnære af en flok gadedrenge. Men vi forstår også, at hun grundlæggende er et godt menneske, som vælger at hjælpe de her fyre, fordi hun ser noget godt i dem. Det er én af de mest imponerende skuespilpræstationer, jeg længe har set, også fordi dialogen i sagens natur er delvist improviseret - og Costa får også flot modspil fra især Frederick Lau og Franz Rogowski som henholdsvis den søde og den hårde dreng fra slænget.
"Victoria" hæver sig langt over bare at være et teknisk kunststykke, og forfatter-instruktør Sebastian Schipper formår virkelig at drive en medrivende fortælling ud af sit stramme setup (hvor han i øvrigt har en dansker, Olivia Neergaard-Holm, som medforfatter). Den starter som en charmerende historie om mennesker, der mødes i natten, med en sitrende energisk skildring af den særlige frihed, der udspiller sig klokken møgsent. Og derfra twister den effektivt til en meget mere seriøs thrillerstil, samtidig med at det inderst inde er en tragisk kærlighedshistorie. Alt sammen presset ned i 138 minutters realtid. Fed film, der imponerer stort på flere planer.
Så vidt jeg ved, var Alfred Hitchcock den første, der legede med ideen om at optage en spillefilm i ét take, da han i 1948 lavede "Rope". Som så alligevel var klippet sammen af et antal lange takes, fordi datidens teknik ikke gjorde det muligt at optage i ét stræk - og i øvrigt var "Rope" også mere interessant som formeksperiment end som film. Siden er Hitchcocks idé blevet til virkelighed nogle gange, men jeg har aldrig set det gjort så overbevisende som i denne tyske thriller.
"Victoria" er altså et teknisk mesterstykke, hvor den norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen faktisk har skudt samtlige 138 minutter i ét hug. Det lykkedes i tredje forsøg, og i forhold til den stillestående, teatralske stil i en film som "Rope" er "Victoria" utroligt dynamisk. Her er ture i biler, i elevatorer, på natklub og rundt på hustage, hvor effekten af det ene, bevægelige kamera er, at man får en levende, pulserende fortælling fortalt i øjenhøjde.
Samtidig er "Victoria" også en kraftpræstation af skuespillerne, især Laia Costa i titelrollen, som spiller med i samtlige 138 minutter. Nogle gange uden for kameraets synsfelt, men Victoria er hele tiden med i scenerne, og Costa gør det fremragende. Vi forstår, at Victoria er i en fremmed by uden venner, og at hendes opvækst som strengt styret musikalsk talent har betydning for, at hun lader sig besnære af en flok gadedrenge. Men vi forstår også, at hun grundlæggende er et godt menneske, som vælger at hjælpe de her fyre, fordi hun ser noget godt i dem. Det er én af de mest imponerende skuespilpræstationer, jeg længe har set, også fordi dialogen i sagens natur er delvist improviseret - og Costa får også flot modspil fra især Frederick Lau og Franz Rogowski som henholdsvis den søde og den hårde dreng fra slænget.
"Victoria" hæver sig langt over bare at være et teknisk kunststykke, og forfatter-instruktør Sebastian Schipper formår virkelig at drive en medrivende fortælling ud af sit stramme setup (hvor han i øvrigt har en dansker, Olivia Neergaard-Holm, som medforfatter). Den starter som en charmerende historie om mennesker, der mødes i natten, med en sitrende energisk skildring af den særlige frihed, der udspiller sig klokken møgsent. Og derfra twister den effektivt til en meget mere seriøs thrillerstil, samtidig med at det inderst inde er en tragisk kærlighedshistorie. Alt sammen presset ned i 138 minutters realtid. Fed film, der imponerer stort på flere planer.
14/01-2016
