Flowerpower i det ydre rum
4.0
"Silent Running" er en virkelig mærkværdig men også dragende science fiction-film, som først og fremmest gør sig bemærket ved at slå klassikere som "Star Wars" og "Alien" med flere år. Ikke som værende kunstnerisk skelsættende. Den er slet ikke i nærheden af at være en lignende åbenbaring, men man må alligevel hylde den for dens 70'er-æstetik og designet i det hele taget ombord på rumskibet, hvor hele filmen foregår. Det er en hel del idérigdom blandt de mange dingenoter, og der er flere ting, lige fra atombomber til hjælperobotter, der er 'instant classics' rent visuelt. Det er altså en svær disciplin i denne genre.
Historien er helt ligefrem og ærlig talt irriterende simpel flere steder i dens budskab om bæredygtighed og naturens værdi. Jeg elsker udgangspunktet. Et menneskestyret rumsvævende drivhus med planter og afgrøder, der potentielt kan være galaksens sidste....det er en vild tanke! Men der bruges alt for meget tid på at gentage pointer i stedet for at udforske nye.
Det er dog ikke blot sci-fi for økoflippere, vi får serveret. Protagonisten, spillet af Bruce Dern, rejser nemlig interessante spørgsmål omkring vores opfattelse af heltemod og også idealismens bagside. Selvfølgelig er det på overfladen et ret nobelt projekt, han er ude i, men der er noget fanatisk og selvdestruktivt over karakteren, som giver fortællingen nye dimensioner. Modsat de andre ombord på rumskibet så spiller Dern rollen som en, der tydeligvis HAR været i rummet og har været det for længe. Man fornemmer, han er "hægtet af". Denne psykologiske ubalance samt scenografien er hovedattraktionen, og Derns præstation alene gør filmen gensynsgod.
Historien er helt ligefrem og ærlig talt irriterende simpel flere steder i dens budskab om bæredygtighed og naturens værdi. Jeg elsker udgangspunktet. Et menneskestyret rumsvævende drivhus med planter og afgrøder, der potentielt kan være galaksens sidste....det er en vild tanke! Men der bruges alt for meget tid på at gentage pointer i stedet for at udforske nye.
Det er dog ikke blot sci-fi for økoflippere, vi får serveret. Protagonisten, spillet af Bruce Dern, rejser nemlig interessante spørgsmål omkring vores opfattelse af heltemod og også idealismens bagside. Selvfølgelig er det på overfladen et ret nobelt projekt, han er ude i, men der er noget fanatisk og selvdestruktivt over karakteren, som giver fortællingen nye dimensioner. Modsat de andre ombord på rumskibet så spiller Dern rollen som en, der tydeligvis HAR været i rummet og har været det for længe. Man fornemmer, han er "hægtet af". Denne psykologiske ubalance samt scenografien er hovedattraktionen, og Derns præstation alene gør filmen gensynsgod.
15/01-2016
