Traumer i Vildnisset
4.0
Tarantino beviser, endnu engang, at han er blandt vor tids bedste post-modernistiske filmskabere! Der er meget, endda rigtig meget, at holde af i filmens første to timer. Den minimalistiske setting og plottet, der drilsk leger med vores forventninger om hvad en Tarantino-western bør være.
Her er vi tilbage i Reservoir Dogs-dagene, hvor karakterenes dialog fortæller mere om dem end handlingerne. Robert Richardsons fantastiske fotografering, der lader sig inspirere af alt lige fra Leone til Carpenter henover De Palma, hvor kameraet langsomt dvæler ved karakterenes ansigtudtryk og kropssprog. Den ulidelige følelse af mistillid og underliggende vold, der altid ligger på lur. Sidst, men ikke mindst historiens behandling af nogle tunge emner omkring konsekvenserne af den amerikanske borgerkrig, der får lov til at bryde ud i lys lue i filmens blodtilsølede sidste kapitel. Det er voldsomt, sjovt og ualmindeligt kitschet!
Selvom der ikke er noget som helst elskeligt ved nogen af vores hadefulde otte er de så skarpt tegnet og nuancerede at selv en halv times dialog i en diligence kan være ekstremt underholdende; vores ører og øjne bliver konstant stimuleret; ikke mindst takket være fantastisk skuespil fra hele holdet, men det er Jennifer Jason Leigh og Kurt Russell, der for alvor får lov til at skinne igennem som henholdsvis straffefangen Daisy og Galgemanden, John Ruth.
Når det så er sagt, virker det som om at Tarantino har fået lov til at køre lidt for meget på frihjul denne gang og filmen ender med at blive en smule langstrakt og nogle få irriterende plothuller i filmens sidste tredjedel sætter et par skønhedsfejl på en ellers formidabelt underholdende "whodunnit"- western. Det er ikke Tarantinos bedste, men selv på en dårlig dag er han langt bedre end de fleste, og man er ikke i tvivl om at man er i selskab med en mand, der knuselsker filmmediet!
Og nå ja: Så er Morricones score helt fantastisk!
Her er vi tilbage i Reservoir Dogs-dagene, hvor karakterenes dialog fortæller mere om dem end handlingerne. Robert Richardsons fantastiske fotografering, der lader sig inspirere af alt lige fra Leone til Carpenter henover De Palma, hvor kameraet langsomt dvæler ved karakterenes ansigtudtryk og kropssprog. Den ulidelige følelse af mistillid og underliggende vold, der altid ligger på lur. Sidst, men ikke mindst historiens behandling af nogle tunge emner omkring konsekvenserne af den amerikanske borgerkrig, der får lov til at bryde ud i lys lue i filmens blodtilsølede sidste kapitel. Det er voldsomt, sjovt og ualmindeligt kitschet!
Selvom der ikke er noget som helst elskeligt ved nogen af vores hadefulde otte er de så skarpt tegnet og nuancerede at selv en halv times dialog i en diligence kan være ekstremt underholdende; vores ører og øjne bliver konstant stimuleret; ikke mindst takket være fantastisk skuespil fra hele holdet, men det er Jennifer Jason Leigh og Kurt Russell, der for alvor får lov til at skinne igennem som henholdsvis straffefangen Daisy og Galgemanden, John Ruth.
Når det så er sagt, virker det som om at Tarantino har fået lov til at køre lidt for meget på frihjul denne gang og filmen ender med at blive en smule langstrakt og nogle få irriterende plothuller i filmens sidste tredjedel sætter et par skønhedsfejl på en ellers formidabelt underholdende "whodunnit"- western. Det er ikke Tarantinos bedste, men selv på en dårlig dag er han langt bedre end de fleste, og man er ikke i tvivl om at man er i selskab med en mand, der knuselsker filmmediet!
Og nå ja: Så er Morricones score helt fantastisk!
18/01-2016
