Eventyr i herlig retrostil

5.0
Jeg smider lige et par hurtige ord, som er skrevet til en god filmven som jeg løbende deler små "anmeldelser" med:

Endelig!!! Star Wars er tilbage og hvis ikke helt på højde med den oprindelige trilogi, så i hvert fald forbandet tæt på. Det er eventyr, lidt i retrostil indrømmet og heldigvis måske, for fuld skrue og i et højt tempo, uden at fortællingen er forjaget.

Der fortælles med overskud, glimt i øjet og tydelig kærlighed for universet. Det er tilpas kulørt og sjovt uden at blive plat, da det også fanger tilpas meget af den alvor og bagved liggende mørke, som universet også altid har haft en kant af trods alt. Det hele er krydret godt med medrivende actionsekvenser og fede effekter, der løftes af at man rent faktisk har interesse i personerne, der står godt og skarpt skåret.

Svagest står John Boyega som Finn, hvis karakter jeg føler til tider halter en anelse, men stadig er god. Også filmens centrale skurk Kylo Ren, fint spillet af Adam Driver, er spændende med en lidt i forhold til universet, lidt anderledes slyngel. Da jeg først havde fanget præmissen, fandt jeg ham fremragende. Oscar Isaac skal også fremhæves, trods begrænset spilletid. Håber vi ser mere til ham.

Bedst er dog gode gamle Harrison Ford i sin glansrolle som Han Solo.Ford er ikke set bedre i mange år. Man aner han er gammel og måske også mere gammel rent fysisk, end rollen egentlig kræver af ham. Men for dælen det er ham der løfter en stor del. Jeg har ikke set ham have sådan et overskud og glimt i øjet længe. Alene det er nok til at gøre filmen seværdig for mig.

Når det er sagt, så er filmens største scoop Daisy Ridley som helten eller heltinden om man vil, Rey. I rollen besidder hun til overmål både kant, charme og glimt i øjet som overbevisende actionwoman. Hun var en fornøjelse, ganske enkelt.

Min største anke mod filmen er at fortællingen kan minde lidt rigeligt som en gentagelse af den første Star Wars fra 1977. Selv om jeg måske kan se en pointe med at læne den i øvrigt herligt simple handling, op af originalen der startede det hele, havde jeg gerne set en lidt mere frisk tilgang til historien.

Men det er en lille anke, for det fungerer overraskende godt og fængslende, ja endda til tider ægte spændende. Filmen indeholder en del andre referencer til tidligere film, men intet der generelt generer mig, måske endda tværtimod.
Star Wars: The Force Awakens - 2 D