destilleret peckinpah

Den umådeligt interessante Sam Peckinpah beskyldes oftest for at lave hårdkogte, maskuliniserede og voldforherligende film, men personligt føler jeg, at der er en stærk og sensitiv skrøbelighed i mandens karakterskildringer og en klar gennemgående auteur-tematik omhandlende at leve i en verden, hvor man ikke længere passer ind (oftest tematiseret igennem alder), altid leveret i en unik melankolsk tone. Peckinpah er ydermere en fascinerende udforsker af voldens natur, der aldrig nærmer sig forherligelse. Han viser voldens konsekvenser som et tab af menneskelighed og skildrer oftest tabet af liv med en realistisk sørgmodighed. Scenen i Pat Garrett and Billy the Kid, hvor Slim Pickens’ sherif skydes og traver ud mod solnedgangen til tonerne af Bob Dylans fantastisk anvendte Knockin’ on Heavens Door, mens Pickens’ kone ser grådkvalt på det vordende tab, er transcenderende filmkunst og noget af det mest emotionelle, Peckinpah nogensinde har lavet. Fortællingen om Pat Garretts jagt på vennen Billy the Kid er en anelse for cirkulær og løs, men ikke desto mindre tilpas fængende i dens mere abrupte og scenebaserede fortællerstil. Visuelt er filmen ligeligt overdådig og intim og besidder en smuk tekstuel mærkbarhed. Kris Kristofferson er karismatisk som fredløs, mens James Coburns øjne besidder en verden af smerte, tristhed og uundgåelighed. Pat Garrett and Billy the Kid når ikke op på niveau med Peckinpahs hovedværker (der i mine øjne inkluderer den absolut fremragende The Getaway), til det er den en tand for fragmentarisk, men det er destilleret Peckinpah og en på alle måder spændende og udbytterig film. Fire store stjerner.