Æblet der faldt langt fra stammen
5.0
Det virkede i sin tid som om, vi blev frarøvet en gylden mulighed for at se den ultimative biografversion af Steve Jobs, da David Fincher og Christian Bale forlod produktionshelvedet omkring dette projekt. Jeg skal ikke kunne sige, hvad vi gik glip af, men jeg bukker i beundring for det, vi har fået. Nøjagtig ligesom produkterne Apple laver, så har denne film wauw-effekt.
Danny Boyle gelejder os fornemt igennem tre nøgle-akter i Jobs karriere, og på trods af at 98 procent af det hele er samtaledrevet, så er der ikke et sekund, der føles overflødigt. Det er godt nok længe siden, at en drama-film er fløjet så hurtigt afsted for mig. Den har masser af finesse og en næsten uvirkelig sans for timing. Boyle har i den grad genvundet min tillid efter den skuffende "Trance".
Netop idéen med at bruge tre produktlanceringer som filmens skelet og så lade dialogen op til være kødet og blodet er fremragende. De første 25 dokumentarfilm om Jobs er allerede lavet, vi kender succeshistorien fra A-Z, så dette friske 'take' på manden og myten var lige, hvad vi havde brug for. Via et fremragende manuskript stilles der skarpt på den urokkelige men visionære side af Steve Jobs, og som en sugemalle sidder man på ryggen af ham hele vejen og prøver at forstå hans stædighed. Inden havde jeg hørt, at filmen skulle fremstille ham meget usympatisk, men det synes jeg ikke, den gør. Faktisk synes jeg, den respekterer ham dybt. Dybt nok til at vise de menneskelige mangler - ikke udstille dem. Behandler han folk dårligt? Ja, men han behandler alle folk LIGE dårligt. Og han gør det udelukkende, fordi de ikke kan se det store billede, som vi i dag ved, han så klarere end nogen anden. Det her er et portræt af en kunstner. Ikke en forretningsmand. Og stoffet er forløst formidabelt af Aaron Sorkin, som har begået sit bedste filmmanus.
Men-men-men.....frem for alt vil jeg huske filmen for Michael Fassbender i den altoverskyggende hovedrolle. Jeg vidste, han ville være god, for han er altid god, men her har han altså taget et langbenet skridt mod toppen af podiet. Der blev grint i krogene, da han overtog rollen, fordi han på ingen måde ligner Steve Jobs. Så hvad gør man så? Man spiller så godt, at det ikke er et problem. Der gik seriøst ikke mere end fem minutter, så havde jeg glemt alt om det ydre og bare accepteret manden foran mig som værende Jobs. Knaldgod præstation.
At der ikke er fundet plads til "Steve Jobs" i hovedkategorien ved årets Oscar er mig en gåde. Det er en klart bedre film end både "The Martian" og "Bridge of Spies", bare til en start. Men lad nu det ligge - i stedet vil jeg glæde mig over, at biografåret er startet bedre, end jeg turde drømme om.
Danny Boyle gelejder os fornemt igennem tre nøgle-akter i Jobs karriere, og på trods af at 98 procent af det hele er samtaledrevet, så er der ikke et sekund, der føles overflødigt. Det er godt nok længe siden, at en drama-film er fløjet så hurtigt afsted for mig. Den har masser af finesse og en næsten uvirkelig sans for timing. Boyle har i den grad genvundet min tillid efter den skuffende "Trance".
Netop idéen med at bruge tre produktlanceringer som filmens skelet og så lade dialogen op til være kødet og blodet er fremragende. De første 25 dokumentarfilm om Jobs er allerede lavet, vi kender succeshistorien fra A-Z, så dette friske 'take' på manden og myten var lige, hvad vi havde brug for. Via et fremragende manuskript stilles der skarpt på den urokkelige men visionære side af Steve Jobs, og som en sugemalle sidder man på ryggen af ham hele vejen og prøver at forstå hans stædighed. Inden havde jeg hørt, at filmen skulle fremstille ham meget usympatisk, men det synes jeg ikke, den gør. Faktisk synes jeg, den respekterer ham dybt. Dybt nok til at vise de menneskelige mangler - ikke udstille dem. Behandler han folk dårligt? Ja, men han behandler alle folk LIGE dårligt. Og han gør det udelukkende, fordi de ikke kan se det store billede, som vi i dag ved, han så klarere end nogen anden. Det her er et portræt af en kunstner. Ikke en forretningsmand. Og stoffet er forløst formidabelt af Aaron Sorkin, som har begået sit bedste filmmanus.
Men-men-men.....frem for alt vil jeg huske filmen for Michael Fassbender i den altoverskyggende hovedrolle. Jeg vidste, han ville være god, for han er altid god, men her har han altså taget et langbenet skridt mod toppen af podiet. Der blev grint i krogene, da han overtog rollen, fordi han på ingen måde ligner Steve Jobs. Så hvad gør man så? Man spiller så godt, at det ikke er et problem. Der gik seriøst ikke mere end fem minutter, så havde jeg glemt alt om det ydre og bare accepteret manden foran mig som værende Jobs. Knaldgod præstation.
At der ikke er fundet plads til "Steve Jobs" i hovedkategorien ved årets Oscar er mig en gåde. Det er en klart bedre film end både "The Martian" og "Bridge of Spies", bare til en start. Men lad nu det ligge - i stedet vil jeg glæde mig over, at biografåret er startet bedre, end jeg turde drømme om.
30/01-2016
