Det lidenskabelige liv

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at jeg synes dette er en god film. Imidlertid blev jeg en smule skuffet, eftersom filmen på trods af sine store kvaliteter ikke for alvor formåede at ramme mig, som jeg måske havde håbet på.

Filmen er i bund og grund en coming-of-age historie med en ung kvindelig hovedkarakter i gymnasiealderen, som finder ud af gennem seksuelle oplevelser, hvad hun kan lide, og ikke mindst det store spørgsmål om, hvem hun er.

At hovedpersonen må formodes at være hel- eller delvist til piger, og at en stor del af filmens spilletid skildrer det yderst lidenskabelige forhold mellem de to kvindelige hovedroller, opvejer for mig personligt ikke det faktum, at havde dette været en film omhandlende en ung kvinde og en ung mand, så havde filmen ikke fået samme opmærksomhed. Det er sikkert en vigtig film, og en rørende film, for nogle, men jeg kunne ikke lade være med at tænke undervejs, at de utallige sexscener mellem de to unge kvinder føltes lige trættende nok. Nu har girl-on-girl af en eller anden grund heller aldrig sagt mig særlig meget, men igen, havde det været en mand og en kvinde, havde filmanmelderne næppe klappet lige så meget i deres små hænder. Bevares de to unge kvinder har da begge nogle meget velskabte og spændstige kroppe, men de utallige eksplicitte sexscener virker forcerede i deres samlede eksponeringstid, og hele filmen fremstår i sin grundessens også som en typisk coming-of-age historie. Sammenligningen mellem denne films og de eksplicitte sexscener i Nymphomaniac er måske en smule søgt, og mens Adeles liv giver et bud på et realistisk kærlighedsforhold har Nymphomaniac til gengæld til gengæld en mindre formularisk struktur med sin historie om menneskets mere eller mindre perverterede seksualitet.

Filmen har da også en eksistentiel dimension og Adeles kæreste Emma har da også en stor indsigt i filosofi. Emma er livkunstneren, der maler, og Adele er måske den, som mange blandt publikum i højest grad identificerer sig med. Filmen handler i høj grad også om at finde sig selv, og som led i dette, finde sin egen vej. At der er et dominerende homoseksuelt tema, som gennemsyrer filmen, ændrer ikke på, at filmen dels føles lige lovlig lang med sine tre timer, og en smule banal, hvis du spørger mig.

Filmen er klart værd at se, og nok især for unge mennesker, homoseksuelle, eller ej, som er ved at finde ud af, hvem de selv er. Derudover kan den fungere som oplysende film, hvori unge mennesker i større eller mindre grad kan spejle sig i karakterne, og blive klogere på andre menneskers liv og lidenskaber. Men filmen rørte mig altså aldrig rigtigt for alvor, da den i mine øjne ikke bidragede med noget af nævneværdig filmisk betydning udover en, vel nok, værdig skildring af, hvordan et kærlighedsforhold også kan se ud, uafhængig af seksuel orientering.