heavy-weight scorsese

Casino er sammen med Bringing Out The Dead en af filmgeniet Martin Scorseses skamløst oversete værker. Hvilket kun kan forundre, for Casino er en hamrende imponerende bedrift, filmisk total overvældende og rig på indhold. Den deler gener med Goodfellas, men er sit helt eget bæst. Og hvilket bidende, frådende og absurd energisk bæst den er. Scorsese er på sit højeste her med filmiske virkemidler, man bliver næsten lykkelig udmattet af den visuelle side, klippestilen, og ikke mindst det forrygende soundtrack. Scorsese kunne godt have strammet op sine steder i historien, der til tider er lidt for eftergivende med sig selv, en paradoksal kritik dens dragende voluminøsitet taget i betragtning, men det er også den eneste kritik, jeg har af filmen. Robert De Niro er overraskende skrøbelig og underspillet, og Scorsese rammer noget meget interessant og emotionelt i karakteren, der selvsnydende, men af kærlighed, håber, at Sharon Stones karakter en dag vil lære at elske ham. Dette element giver Casino dens bankende hjerte, og Stone er formidabel som misbrugeren, hvis fald kun kan stoppes af bunden. Man investeres i det destruktive forhold med et følelsesmæssigt engagement, som Goodfellas kun sjældent havde. Ydermere viser Casino, at Scorsese stadig og altid er en af filmhistoriens bedste skildrer af ubehagelig vold, der sætter sig i hele ens krop. Joe Pescis afgang er stadig noget af det mest brutale og uafrystelige, mine ellers ikke særlig sarte øjne har bevidnet. Casino er forbandet tæt på at være et mesterværk og lande topkarakter, men det er ikke Scorseses bedste film, selvom det er en af hans mest imponerende, hvilket ikke siger så lidt.