Bidende kold forkælelse
5.0
Der er sagt og skrevet så meget om Tarantinos seneste biddrag til filmhistoriebøgerne, men jeg fik alligevel lyst at give den nogle ord med på vejen efter gensyn i går, hvor sidste mulighed for at se den i den udsøgte 70 mm-udgave skulle udnyttes.
Jeg fatter virkelig ikke den muggen i krogene, jeg har mødt mange steder. Tarantino har lavet et eminent kammerspil i forstørret udgave, som hviler på et tungt og stærkt fundament af paranoia. Det er uden tvivl en af de mest underholdende film, vi kommer til at se i år. På trods af at Quentin langt hen ad vejen har lavet et teaterstykke på film, så er det lige så filmisk lækkert og teknisk overlegent, som vi er vant til fra hans hånd. At han denne gang lader værket være SÅ betinget af dialogen og opbygningen og alligevel fastholder ens interesse i alle tre timer er ganske enkelt imponerende. Jeg synes faktisk, det klæder ham ikke at være så bombastisk for en gangs skyld.
Og når det endelig stikker af til sidst, rammer det derfor så meget hårdere og bedre. Med symfonisk præcision bygges der op til et klimaks, der i mine øjne fungerer meget bedre end det vi så i "Django Unchained" eksempelvis - den føltes paradoksalt nok overlang (kortere spilletid), hvor jeg denne gang var med hele vejen. Og er så er humoren i øvrigt perfekt dosseret og bedre end den længe har været i Tarantino-land. Bare den evige kamp med at få hoveddøren lukket morede jeg mig ret meget over. "That door’s a whore!".
Ennio Morricone har i en alder af 86 år komponeret et af de bedste temaer ikke bare i hans karriere men nogensinde. Jeg bukker mig i støvet for filmens sublime lydside, som er alt det, man håbede den ville være. Men skuespillet er måske i virkeligheden det største plus af dem alle. Når nu der er så god tid og så meget plads til karaktererne, så er det en fornøjelse at se den måde, de vækkes til live på. Alle funkler. Kurt Russell viser, han er milevidt fra sidste salgsdato og bringer sin vanlige menneskelighed og troværdighed til sin rolle, men jeg var især glad for Tim Roths überbritiske overspil og Jennifer Jason Leighs rablende gale men sært faretruende præstation. Og så er Samuel L. Jackson i øvrigt bedre end nogensinde – det er skønt at se, hvordan han omfavner sin hidtil største rolle i en Tarantino-film. Et allerede historisk samarbejde mellem de to lader til at peake her, og selvom Tarantino selv måske allerede har peaket, så er han stadig i en liga for sig selv.
Jeg fatter virkelig ikke den muggen i krogene, jeg har mødt mange steder. Tarantino har lavet et eminent kammerspil i forstørret udgave, som hviler på et tungt og stærkt fundament af paranoia. Det er uden tvivl en af de mest underholdende film, vi kommer til at se i år. På trods af at Quentin langt hen ad vejen har lavet et teaterstykke på film, så er det lige så filmisk lækkert og teknisk overlegent, som vi er vant til fra hans hånd. At han denne gang lader værket være SÅ betinget af dialogen og opbygningen og alligevel fastholder ens interesse i alle tre timer er ganske enkelt imponerende. Jeg synes faktisk, det klæder ham ikke at være så bombastisk for en gangs skyld.
Og når det endelig stikker af til sidst, rammer det derfor så meget hårdere og bedre. Med symfonisk præcision bygges der op til et klimaks, der i mine øjne fungerer meget bedre end det vi så i "Django Unchained" eksempelvis - den føltes paradoksalt nok overlang (kortere spilletid), hvor jeg denne gang var med hele vejen. Og er så er humoren i øvrigt perfekt dosseret og bedre end den længe har været i Tarantino-land. Bare den evige kamp med at få hoveddøren lukket morede jeg mig ret meget over. "That door’s a whore!".
Ennio Morricone har i en alder af 86 år komponeret et af de bedste temaer ikke bare i hans karriere men nogensinde. Jeg bukker mig i støvet for filmens sublime lydside, som er alt det, man håbede den ville være. Men skuespillet er måske i virkeligheden det største plus af dem alle. Når nu der er så god tid og så meget plads til karaktererne, så er det en fornøjelse at se den måde, de vækkes til live på. Alle funkler. Kurt Russell viser, han er milevidt fra sidste salgsdato og bringer sin vanlige menneskelighed og troværdighed til sin rolle, men jeg var især glad for Tim Roths überbritiske overspil og Jennifer Jason Leighs rablende gale men sært faretruende præstation. Og så er Samuel L. Jackson i øvrigt bedre end nogensinde – det er skønt at se, hvordan han omfavner sin hidtil største rolle i en Tarantino-film. Et allerede historisk samarbejde mellem de to lader til at peake her, og selvom Tarantino selv måske allerede har peaket, så er han stadig i en liga for sig selv.
11/02-2016
