Penge på lommen og ar på sjælen
3.0
Han er sgu en sjov størrelse ham Cronenberg. Lige så begejstret jeg kan være over hans kompromisløshed, lige så frustrerende kan den også være. Hans seneste værk "Maps to the Stars" lykkedes med begge dele. Det er ikke nogen helstøbt film, langt fra, men som kommentar er den relevant, hvis ellers man er villig til at kigge mellem sprækkerne.
Som det altid er tilfældet med Cronenberg er fortolkningsmulighederne mange, men som jeg læser filmen, er den først og fremmest en syngende lussing til et sygdomsramt Hollywood og den effekt, det har på de håbefulde sjæle, der vover sig ind i hjertet af det. Men det er ikke nogen ensidig opsang. Som sædvanlig spiller Cronenberg på flere tangenter, og til en vis grad latterliggør han også selvsamme sjæle (hans egne karakterer). Det er virkelig svært at heppe på nogen her. Lige så fortabte folk er i den her film, lige så blottet er de for bare skyggen af realitetssans.
Det skulle da lige være de to unge søskende, som lader til at være fortællingens fokus. Men også hos dem ser vi nogle væmmelige karaktertræk. Hendes undskyldning er psykisk sygdom, hans er en fucked up barndom i rampelyset, så Cronenberg har sørget for, at døren aldrig smækker helt i i forhold til at have en smule sympati med dem. Også takket være de fine nedtonede præstationer fra de unge skuespillere. De to citerer et digt om frihed igennem hele filmen, og den kan man godt unde dem. Netop friheden væk fra det hele virker tillokkende, når man ser den verden, de lever i. Både den fysiske og mentaliteten, der hersker i den. Og frihed får de i hvad der vel kan kaldes en bizar 'happy ending' i en meget 'unhappy' verden.
"Maps to the Stars" er et sært ubehagelig stykke drama, fordi det samtidig er dragende. Klassisk Cronenberg. Alligevel synes jeg, canadieren er lidt for famlende i sin tematik og en tand for uinteressant i sit filmsprog denne gang. Ingen scene føles ligegyldig, det øjeblik man ser den, men i det samlede billede, er det en lidt anden historie. Og så har Lynch jo for længst været der med "Mulholland Drive" (selvom de fleste film indrømmet blegner ved siden af den).
Som det altid er tilfældet med Cronenberg er fortolkningsmulighederne mange, men som jeg læser filmen, er den først og fremmest en syngende lussing til et sygdomsramt Hollywood og den effekt, det har på de håbefulde sjæle, der vover sig ind i hjertet af det. Men det er ikke nogen ensidig opsang. Som sædvanlig spiller Cronenberg på flere tangenter, og til en vis grad latterliggør han også selvsamme sjæle (hans egne karakterer). Det er virkelig svært at heppe på nogen her. Lige så fortabte folk er i den her film, lige så blottet er de for bare skyggen af realitetssans.
Det skulle da lige være de to unge søskende, som lader til at være fortællingens fokus. Men også hos dem ser vi nogle væmmelige karaktertræk. Hendes undskyldning er psykisk sygdom, hans er en fucked up barndom i rampelyset, så Cronenberg har sørget for, at døren aldrig smækker helt i i forhold til at have en smule sympati med dem. Også takket være de fine nedtonede præstationer fra de unge skuespillere. De to citerer et digt om frihed igennem hele filmen, og den kan man godt unde dem. Netop friheden væk fra det hele virker tillokkende, når man ser den verden, de lever i. Både den fysiske og mentaliteten, der hersker i den. Og frihed får de i hvad der vel kan kaldes en bizar 'happy ending' i en meget 'unhappy' verden.
"Maps to the Stars" er et sært ubehagelig stykke drama, fordi det samtidig er dragende. Klassisk Cronenberg. Alligevel synes jeg, canadieren er lidt for famlende i sin tematik og en tand for uinteressant i sit filmsprog denne gang. Ingen scene føles ligegyldig, det øjeblik man ser den, men i det samlede billede, er det en lidt anden historie. Og så har Lynch jo for længst været der med "Mulholland Drive" (selvom de fleste film indrømmet blegner ved siden af den).
14/02-2016
