Teknisk blændende hævntogt i vildmarken

I 1823 blev jægeren Hugh Glass overfaldet af en bjørn under en jagtekspedition i South Dakota. Lederen af ekspeditionen satte to mand til at blive hos Glass, men de efterlod ham blot i den tro, at han var døende. Forbløffende nok overlevede Glass sine voldsomme sår, og han slæbte sig i seks uger gennem vildmarken tilbage til en handelsstation - med et brændende ønske om at tage hævn over de to, som efterlod ham.

Det er altså en imponerende historie fra det virkelige liv, som ligger bag "The Revenant", og den har da også tidligere givet inspiration til et par film. Jeg har ikke set nogen af dem, men jeg tvivler på, at de havde samme tårnhøje ambitionsniveau, som forfatter-instruktør Alejandro González Iñárritu her lægger i historien.

I Iñárritus hænder bliver Glass' historie til en skummel, dyster vildmarksvision, der med 156 minutters spilletid og et voldsomt filmsprog forsøger at få Glass' langvarige lidelser helt ind under huden på publikum. Teknisk er "The Revenant" blændende - flot fotograferet i en mørk, naturalistisk stil af Emmanuel Lubezki, og med virkelig god brug af de barske locations, filmholdet fandt i Canada og Argentina. Iñárritus vision var at optage filmen helt uden brug af computereffekter, og det giver filmen en virkelig autentisk følelse af ren overlevelseskamp langt ude i vildmarken.

Oven på al autenticiteten har Iñárritu dog valgt at lægge et lag af fiktion. Én ting er, at han har gjort Glass' rejse noget mere dramatisk, end den var i virkeligheden. Men han har også givet sin hovedperson en halvt indiansk søn, som bliver myrdet af historiens hovedskurk. Og det synes jeg er et underligt valg. For det første burde Glass' hævnmotiv i mine øjne være stærkt nok uden at få "Du dræbte min søn!" oveni. For det andet bruger Iñárritu også den indianske forbindelse til at give filmen et spirituelt præg med kontakt til naturen i Terrence Malick-agtig stil. Og den del af filmen holder ikke helt i mine øjne.

Det handler selvsagt i høj grad om grænsen mellem mennesker og natur; om at alle bliver reduceret til at reagere på instinkter, hvis de bliver presset nok. Det handler også om at erkende den side og leve i pagt med naturen - og om at de samme instinkter gælder for alle uanset hudfarve (hvilket er en begavet tilføjelse i forhold til mange fortællinger af denne type). Men jeg synes, det bliver ret forceret, at man bliver stopfordret med de temaer oven i vildmarkshistorien, som i sig selv indeholder meget af det samme. Det bliver simpelt hen for langtrukkent og for enerverende at få banket de samme pointer i hovedet hele tiden.

Når det er sagt, får man trods alt banket pointerne ind i et flot og gennemført filmsprog, og Leonardo DiCaprio leverer en imponerende præstation i hovedrollen, som på mange måder mere er et fysisk maratonløb end en skuespilpræstation med fokus på det dramatiske. Rollen er endnu et bevis på DiCaprios store alsidighed, og alt tyder da også på, at den giver ham en Oscar. Tom Hardy gør det også glimrende som det racistiske røvhul, der tager beslutningen om at efterlade Glass, og Domhnall Gleeson er ligeledes skarp som lederen af jagtekspeditionen. Men en særlig ros skal i øvrigt gå til manden i bjørnekostumet, Glen Ennis, der i en skræmmende livagtig scene udspiller maltrakteringen af hovedpersonen.

"The Revenant" er først og fremmest en teknisk pragtpræstation - et bevis på, at man virkelig får noget ekstra ud af gå fuldstændig kompromisløst efter autentiske locations under barske forhold. Og man må sige, at skuespillerne i bogstaveligste forstand er gået ind i projektet med hud og hår. Men derudover er det her egentlig blot en simpel hævnhistorie - af en type, som bl.a. er udført bedre i en stribe østasiatiske film i nyere tid - og jeg køber altså ikke rigtig den spirituelle overligger, som Iñárritu forsøger at bygge ovenpå. "The Revenant" er en film med mange kvaliteter, men jeg synes, det vil være klart ufortjent, hvis den om et par uger får en Oscar som bedste film. Hvilket der dog ser ud til at være pæne chancer for, at den gør.