Kærlighed gjorde også ondt i The Age of Aquarius
4.0
I starten af 70'erne beslutter akademikerparret Erik og Anna sig for at oprette et kollektiv i det hus, Erik har arvet. De samler en håndfuld venner og tilfældige bekendte i huset, og kollektivlivet fungerer ganske godt. Indtil Erik får en affære med én af sine studerende, og det ender med, at hun i tråd med tidens frisind får lov til også at flytte ind i huset.
"Kollektivet" foregår i den periode, hvor nye samlivsformer og normer var nået ud i mainstream-livet. Det er altså ikke en historie om glade idealistiske hippier, men om almindelige leverpostejdanskere, der også omfavner frisindet og ånden fra '68. Nogle af dem endda med udgangspunkt i de lidt finere samfundslag - Anna er tv-vært, og Erik arkitekt. Og filmen fanger fint ånden af at ville gøre noget anderledes og ikke bare bo i en kernefamilie.
Men den illustrerer også glimrende, at det ikke er uden udfordringer at bryde de gamle normer ned. Den centrale konflikt i "Kollektivet" står mellem Erik og Anna, mellem det traditionelle parforhold og en opløsning af normer, der betyder, at man da godt kan lade den unge elskerinde flytte ind, mens hustruen stadig bor i huset. Selv om det er akavet for alle. Ikke mindst for den datter, der ufrivilligt bliver tilskuer til, at hendes forældres forhold går i opløsning.
Forfatter-instruktør Thomas Vinterberg har hentet inspiration i sin egen opvækst i et akademikerkollektiv, og sammen med Tobias Lindholm har han skrevet et manuskript, der giver masser af nuancer i historien om Anna og Erik. Det er ikke bare Erik, der er et dumt svin, for Anna giver selv et stort skub til udviklingen ved at komme med ideen om kollektivet, fordi hun keder sig i ægteskabet. Hvorefter Erik glider længere og længere væk i hverdagen, fordi der er alle de andre i kollektivet at bruge tiden på. Og omvendt opfører Erik sig så imponerende ufølsomt, da han har fået sin affære og basalt set udnytter de sociale regler til at få alt, som han vil have det.
På den måde får Vinterberg skabt et vedkommende og interessant portræt af et parforhold på retur, og hvordan de ydre omstændigheder gør pinen længere og værre. Fordi man i frisindets navn har meget svært ved at tage de nødvendige konfrontationer.
"Kollektivet" er givetvis også en ret personlig film for Vinterberg. Som nævnt er den inspireret af hans egen opvækst i et kollektiv, og datteren fungerer i høj grad som instruktørens synsvinkel i filmen. Og samtidig har han endda castet sin 18 år yngre kone, Helene Reingaard Neumann, som den unge studerende, der besnærer den meget ældre Erik.
Hun spiller i øvrigt godt, Neumann, i et meget introvert forsigtigt, men også charmerende portræt af en ung kvinde, der roder sig ud i noget, hun ikke helt kan overskue. Trine Dyrholm er ligeledes vanligt stærkt spillende i flere stadier af sammenbrud som Anna, og Ulrich Thomsen gør det fint som den opfarende træmand Erik. Jeg savnede dog helt at forstå, hvorfor to begavede og talentfulde kvinder begge er så forelskede i en stivstikker som Erik - tilsyneladende er det mest, fordi han er god i sengen, og det kan man selvfølgelig godt se som et sjovt twist på normale kønsroller.
Blandt kollektivets øvrige beboere er det især Lars Ranthe, der brænder igennem som husets upolerede type, og så er der også en rigtig fin debutrolle til 15-årige Martha Sofie Wallstrøm Hansen, som får lagt et fint følsomt touch på Annas og Eriks datter. Det er først og fremmest hende, man sympatiserer med.
Jeg var positivt overrasket over "Kollektivet". Jeg frygtede, at det mest ville være en gang folkekomedie med hippier. Men selv om der naturligvis er småabsurdt morsomme øjeblikke at hente i 70'er-settingen, er Vinterbergs ambitioner lykkeligvis meget større. Det her er først og fremmest en vedkommende og velfortalt historie om kærlighed, der går i stykker, og hvordan den udvikling bliver præget af de omstændigheder, man har sat sig i.
"Kollektivet" foregår i den periode, hvor nye samlivsformer og normer var nået ud i mainstream-livet. Det er altså ikke en historie om glade idealistiske hippier, men om almindelige leverpostejdanskere, der også omfavner frisindet og ånden fra '68. Nogle af dem endda med udgangspunkt i de lidt finere samfundslag - Anna er tv-vært, og Erik arkitekt. Og filmen fanger fint ånden af at ville gøre noget anderledes og ikke bare bo i en kernefamilie.
Men den illustrerer også glimrende, at det ikke er uden udfordringer at bryde de gamle normer ned. Den centrale konflikt i "Kollektivet" står mellem Erik og Anna, mellem det traditionelle parforhold og en opløsning af normer, der betyder, at man da godt kan lade den unge elskerinde flytte ind, mens hustruen stadig bor i huset. Selv om det er akavet for alle. Ikke mindst for den datter, der ufrivilligt bliver tilskuer til, at hendes forældres forhold går i opløsning.
Forfatter-instruktør Thomas Vinterberg har hentet inspiration i sin egen opvækst i et akademikerkollektiv, og sammen med Tobias Lindholm har han skrevet et manuskript, der giver masser af nuancer i historien om Anna og Erik. Det er ikke bare Erik, der er et dumt svin, for Anna giver selv et stort skub til udviklingen ved at komme med ideen om kollektivet, fordi hun keder sig i ægteskabet. Hvorefter Erik glider længere og længere væk i hverdagen, fordi der er alle de andre i kollektivet at bruge tiden på. Og omvendt opfører Erik sig så imponerende ufølsomt, da han har fået sin affære og basalt set udnytter de sociale regler til at få alt, som han vil have det.
På den måde får Vinterberg skabt et vedkommende og interessant portræt af et parforhold på retur, og hvordan de ydre omstændigheder gør pinen længere og værre. Fordi man i frisindets navn har meget svært ved at tage de nødvendige konfrontationer.
"Kollektivet" er givetvis også en ret personlig film for Vinterberg. Som nævnt er den inspireret af hans egen opvækst i et kollektiv, og datteren fungerer i høj grad som instruktørens synsvinkel i filmen. Og samtidig har han endda castet sin 18 år yngre kone, Helene Reingaard Neumann, som den unge studerende, der besnærer den meget ældre Erik.
Hun spiller i øvrigt godt, Neumann, i et meget introvert forsigtigt, men også charmerende portræt af en ung kvinde, der roder sig ud i noget, hun ikke helt kan overskue. Trine Dyrholm er ligeledes vanligt stærkt spillende i flere stadier af sammenbrud som Anna, og Ulrich Thomsen gør det fint som den opfarende træmand Erik. Jeg savnede dog helt at forstå, hvorfor to begavede og talentfulde kvinder begge er så forelskede i en stivstikker som Erik - tilsyneladende er det mest, fordi han er god i sengen, og det kan man selvfølgelig godt se som et sjovt twist på normale kønsroller.
Blandt kollektivets øvrige beboere er det især Lars Ranthe, der brænder igennem som husets upolerede type, og så er der også en rigtig fin debutrolle til 15-årige Martha Sofie Wallstrøm Hansen, som får lagt et fint følsomt touch på Annas og Eriks datter. Det er først og fremmest hende, man sympatiserer med.
Jeg var positivt overrasket over "Kollektivet". Jeg frygtede, at det mest ville være en gang folkekomedie med hippier. Men selv om der naturligvis er småabsurdt morsomme øjeblikke at hente i 70'er-settingen, er Vinterbergs ambitioner lykkeligvis meget større. Det her er først og fremmest en vedkommende og velfortalt historie om kærlighed, der går i stykker, og hvordan den udvikling bliver præget af de omstændigheder, man har sat sig i.
17/02-2016
