Revenge is a dish best served raw
5.0
Selvom man ikke får den sønderrivende mavepuster til sidst som ved første visning, så er Park chan-Wooks "Oldboy" ikke desto mindre en dybt betagende oplevelse fra start til slut.
Den er faktisk tæt på lige så stærk. Det slog mig, hvor meget der faktisk ligger i rejsen til det punkt, hvor hævntørsten slutter. Genistregen ligger i filmens hovedperson og karakter-tegningen her. Oh Dae-su er på én gang en uskyldig, medskyldig og ikke-skyldig antihelt. Selvom vi ikke kender hele hans historie, så lærer vi, at han ikke blot er et offer. Ligesom vi ikke ved, om han reelt angrer til sidst eller blot forsøger at redde stumperne af sit liv. Læg mærke til intro-scenen. Han er plørefuld men ikke ubehagelig, tværtimod uimodståelig sjov. Og i næste sekund står han i en telefonboks og vores sympati vender 180 grader, når vi ser, hvem fuldskaben går ud over. Teater-veteranen Choi Min-sik giver en tour de force-præstation af en anden verden i den her film.
'No nonsense'-slagsmålene er fremragende udført men "Oldboy" er så meget mere end hævn-underholdning. Der ligger en tyk tåge af nedtrykthed, som hviler over hele filmen. Her tænker jeg ikke på det indlysende punkt, nemlig historien, men i stemningen og en række alene-stående øjeblikke (blæksprutte-scenen er stadig noget af det mest forstyrrede, mine sarte vestlige øjne har set). Volden i sig selv er også et virkningsfuld element, fordi den er så utrolig ubehagelig. Man har lyst til at kigge væk og glemme, men man er også bundet af sin fascination af mysteriet. Nøjagtig ligesom Oh Dae-sus indre kamp mellem hævnfølelsen og jagten på sandheden, så tvinges vi også til at tage et valg. Det er ret eminent.
Den er faktisk tæt på lige så stærk. Det slog mig, hvor meget der faktisk ligger i rejsen til det punkt, hvor hævntørsten slutter. Genistregen ligger i filmens hovedperson og karakter-tegningen her. Oh Dae-su er på én gang en uskyldig, medskyldig og ikke-skyldig antihelt. Selvom vi ikke kender hele hans historie, så lærer vi, at han ikke blot er et offer. Ligesom vi ikke ved, om han reelt angrer til sidst eller blot forsøger at redde stumperne af sit liv. Læg mærke til intro-scenen. Han er plørefuld men ikke ubehagelig, tværtimod uimodståelig sjov. Og i næste sekund står han i en telefonboks og vores sympati vender 180 grader, når vi ser, hvem fuldskaben går ud over. Teater-veteranen Choi Min-sik giver en tour de force-præstation af en anden verden i den her film.
'No nonsense'-slagsmålene er fremragende udført men "Oldboy" er så meget mere end hævn-underholdning. Der ligger en tyk tåge af nedtrykthed, som hviler over hele filmen. Her tænker jeg ikke på det indlysende punkt, nemlig historien, men i stemningen og en række alene-stående øjeblikke (blæksprutte-scenen er stadig noget af det mest forstyrrede, mine sarte vestlige øjne har set). Volden i sig selv er også et virkningsfuld element, fordi den er så utrolig ubehagelig. Man har lyst til at kigge væk og glemme, men man er også bundet af sin fascination af mysteriet. Nøjagtig ligesom Oh Dae-sus indre kamp mellem hævnfølelsen og jagten på sandheden, så tvinges vi også til at tage et valg. Det er ret eminent.
20/02-2016
