Blændende fortolkning af verdens mest berømte æblemand
6.0
Det siger noget om, hvor vigtig en it-personlighed Steve Jobs var, og hvor stort et navn han generelt var i USA, at der få år efter hans død er lavet to biopics om manden, der mere end nogen anden var Apples ansigt udadtil. Den første, den to år gamle "Jobs", var temmelig ligegyldig trods udmærket spil af Ashton Kutcher i hovedrollen. Så jeg var spændt på, om denne film ville være et mere interessant portræt af Jobs. Og det er den heldigvis. Meget mere.
Først og fremmest er jeg imponeret over de konsekvente og skarpe valg, Aaron Sorkin har taget i manuskriptet. "Steve Jobs" er reelt skrevet som et teaterstykke i tre akter og dermed slet ikke nogen kronologisk fortalt, traditionel biopic. Hvem havde set det komme?
Men Sorkin har tydeligvis først og fremmest ønsket at finde ind til essensen af Steve Jobs. Og derfor tager han udgangspunkt i det, manden mere end noget andet var kendt for: De store produktlanceringer, hvor han stod på scenen og imponerede publikum med de nyeste dimser. Hele filmen "Steve Jobs" er bygget op omkring tre af de lanceringer. Ud over små flashbacks ser vi ikke andet end tre kongrescentre i timerne op til de store shows, hvor Jobs ude i garderoben speedsnakker sig igennem partnere, kollegaer, medarbejdere og familiemedlemmer. Rent manuskriptteknisk er det fuldstændig genialt.
Det betyder så også, at filmen nærmest er ren fiktion. Selvfølgelig har så meget af Jobs' liv ikke været koncentreret så intenst omkring tre tidspunkter. Men Sorkin har valgt legenden frem for kolde fakta, og det fungerer fremragende. For alle de kendte konflikter og anslag er der, bare destilleret ned til få interaktioner.
Der er kampene om magten i Apple og soloeventyret med NeXT. Jobs' enorme karisma og bagsiden af hans monomaniske drive, som også blev til ubehøvlet behandling af selv nære venner. Og så er der konflikten med datteren, som Jobs i årevis forsøgte at benægte var hans. Den sidstnævnte er filmens vigtigste plottråd, fordi den trods alt gør manden til menneske; noget mere end den kynisk-idealistiske vindertype, der jagter succeserne for enhver pris.
Det bliver alt sammen fortalt i krydsklip på krydsklip med imponerende, fængende dialoger, der bliver affyret i 30'er-screwball-tempo. Sorkins manuskript er mesterligt, og det er i gode hænder hos Danny Boyle, der leverer sin bedste film i årevis. Der er en fantastisk sans for tempo og temposkift og en smuk underliggende musikalitet i fortællestilen, som får en ellers 100% snakkefilm til at leve på overraskende højt niveau. Faktisk minder filmsproget i "Steve Jobs" ret meget om "Birdman" (minus de surrealistiske indslag), og det er selvsagt ment som en stor ros. Herunder får Boyle og fotograf Alwin Küchler også meget ud af filmens begrænsende settings, som bliver omsat til smukke billedkompositioner, der tilmed skifter stil mellem hvert af filmens tre akter.
Oven på det mere end solide fundament kan Michael Fassbender så stråle i hovedrollen. Det er én af hans absolut bedste roller nogensinde, spillet med en enorm intensitet, der er utroligt passende til denne larger-than-life-version af Jobs. Med masser af præcise detaljer i blikke, mimik, selv overrumplende pauser, der smukt formidler billedet af en mand, som hele tiden fokuserer, hele tiden har så vigtige ting i hovedet, at det er ved at spænde ben for ham selv. Som jeg skrev tidligere, gjorde Ashton Kutcher det egentlig fint i "Jobs", men Fassbender er i en helt anden liga her.
Blandt det galleri af biroller, der i højt tempo udveksler replikker med Fassbender, lægger man især mærke til Kate Winslet, der er superskarp som Jobs' trofaste marketingchef. Men Seth Rogen, Jeff Daniels, Michael Stuhlbarg og Sarah Snook fungerer også glimrende som andre centrale Apple-figurer.
"Steve Jobs" var en overrumplende oplevelse for mig. Det er en film, hvor mange nuancer af talent klikker smukt sammen. Én af de dygtigste nutidige filmforfattere leverer et fremragende manuskript, som giver én af tidens bedste skuespillere lov til at udfolde sig for fuld power, styret af en skarp instruktør med flair for visuel stil - og for at tilpasse sit filmsprog til den konkrete opgave. Resultatet er en fremragende film, der bryder de normale konventioner for biopics og i stedet sprænger hovedpersonens virkelige liv i stumper, blot for at samle dem igen i en fiktiv historie, der i overlegen stil bliver en præcis fortælling om sin berømte titelperson.
Først og fremmest er jeg imponeret over de konsekvente og skarpe valg, Aaron Sorkin har taget i manuskriptet. "Steve Jobs" er reelt skrevet som et teaterstykke i tre akter og dermed slet ikke nogen kronologisk fortalt, traditionel biopic. Hvem havde set det komme?
Men Sorkin har tydeligvis først og fremmest ønsket at finde ind til essensen af Steve Jobs. Og derfor tager han udgangspunkt i det, manden mere end noget andet var kendt for: De store produktlanceringer, hvor han stod på scenen og imponerede publikum med de nyeste dimser. Hele filmen "Steve Jobs" er bygget op omkring tre af de lanceringer. Ud over små flashbacks ser vi ikke andet end tre kongrescentre i timerne op til de store shows, hvor Jobs ude i garderoben speedsnakker sig igennem partnere, kollegaer, medarbejdere og familiemedlemmer. Rent manuskriptteknisk er det fuldstændig genialt.
Det betyder så også, at filmen nærmest er ren fiktion. Selvfølgelig har så meget af Jobs' liv ikke været koncentreret så intenst omkring tre tidspunkter. Men Sorkin har valgt legenden frem for kolde fakta, og det fungerer fremragende. For alle de kendte konflikter og anslag er der, bare destilleret ned til få interaktioner.
Der er kampene om magten i Apple og soloeventyret med NeXT. Jobs' enorme karisma og bagsiden af hans monomaniske drive, som også blev til ubehøvlet behandling af selv nære venner. Og så er der konflikten med datteren, som Jobs i årevis forsøgte at benægte var hans. Den sidstnævnte er filmens vigtigste plottråd, fordi den trods alt gør manden til menneske; noget mere end den kynisk-idealistiske vindertype, der jagter succeserne for enhver pris.
Det bliver alt sammen fortalt i krydsklip på krydsklip med imponerende, fængende dialoger, der bliver affyret i 30'er-screwball-tempo. Sorkins manuskript er mesterligt, og det er i gode hænder hos Danny Boyle, der leverer sin bedste film i årevis. Der er en fantastisk sans for tempo og temposkift og en smuk underliggende musikalitet i fortællestilen, som får en ellers 100% snakkefilm til at leve på overraskende højt niveau. Faktisk minder filmsproget i "Steve Jobs" ret meget om "Birdman" (minus de surrealistiske indslag), og det er selvsagt ment som en stor ros. Herunder får Boyle og fotograf Alwin Küchler også meget ud af filmens begrænsende settings, som bliver omsat til smukke billedkompositioner, der tilmed skifter stil mellem hvert af filmens tre akter.
Oven på det mere end solide fundament kan Michael Fassbender så stråle i hovedrollen. Det er én af hans absolut bedste roller nogensinde, spillet med en enorm intensitet, der er utroligt passende til denne larger-than-life-version af Jobs. Med masser af præcise detaljer i blikke, mimik, selv overrumplende pauser, der smukt formidler billedet af en mand, som hele tiden fokuserer, hele tiden har så vigtige ting i hovedet, at det er ved at spænde ben for ham selv. Som jeg skrev tidligere, gjorde Ashton Kutcher det egentlig fint i "Jobs", men Fassbender er i en helt anden liga her.
Blandt det galleri af biroller, der i højt tempo udveksler replikker med Fassbender, lægger man især mærke til Kate Winslet, der er superskarp som Jobs' trofaste marketingchef. Men Seth Rogen, Jeff Daniels, Michael Stuhlbarg og Sarah Snook fungerer også glimrende som andre centrale Apple-figurer.
"Steve Jobs" var en overrumplende oplevelse for mig. Det er en film, hvor mange nuancer af talent klikker smukt sammen. Én af de dygtigste nutidige filmforfattere leverer et fremragende manuskript, som giver én af tidens bedste skuespillere lov til at udfolde sig for fuld power, styret af en skarp instruktør med flair for visuel stil - og for at tilpasse sit filmsprog til den konkrete opgave. Resultatet er en fremragende film, der bryder de normale konventioner for biopics og i stedet sprænger hovedpersonens virkelige liv i stumper, blot for at samle dem igen i en fiktiv historie, der i overlegen stil bliver en præcis fortælling om sin berømte titelperson.
22/02-2016
