Kommunistforskrækkelse light
3.0
Da Den Kolde Krig satte ind i kølvandet på 2. Verdenskrig, blev den såkaldte House Un-American Activities Committee (HUAC) hurtigt omdirigeret til at jage kommunister internt i USA. Og komitéens første store sag var mod 'The Hollywood Ten' - 10 manuskriptforfattere og instruktører, der blev beskyldt for at snige kommunistisk propaganda ind i film. De 10 var dermed også de første, som havnede på en uformel blackliste og blev frosset ude fra alt filmarbejde. I årene, der fulgte, voksede listen til at omfatte hundredevis af filmarbejdere - indtil dens magt i 1960 blev brudt, da det mest prominente medlem af 'The Hollywood Ten', Dalton Trumbo, igen blev officielt krediteret på to store produktioner.
"Trumbo" beskæftiger sig altså med en sort periode i amerikansk filmhistorie og amerikansk historie generelt. Blacklisten var et forsøg på at indføre sindelagskontrol og knægte folks ytringsfrihed, uden at der blev ført nogen reelle beviser mod personerne på listen - ud over de mestendels korrekte påstande, om at de var eller havde været medlemmer af et lovligt politisk parti. Og høringerne i HUAC og lignende organer udviklede sig til en heksejagt, hvor man forsøgte at presse de afhørte til at angive deres venner.
Alle de detaljer kommer fint med i "Trumbo", som også giver et harskt portræt af den konservative fløj i Hollywood, hvor stjerner som John Wayne og Ronald Reagan gik forrest i kommunistjagten, og hvor særligt sladderskribenten Hedda Hopper i denne version af historien fremstår som en giftig, selvretfærdig forkæmper for Stars & Stripes. I øvrigt glimrende spillet af Helen Mirren i bidsk isdronning-stil.
Hovedrollen bliver også flot leveret, for Bryan Cranston er virkelig overbevisende som Dalton Trumbo, som han skildrer som en stilfuld, skarp intellektuel, der med glæde kæmper på pen og ord. Der er også en god rolle til Louis C.K. som den rødeste af de 10 oprindeligt blacklistede, og generelt er rollerne fint besat, selv om det selvsagt er lidt udfordrende, at flere spiller særdeles kendte ansigter. Trods et behjertet forsøg havde jeg fx svært ved at forlige mig med Michael Stuhlbarg som Edward G. Robinson.
Men de største problemer i "Trumbo" ligger dog andre steder. For det første tager filmen ikke rigtig livtag med hovedpersonernes politiske engagement. Den undskylder nærmest, at de her mennesker kunne finde på at være kommunister, og forklarer det med en misforstået begejstring over Sovjetunionens indsats i krigen. Det ville have været langt stærkere, hvis filmen havde turdet gå ind i, hvorfor de var så glødende politisk engagerede - og det ville også have været meget tættere på realiteterne.
For det andet giver filmen meget hurtigt slip på de store principielle spørgsmål, som historien egentlig omhandler, til fordel for en mere personlig beretning om Trumbos kvaler og de konsekvenser, de får for hans familie og venskaber. Der er da også en særdeles god historie gemt der, for Trumbo narrede simpelt hen systemet og arbejdede bare under falske navne. Faktisk vandt han utroligt nok to Oscars, mens han officielt var blacklistet.
I det spor har filmen en dejlig rolle til John Goodman som B-filmproducenten Frank King, men problemet er, at instruktør Jay Roach i meget høj grad trækker historien i retning af satire, så snart de indledende sammenstød med HUAC er overstået. Og derfor ender "Trumbo" med at være en underlig blanding af drama og komedie, som aldrig 100% ved, hvilket ben den vil stå på.
Det er ærgerligt, for det her er en film om et sindssygt vigtigt emne, der er sørgeligt aktuelt også i nutiden. "Trumbo" bringer det op via et velfungerende tidsportræt og en skarp hovedrolle. Men desværre kan den altså ikke helt finde ud af, om den vil være fugl eller fisk? Om vi skal tage det alvorligt eller bare grine ad det?
"Trumbo" beskæftiger sig altså med en sort periode i amerikansk filmhistorie og amerikansk historie generelt. Blacklisten var et forsøg på at indføre sindelagskontrol og knægte folks ytringsfrihed, uden at der blev ført nogen reelle beviser mod personerne på listen - ud over de mestendels korrekte påstande, om at de var eller havde været medlemmer af et lovligt politisk parti. Og høringerne i HUAC og lignende organer udviklede sig til en heksejagt, hvor man forsøgte at presse de afhørte til at angive deres venner.
Alle de detaljer kommer fint med i "Trumbo", som også giver et harskt portræt af den konservative fløj i Hollywood, hvor stjerner som John Wayne og Ronald Reagan gik forrest i kommunistjagten, og hvor særligt sladderskribenten Hedda Hopper i denne version af historien fremstår som en giftig, selvretfærdig forkæmper for Stars & Stripes. I øvrigt glimrende spillet af Helen Mirren i bidsk isdronning-stil.
Hovedrollen bliver også flot leveret, for Bryan Cranston er virkelig overbevisende som Dalton Trumbo, som han skildrer som en stilfuld, skarp intellektuel, der med glæde kæmper på pen og ord. Der er også en god rolle til Louis C.K. som den rødeste af de 10 oprindeligt blacklistede, og generelt er rollerne fint besat, selv om det selvsagt er lidt udfordrende, at flere spiller særdeles kendte ansigter. Trods et behjertet forsøg havde jeg fx svært ved at forlige mig med Michael Stuhlbarg som Edward G. Robinson.
Men de største problemer i "Trumbo" ligger dog andre steder. For det første tager filmen ikke rigtig livtag med hovedpersonernes politiske engagement. Den undskylder nærmest, at de her mennesker kunne finde på at være kommunister, og forklarer det med en misforstået begejstring over Sovjetunionens indsats i krigen. Det ville have været langt stærkere, hvis filmen havde turdet gå ind i, hvorfor de var så glødende politisk engagerede - og det ville også have været meget tættere på realiteterne.
For det andet giver filmen meget hurtigt slip på de store principielle spørgsmål, som historien egentlig omhandler, til fordel for en mere personlig beretning om Trumbos kvaler og de konsekvenser, de får for hans familie og venskaber. Der er da også en særdeles god historie gemt der, for Trumbo narrede simpelt hen systemet og arbejdede bare under falske navne. Faktisk vandt han utroligt nok to Oscars, mens han officielt var blacklistet.
I det spor har filmen en dejlig rolle til John Goodman som B-filmproducenten Frank King, men problemet er, at instruktør Jay Roach i meget høj grad trækker historien i retning af satire, så snart de indledende sammenstød med HUAC er overstået. Og derfor ender "Trumbo" med at være en underlig blanding af drama og komedie, som aldrig 100% ved, hvilket ben den vil stå på.
Det er ærgerligt, for det her er en film om et sindssygt vigtigt emne, der er sørgeligt aktuelt også i nutiden. "Trumbo" bringer det op via et velfungerende tidsportræt og en skarp hovedrolle. Men desværre kan den altså ikke helt finde ud af, om den vil være fugl eller fisk? Om vi skal tage det alvorligt eller bare grine ad det?
24/02-2016
