Den rette attitude
4.0
Når historien gentagne gange har vist, hvor svært det er at lave en troværdig musikfilm med noget kant, så kan man godt have sine bange anelser på forhånd, når anledningen er så konsekvent en kunstner som hip hop-gruppen N.W.A. Filmen har da ikke heller samme flow som den legendariske gruppes rim havde, men der er tydeligvis lagt hjerteblod i at fortælle de mange vigtige episoder i deres alt for korte historie.
Og at man netop kan mærke hjerteblodet sive igennem produktionsmaskineriet og ned i det endelige resultat var helt afgørende for mig. Jeg indrømmer gerne, at jeg havde nogle ret kritiske briller på undervejs, da jeg er kæmpe fan af N.W.A, men jeg synes, at alle involverede kan være, hvis ikke stolt af, så i hvert fald helt igennem tilfreds med filmen. At netop musikken (bogstavelig talt) fylder så meget som den gør gjorde mig glad, og der er nogle bag om-sekvenser her, som er rent guf for fansene.
Et rigtig stort plus er castingen. Uden at de er voksfigurer, så har skuespillerne nogle slående fysiske træk, som fuldender illusionen. For hvad angår spillet så sidder det lige i skabet. Alle medvirkende er solide men især Corey Hawkins portræt af Dr. Dre gjorde indtryk på mig. Dre er den, som filmen er "sødest" ved, og selvom der pyntes lidt på virkeligheden, så er det godt se filmen hædre Dre som det visionære geni, har var (og er). Ice Cubes søn ses i rollen som farmand, og det er en lettelse at se, at der ikke er tale om tom nepotisme i dette tilfælde.
Det er også en film, der bruger mange kræfter på de samfundstilstande, som gruppen var en reaktion på. Magtmisbrug og racisme i den californiske politistyrke skildres ikke-undskyldende og uden filter, og dette ser jeg som ikke bare et godt men nødvendigt element at have med, hvis man vil fortælle N.W.A's historie. Det var indkodet i deres musik fra dag 1 og lagde fundamentet til en af de få historiske øjeblikke, hvor politiske overtoner i musikken rent faktisk fungerede, fordi budskabet og det kunstneriske udtryk gik op i en højere enhed. Og så er temaet jo desværre skræmmende aktuelt.
Som sagt er der lidt ujævnheder i filmens langstrakte dramaturgi, men det er et hæderligt portræt, vi får her, og så består filmen den altafgørende lakmusprøve - den fik mig til fyre op under musikafspilleren bagefter.
Og at man netop kan mærke hjerteblodet sive igennem produktionsmaskineriet og ned i det endelige resultat var helt afgørende for mig. Jeg indrømmer gerne, at jeg havde nogle ret kritiske briller på undervejs, da jeg er kæmpe fan af N.W.A, men jeg synes, at alle involverede kan være, hvis ikke stolt af, så i hvert fald helt igennem tilfreds med filmen. At netop musikken (bogstavelig talt) fylder så meget som den gør gjorde mig glad, og der er nogle bag om-sekvenser her, som er rent guf for fansene.
Et rigtig stort plus er castingen. Uden at de er voksfigurer, så har skuespillerne nogle slående fysiske træk, som fuldender illusionen. For hvad angår spillet så sidder det lige i skabet. Alle medvirkende er solide men især Corey Hawkins portræt af Dr. Dre gjorde indtryk på mig. Dre er den, som filmen er "sødest" ved, og selvom der pyntes lidt på virkeligheden, så er det godt se filmen hædre Dre som det visionære geni, har var (og er). Ice Cubes søn ses i rollen som farmand, og det er en lettelse at se, at der ikke er tale om tom nepotisme i dette tilfælde.
Det er også en film, der bruger mange kræfter på de samfundstilstande, som gruppen var en reaktion på. Magtmisbrug og racisme i den californiske politistyrke skildres ikke-undskyldende og uden filter, og dette ser jeg som ikke bare et godt men nødvendigt element at have med, hvis man vil fortælle N.W.A's historie. Det var indkodet i deres musik fra dag 1 og lagde fundamentet til en af de få historiske øjeblikke, hvor politiske overtoner i musikken rent faktisk fungerede, fordi budskabet og det kunstneriske udtryk gik op i en højere enhed. Og så er temaet jo desværre skræmmende aktuelt.
Som sagt er der lidt ujævnheder i filmens langstrakte dramaturgi, men det er et hæderligt portræt, vi får her, og så består filmen den altafgørende lakmusprøve - den fik mig til fyre op under musikafspilleren bagefter.
26/02-2016
