Årets film?
6.0
Jeg er stor fan af Alejandro González Iñárritu, og har været det lige siden jeg så hans første film: Amores perros (Love is a Bitch) – og det har vist sig at han ganske enkelt ikke kan lave en dårlig film. 21 gram, Babel, Biutiful og Birdman. De hører alle til blandt mine favoritter.
Fællesnævneren må være kærlighed og smerte. Det er der i og for sig ikke noget revolutionerende i – men det er der i måden Iñárritu fremstiller det på. For det gør virkelig ondt, og han er aldrig bange for at placere sine hovedpersoner i situationer hvor der ikke er nogen udvej.
I sine første 3 film viste Iñárritu os at alt hænger sammen – at de valg vi tager også har stor betydning for andre, bevidst eller ubevidst. Den særlige form for historiefortælling udløste en Oscar – desværre ikke for Iñárritu selv, men for Crash – hvor Paul Haggis tydeligt havde kopieret Iñárritu’s særlige fortællerform.
Heldigvis fik han så selv sine første Oscars (hele 3) for Birdman, i 2015 – desværre måtte han nøjes med en enkelt i år. The Revenant er på mange måder en klassisk historie om Amerika, om retfærdighed – og det gode mod det onde. Den gode personificeret i Leonardo DiCaprio – som næppe har haft en rolle med færre ord, som alligevel formår at fortælle alt. Det var svært for akademiet at komme udenom den præstation. Det onde repræsenteres, som så ofte før af Tom Hardy som er svær at genkende – men som er perfekt i en verden som handler om at overleve, frem for alt.
Filmen er betagende flot – fantastisk natur, kombineret med utrolig naturtro CGI – særligt kampen mod bjørnen sætter nye standarder. Indianere og nybyggere portrætteres, så man tror på dem – og så gør det næsten fysisk ondt, det som DiCaprio’s figur gennem – og overlever. Scenen med hesten har vi set før – blandt andet i Star Wars; Imperiet slår igen. Men det vælger jeg at overse. Til gengæld er kampen i starten mellem indianere og pelsjægere ikke set flottere siden Saving Private Ryan.
Filmen er en 6 stjernet oplevelse fra tidens største filminstruktør.
Fællesnævneren må være kærlighed og smerte. Det er der i og for sig ikke noget revolutionerende i – men det er der i måden Iñárritu fremstiller det på. For det gør virkelig ondt, og han er aldrig bange for at placere sine hovedpersoner i situationer hvor der ikke er nogen udvej.
I sine første 3 film viste Iñárritu os at alt hænger sammen – at de valg vi tager også har stor betydning for andre, bevidst eller ubevidst. Den særlige form for historiefortælling udløste en Oscar – desværre ikke for Iñárritu selv, men for Crash – hvor Paul Haggis tydeligt havde kopieret Iñárritu’s særlige fortællerform.
Heldigvis fik han så selv sine første Oscars (hele 3) for Birdman, i 2015 – desværre måtte han nøjes med en enkelt i år. The Revenant er på mange måder en klassisk historie om Amerika, om retfærdighed – og det gode mod det onde. Den gode personificeret i Leonardo DiCaprio – som næppe har haft en rolle med færre ord, som alligevel formår at fortælle alt. Det var svært for akademiet at komme udenom den præstation. Det onde repræsenteres, som så ofte før af Tom Hardy som er svær at genkende – men som er perfekt i en verden som handler om at overleve, frem for alt.
Filmen er betagende flot – fantastisk natur, kombineret med utrolig naturtro CGI – særligt kampen mod bjørnen sætter nye standarder. Indianere og nybyggere portrætteres, så man tror på dem – og så gør det næsten fysisk ondt, det som DiCaprio’s figur gennem – og overlever. Scenen med hesten har vi set før – blandt andet i Star Wars; Imperiet slår igen. Men det vælger jeg at overse. Til gengæld er kampen i starten mellem indianere og pelsjægere ikke set flottere siden Saving Private Ryan.
Filmen er en 6 stjernet oplevelse fra tidens største filminstruktør.
01/03-2016
