Alt det mørke vi ikke ser
6.0
Det her bliver strøtanker om årets indtil videre største biografoplevelse.
'Son of Saul' er det 21. århundredes svar på Elem Klimovs 'Gå og se'. Et lige så stilrent, lige så rystende, lige så originalt tænkt og udført filmdokument over dette kulsorte mareridtsindslag i menneskehedens historie.
Kontrasten mellem frodig grøn skov og kolde grå stenvægge vækker øjeblikkelige associationer til dokumentarmonstrummet 'Shoa' (som jeg engang har set fire timer af). Der er noget forbløffende rigtigt ved kameraets ikke kaotiske, ej heller afbalancerede slentren rundt i den labyrintiske kz-lejr, lige som lyset falder med naturalistisk uforudsigelighed. Fotografen skal have alverdens ros for sit arbejde på denne film - og det er farverne, der er genistregen.
Sauls ansigt er uforglemmeligt. Så åbent og samtidig så lukket, øjnene så præget af ting, de ikke burde have set.
Filmen excellerer i repetetiv filmkunst med sans for det medrivende. Mange kunstfilm knækker nakken på filmiske formler med mening og tyngde, men uden vibrationer, uden liv. Jeg tænker på fx på døve-eksperimentet 'The Tribe'. sidste års 'Ida' eller Hanekes 'Amour', eller måske værst af alt Bela Tarrs tålmodighedssmadrende tristesseteater 'Hesten fra Torino'. Listen er lang og ærgerlig, men den finder sin modvægt i 'Son of Saul'. Her er det anderledes. Indholdet finder sin berettigelse via formen og omvendt. Sauls navigeren rundt i lejren er forvirrende, næsten uoverskuelig og ubærlig, men hele tiden medrivende. 'Underholdende', fristes jeg næsten til at sige.
Instruktøren ved, hvor mange film og dokumentarer, vi har set, og hvor meget, vi ved om emnet. Han overlader væsentlige detaljer til fantasien. Han taler til alt det mørke, vi ikke har set, og som vi aldrig kommer til at se, fordi vi ikke var der. Filmen erkender, at omfanget af ondskaben er uden for vores fatteevne, og holder effektivt kameraets fokuspunkt tæt - selv i imponerende scener fuld af ild, statister og nøjagtigt koordinerede bevægelser, som på amerikansk filmgrund var blevet udpenslet i visuelt mageløse, men kunstnerisk ufunderede tracking- eller kranskud (henrettelsen i 'Shutter Island' fx)
Et visionært stykke filmkunst.
'Son of Saul' er det 21. århundredes svar på Elem Klimovs 'Gå og se'. Et lige så stilrent, lige så rystende, lige så originalt tænkt og udført filmdokument over dette kulsorte mareridtsindslag i menneskehedens historie.
Kontrasten mellem frodig grøn skov og kolde grå stenvægge vækker øjeblikkelige associationer til dokumentarmonstrummet 'Shoa' (som jeg engang har set fire timer af). Der er noget forbløffende rigtigt ved kameraets ikke kaotiske, ej heller afbalancerede slentren rundt i den labyrintiske kz-lejr, lige som lyset falder med naturalistisk uforudsigelighed. Fotografen skal have alverdens ros for sit arbejde på denne film - og det er farverne, der er genistregen.
Sauls ansigt er uforglemmeligt. Så åbent og samtidig så lukket, øjnene så præget af ting, de ikke burde have set.
Filmen excellerer i repetetiv filmkunst med sans for det medrivende. Mange kunstfilm knækker nakken på filmiske formler med mening og tyngde, men uden vibrationer, uden liv. Jeg tænker på fx på døve-eksperimentet 'The Tribe'. sidste års 'Ida' eller Hanekes 'Amour', eller måske værst af alt Bela Tarrs tålmodighedssmadrende tristesseteater 'Hesten fra Torino'. Listen er lang og ærgerlig, men den finder sin modvægt i 'Son of Saul'. Her er det anderledes. Indholdet finder sin berettigelse via formen og omvendt. Sauls navigeren rundt i lejren er forvirrende, næsten uoverskuelig og ubærlig, men hele tiden medrivende. 'Underholdende', fristes jeg næsten til at sige.
Instruktøren ved, hvor mange film og dokumentarer, vi har set, og hvor meget, vi ved om emnet. Han overlader væsentlige detaljer til fantasien. Han taler til alt det mørke, vi ikke har set, og som vi aldrig kommer til at se, fordi vi ikke var der. Filmen erkender, at omfanget af ondskaben er uden for vores fatteevne, og holder effektivt kameraets fokuspunkt tæt - selv i imponerende scener fuld af ild, statister og nøjagtigt koordinerede bevægelser, som på amerikansk filmgrund var blevet udpenslet i visuelt mageløse, men kunstnerisk ufunderede tracking- eller kranskud (henrettelsen i 'Shutter Island' fx)
Et visionært stykke filmkunst.
02/03-2016
