Ruchebanetur i livets karrusel.

Tekniske set, en rigtig interessant film om et ret banalt emne.
Det er set før i andre film. Men det er måden det udføres på, som gør historien værd at se.
Vi føres igennem 8 forløb Nytårsaften, Housewarming, Skt. Hans, Bryllup, 25 års jubilæum, Surprice party, Navngivningsfest og Fødselsdag. Vist nok oven i købet husket i den rigtige rækkefølge.
Fortællertråden holdes stramt, så vi er en del af selskabet - nærmest som et spøgelse, som svæver rundt og får alle de vigtige informationer og hele tiden ved, hvad der er sket eller skal ske.
Kameraføringen er nærmest på niveau med det, vi så i de gode gamle Dogme film. Det virker lidt tilfældigt - men er samtidig helt bevidst. Som et håndholdt kamera, fra en onkel som filmer alt det vigtige.
May el-Toukhy beviser at hun mestrer den dramtiske tragikomedie til fulde - og hun formår at få skuespillerne til at vise følelser som sorg, glæde og smerte, så vi tror på det. Og besætningen på filmen er da også nogle af danmarks bedste, til formålet. Alt i alt har filmen alt det der skal til for at blive en klassiker, i stil med Italiensk for begyndere og Den eneste ene.
Musikken er et vigtigt bindeled i fortællingen, og den er nøje udvalgt så de følelsesmæssige rutchebaneture får ekstra fart - somme tider bliver det lidt for teatralsk, og er for overdrevet. Overdrevet er det forhåbentligt også, når man ser på antallet af potentielle - og gennemførte skilsmisser. Men overdrivelse fremmer vel forståelsen.
Som sagt, historien er temmelig banal og handler om kærlighed i alle afskygninger - og den svære kunst at få det hele til at ballancere, hvis man ikke kender den enkle opskrift der skal til.
Måske er Max forvirret, men samtidig er han den mest trofaste figur i hele filmen - og som han siger; Spis det du har på tallerkenen!
Så simpelt er det.