Overbevisende gennembrud for Christina Rosendahl.
5.0
Bravo. Flot filmhåndværk, først og fremmest.
Essensen i historien er interessant i sig selv, de stakkels Thule arbejdere er puttet i en syltekrukke hvor ingen har lyst til at tage låget af igen - altså lige indtil der næsten begynder at trille lig ud, eller ihvertfald meget syge mennesker. Her træder vores helt ind af døren, godt hjulpet af en læge (som vel egentlig har tavshedspligt?).
Filmen hjælpes på vej af en dokumentaristisk form, og indlagte små "thrills" - hvor man oplever Poul Brinks fornemmelse af at blive forfulgt. Balancen i filmen vipper aldrig, så det bliver for meget eller for lidt.
Det lidt kiksede 80'er look rammes perfekt - ligesom tonen i det aarhusianske, alt med en kærlig charme.
Instruktøren belyser dygtigt emnet fra flere synsvinkler, uden at blive fordømmende - som nok er den fælde de fleste ville være faldet i. Dels får vi et tilbageblik i hvordan det var i 60'erne under den kolde krig, af en regering som uden tvivl dels har skulle passe på truslen fra Sovjet og deres voksende atomarsenal og dels har skulle undgå at Christiansborg var belejret af aktivister i flere år. Her har man gået på kompromis, og indgået en aftale med amerikanerne om at man hverken kunne se, eller høre hvad de foretog sig på Grønland.
I virkeligheden er der to dilemmaer i filmen - dels retssikkerheden og kompensationen for Thulearbejderne og dels politikernes tavshed om brintbomber på dansk jord. Begge problematikker redegøres for på en særdeles redelig måde, uden at nogen gøres til en hovedskurk.
Selvom der ikke er en egentlig skurk, så er der mange små skurke som alle er med til at sylte det hele - og der er i høj grad en helt; Poul Brink som i den grad fortjente den Cavlingpris han modtog i 1998.
Skal man endelig udpege en skurk, så må det være samfundet. Man er flov over udfaldet og det udbytte Thulearbejderne ender med at få - og man forstår Poul Brink's reaktion efter alt det han har sat på spil, da han nærmest føler sig forrådt til sidst.
Det er sjældent man ser en film, med så godt håndværk lavet af en dansker - det håber jeg Instruktøren kommer til at høste anderkendelse for. Og jeg håber at mange vil vælge at løse billet, både for at se en film som er godt skruet sammen - og for den vigtige og gode historie.
Essensen i historien er interessant i sig selv, de stakkels Thule arbejdere er puttet i en syltekrukke hvor ingen har lyst til at tage låget af igen - altså lige indtil der næsten begynder at trille lig ud, eller ihvertfald meget syge mennesker. Her træder vores helt ind af døren, godt hjulpet af en læge (som vel egentlig har tavshedspligt?).
Filmen hjælpes på vej af en dokumentaristisk form, og indlagte små "thrills" - hvor man oplever Poul Brinks fornemmelse af at blive forfulgt. Balancen i filmen vipper aldrig, så det bliver for meget eller for lidt.
Det lidt kiksede 80'er look rammes perfekt - ligesom tonen i det aarhusianske, alt med en kærlig charme.
Instruktøren belyser dygtigt emnet fra flere synsvinkler, uden at blive fordømmende - som nok er den fælde de fleste ville være faldet i. Dels får vi et tilbageblik i hvordan det var i 60'erne under den kolde krig, af en regering som uden tvivl dels har skulle passe på truslen fra Sovjet og deres voksende atomarsenal og dels har skulle undgå at Christiansborg var belejret af aktivister i flere år. Her har man gået på kompromis, og indgået en aftale med amerikanerne om at man hverken kunne se, eller høre hvad de foretog sig på Grønland.
I virkeligheden er der to dilemmaer i filmen - dels retssikkerheden og kompensationen for Thulearbejderne og dels politikernes tavshed om brintbomber på dansk jord. Begge problematikker redegøres for på en særdeles redelig måde, uden at nogen gøres til en hovedskurk.
Selvom der ikke er en egentlig skurk, så er der mange små skurke som alle er med til at sylte det hele - og der er i høj grad en helt; Poul Brink som i den grad fortjente den Cavlingpris han modtog i 1998.
Skal man endelig udpege en skurk, så må det være samfundet. Man er flov over udfaldet og det udbytte Thulearbejderne ender med at få - og man forstår Poul Brink's reaktion efter alt det han har sat på spil, da han nærmest føler sig forrådt til sidst.
Det er sjældent man ser en film, med så godt håndværk lavet af en dansker - det håber jeg Instruktøren kommer til at høste anderkendelse for. Og jeg håber at mange vil vælge at løse billet, både for at se en film som er godt skruet sammen - og for den vigtige og gode historie.
02/03-2016
