Mere end en sportsdokumentar

Jeg aner intet om snowboarding, og vintersport er det i hele taget ret langt fra interessesfæren. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at det ikke betød det helt store i forbindelse med "The Crash Reel" - en dokumentar om den amerikanske snowboarder Kevin Pearce, der nød rockstjernestatus som en af sportens mest lysende talenter, indtil en træningsulykke sendte ham til tælling med en hjerneskade.

Kunstnerisk er det måske nok en mager affære, men det er nu engang genrens lod. Vil man spille med de æstetiske muskler eller vil man lægge alle sin æg i historiens kurv. Den her gør det sidste, og det er en god idé. Ikke fordi det er en synderlig original fortælling, men fordi dens hovedfigur kan bære det. Kevin Pearce er så bundsympatisk og godhjertet en fyr, at det er umuligt ikke at investere sig selv i hans kamp. Både kampen for at komme på benene (og snowboardet) igen, men der hvor filmen er allerbedst er, når vi inkluderes i hans kamp for at genfinde sin identitet og forlige sig med situationen. Der er en utrolig rørende scene, hvor vi er med i lokalet hos psykologen, og Pearce forsøger at sætte ord på sin inderste frygt.

Det er nemlig en meget privat film, men indblikket i hele familiens situation er også en stor styrke, synes jeg. Der er scener som ville opnå kvalmegaranti i enhver spillefilm, men som har den modsatte effekt her, især fordi båndet i familien er så stærkt, som det er. Smerten er pludselig meget ægte. Og filmens helt store dilemma-spørgsmål fungerer godt, fordi man som seer forstår frustrationen hos begge parter til fulde. Det her var en fin lille overraskelse.