Guldaldermaleri uden perspektiv
2.0
Coen-brødrene har tidligere lavet film om at lave film i mesterværket "Barton Fink", men her hopper de helt tilbage til guldalderen og det mytiske Hollywood. Vi er i 1951, hvor produktionerne stadig kontrolleres af det såkaldte studiesystem, og hovedpersonen er Eddie Mannix, der fungerer som daglig leder for et stort filmselskab. Og der bliver brug for hans evner som fixer, da en stjerne bliver kidnappet, en anden stjerne er blevet gravid, og sladderpressen truer med afslørende historier.
Hovedpersonen Eddie Mannix er en virkelig karakter - han var højt placeret i MGM og én af Hollywoods mest berygtede fixere. Altså de personer, der sørgede for, at særligt stjernernes problemer diskret forsvandt. Denne films udgave af Mannix har dog næppe meget med virkeligheden at gøre, for alt omkring ham er fiktion, bare tydeligt inspireret af guldalder-Hollywood.
Jeg ser "Hail, Caesar!" som en stor, men også noget ambivalent kærlighedserklæring til film og Hollywood. Coen-brødrene elsker filmmediet som både alvor og underholdning, men kan heller ikke lade være med at fnise ad datidens gøglede, fjollet kommercielle filmmiljø, der tog sig selv meget alvorligt, samtidig med at de sprøjtede produktioner ud for at malke diverse trends maksimalt. Her repræsenteret ved både vandmusicals, syngende cowboys og storladne bibelfilm.
Der er lagt mange kræfter i at genskabe 50'ernes udstyrsstykker, og det er imponerende at se Scarlett Johansson som syngende havfrue med tilhørende synkronsvømmere, samt at se Channing Tatum fyre den af som stepdanser i en flot Gene Kelly-imitation. Filmens bedste greb er dog, at den vender den normale fortælling om kommunistforskrækkelsen på hovedet, ved at der her faktisk er en hemmelig klub af manuskriptforfattere, som konspirerer om at putte subversive budskaber ind i filmene.
Problemet er bare, at "Hail, Caesar!" aldrig bliver rigtig morsom, og den har i hvert fald heller ikke noget bid. Der er en konstant strøm af pudseløjerlige detaljer og karakterer, der opfører sig oppustet selvfedt. Og Coen-brødrene har i vanlig stil samlet en stribe gode skuespillere, der hopper ind og ud af handlingen i stærkt karikerede roller, mens Josh Brolin i centrum for det hele virker relativt normal som Mannix, der med hård hånd styrer virkeligheden omkring sig. Jeg kan bare ikke rigtig se, hvad filmen vil mig, ud over at gøre grin med både den gren af Hollywood, der har (for) høje tanker om sig selv, og den gren, som bare vil lave simpel underholdning. Og den gør altså ikke nogen af delene særlig godt.
Måske afspejler filmen på den måde forfatter-instruktørernes egen ambivalens over for den branche, de har valgt som levevej. Her er stof til både kærlighed og satire. Men det bliver bare helt ligegyldigt, når det hverken er særlig sjovt eller særlig medrivende. Og derfor er "Hail, Caesar!" i mine øjne Coen-brødrenes hidtil dårligste film.
Hovedpersonen Eddie Mannix er en virkelig karakter - han var højt placeret i MGM og én af Hollywoods mest berygtede fixere. Altså de personer, der sørgede for, at særligt stjernernes problemer diskret forsvandt. Denne films udgave af Mannix har dog næppe meget med virkeligheden at gøre, for alt omkring ham er fiktion, bare tydeligt inspireret af guldalder-Hollywood.
Jeg ser "Hail, Caesar!" som en stor, men også noget ambivalent kærlighedserklæring til film og Hollywood. Coen-brødrene elsker filmmediet som både alvor og underholdning, men kan heller ikke lade være med at fnise ad datidens gøglede, fjollet kommercielle filmmiljø, der tog sig selv meget alvorligt, samtidig med at de sprøjtede produktioner ud for at malke diverse trends maksimalt. Her repræsenteret ved både vandmusicals, syngende cowboys og storladne bibelfilm.
Der er lagt mange kræfter i at genskabe 50'ernes udstyrsstykker, og det er imponerende at se Scarlett Johansson som syngende havfrue med tilhørende synkronsvømmere, samt at se Channing Tatum fyre den af som stepdanser i en flot Gene Kelly-imitation. Filmens bedste greb er dog, at den vender den normale fortælling om kommunistforskrækkelsen på hovedet, ved at der her faktisk er en hemmelig klub af manuskriptforfattere, som konspirerer om at putte subversive budskaber ind i filmene.
Problemet er bare, at "Hail, Caesar!" aldrig bliver rigtig morsom, og den har i hvert fald heller ikke noget bid. Der er en konstant strøm af pudseløjerlige detaljer og karakterer, der opfører sig oppustet selvfedt. Og Coen-brødrene har i vanlig stil samlet en stribe gode skuespillere, der hopper ind og ud af handlingen i stærkt karikerede roller, mens Josh Brolin i centrum for det hele virker relativt normal som Mannix, der med hård hånd styrer virkeligheden omkring sig. Jeg kan bare ikke rigtig se, hvad filmen vil mig, ud over at gøre grin med både den gren af Hollywood, der har (for) høje tanker om sig selv, og den gren, som bare vil lave simpel underholdning. Og den gør altså ikke nogen af delene særlig godt.
Måske afspejler filmen på den måde forfatter-instruktørernes egen ambivalens over for den branche, de har valgt som levevej. Her er stof til både kærlighed og satire. Men det bliver bare helt ligegyldigt, når det hverken er særlig sjovt eller særlig medrivende. Og derfor er "Hail, Caesar!" i mine øjne Coen-brødrenes hidtil dårligste film.
05/03-2016
